Drøm

Jeg drømte om babyen i nat.

Det var en pige, og hun havde meget mørkt hår og var meget alvorlig. Hun lå i en sær gammel blå barnevogn, i en brun kørepose med et foer af små lyserøde blomster. Den lignede faktisk sådan noget retro moderne noget man kan købe i creme de la creme a la edgar. Men hun havde også fået et gråt strikket uldtæppe på, og hun var sur fordi det var for varmt. Det var sommer og hun stod udenfor et meget stort hus, i en indkørsel. Men hun ordnede det selv. Hun sparkede uldtæppet ned i fodenden og åbnede posen med fødderne og lå i en stribet dragt og så på mig. Jeg tog kalechen tilbage, så hun kunne se himlen, men så blev hun vred. Så trak jeg den op igen.

Da jeg vågnede havde jeg en helt tydelig fornemmelse af hende inden i. Af hvem hun er. Hvordan hun er. Og så tænkte jeg, at det da også er typisk mig at lægge så meget mærke til, hvad hun har på og hvordan udstyret ser ud. Tss.

Ellers sker her ingenting. Ingen veer, ingen vandafgang, ingen slimprop, ingen tegnblødning. Muligvis en mindre hjerneblødning.

Men jeg tror maven er sunket. Det er som om den sidder længere nede, og der er blevet moslet godt igennem derinde de sidste to dage. Kan være alt den zoneterapi og alle de plukveer fremkaldt af ananas og tonicvand, som har fået babyen til at mase hovedet ned i stilling. I hvert fald gør det meget ondt i symfysen nu og i lysken i begge sider. Og jeg kan dårligt gå. Det kan naturligvis også skyldes, at jeg i tirsdags faktisk gik i sammenlagt 2,5 time, frem og tilbage mellem hjem, massage, hjem, zoneterapi og så hjem igen. Jeg ved nu, at det tager mig en halv time i gravidtempo at gå ned til damhussøen. Så når jeg ikke længere er gravid, vil det vel tage et kvarters tid? Og så yderligere 10 min. op til højre, til Rødovre Centeret. Bliver en god tur med barnevogn.

I dag skal jeg ikke lave noget. Hvis jeg kan, går jeg ned i kælderen og sætter en vask over. Og så har jeg en mega pakke fars, så jeg kan lave frikadeller til fryseren. Er godt at have til efter fødsel. Stoffer laver god mad, men frikadeller kan han ikke. Endnu. Og de er jo nemme at varme til Klara.

Jeg er ved at læse en bog, af Marie Darrieussecq, der hedder Baby. Den handler om dengang hun selv fik en baby. Hun er fransk og skriver ret specielt – måske har nogen læst hendes debut, Kvinden der blev til en gris? Den er god på den smalle måde. Det er den slags vi har svært ved at formidle i folkebiblioteket. Men gerne ville formidle mere, hvis I spørger mig. Nå. Men den her baby bog er god. Hun beskriver det meget præcist, hvordan det føles, og jo især hvor stor forandringen er når det er første gang. Lad mig bringe et par uddrag:

“Netop som vi ikke kan mere, begynder han at smile, for enden af en flere uger lang tunnel af mælk, gylp, tis og lort. Han smiler lige tidsnok til at forføre os, så vi beholder ham.”

“De første to måneder var jeg kun halvt til stede i verden, hørte kun halvt efter når folk sagde noget til mig, så kun halvt på folk og havde svært ved at læse bøger. Halvdelen af min hjerne var opmærksom på ham: Havde han det for varmt, trak han vejret roligt, klynkede han? Det nyttede ikke noget at fortælle dem, jeg snakkede med om det, for de tog mig tilsyneladende ikke alvorligt: Jeg var bare et skabagtigt kvindemenneske eller en krukket forfatter. Det var som at være gal. Jeg var konstant i forbindelse med en anden verden, som et rumvæsen, der hele tiden modtager signaler fra sin planet gennem hovedet. Jeg var allestedsnærværende og over-følsom.”

Den er skrevet sådan i uddragsform. Som om, det lige er de par linier hun har nået at kradse ned, mellem hver amning eller mellem hvert skrig. Det gør den nem og hurtig at læse. Ellers havde den næsten været for intens.