– som jeg først glemte!!!! Skam dig Julie. Stoffer ville ud og handle i går, selv om han er lidt influenza-svag (eller er det bare eksamensstress?) og da han kom tilbage havde han en stor buket roser med. Hvad skal det nu gøre godt for? spurgte jeg og så sagde han " vi har to-års dag – tillykke" 🙂
Og jeg havde GLEMT det!! Meget sært. Mig der ellers altid husker alting og sukker over hvor lidt romantisk han er… nå, men så kan man lære det. Han grinte rigtig meget, for han troede at jeg godt vidste det, men bare ikke sagde noget, for at teste om HAN huskede det 🙂 Men jeg havde helt svedt det ud, selv om jeg lige tænkte på det for et par dage siden.
Nå, men nu har vi kendt hinanden i 2 år og det går godt. Vi elsker hinanden og om en md. har vi også overlevet det første år som forældre og så skulle der jo, statistisk set, være meget mindre risiko for at vi går fra hinanden.
Det er sært at have været kærester i kun 2 år og så have en datter der fylder et år om en md. Tingene er gået meget hurtigt. På nogen områder kender vi hinanden så godt, og på andre er der stadig så meget vi ikke ved om hinanden og så mange kanter der endnu skal slibes. Selv om lidt kant må der nu godt være i et forhold – det skal jo heller ikke blive kedeligt, vel?
Nå, men jeg brugte lidt af tiden i går på at tænke over, hvor sær verden er. Man ved aldrig hvad der sker, hverken de gode eller dårlige ting. Tænker også stadig på kristina og hendes lille pige som ikke nåede at leve. Faktisk går jeg stadig og tænker at de nok har taget fejl, at om lidt er det anderledes og hun vil være her, sammen med sin familie. Det er meget svært at forstå noget, der er så definitivt som døden. Og samtidig så uhåndgribeligt, når man ikke var der og ikke har set noget. Det er lidt på samme måde, at jeg nogen gange glemmer at min farmor er død – hun boede jo alligevel helt i sønderborg og jeg så hende kun nogen gange om året. Så det er nemt at gå her og føle sig normal og føle det som om hun stadig bare sidder derovre og spiller kort med de andre pensionister.
Nu vi er ved bedsteforældre, så går det stadig fremad med min mormor. Hun kan tale mere og mere forståeligt og spise lidt selv. Hun kan bevæge sig som før. Det er kun talecenteret der skal genoptrænes og det går bedre og bedre. Så chancerne for at hun kan komme hjem og bo i sit hus og leve som før er ret gode. Hun skal bare have sådan et kaldeanlæg, til hvis hun får en blodprop igen.
I dag skal vi til rytmik og jeg glæder mig som altid. Forhåbentlig kommer alle i dag – der var lidt mandefald sidste gang pga eksamener og sygdom. Men så vidt jeg ved kommer alle i dag.
Klara sover på altanen. Hun har så også været vågen siden kl 4… stoffer mente vi godt kunne vænne hende af med den ammetår hun får der 4-4.30, så han bad mig vække ham, i stedet for bare at amme. Som lovet så gjort og mens han forsøgte at overbevise vores førstefødte om, at hun ikke var sulten, gemte jeg mig under dynen og prøvede at sove videre. Efter en time med vildt skrigeri (stakkels naboer) opgav han og klara fik mad. Men så var hun blevet lysvågen af alt det skrigeri, så hun gad ikke sove videre, så vi var tidligt oppe i dag. Eller de var. Jeg blev demonstrativt liggende til kl 7… Jeg tror ikke, hun vil undvære en tår der tidlig morgen, før hun begynder at spise mere om dagen. Og det gør hun nok aldrig. Så vi ender vel med at måtte stoppe amningen helt, for at få hende til at spise normalt og sove længere end til 4.
21 dage til min fødselsdag!!!
