Ja, puha. I nat blev vi virkelig mindet om, hvor meget nemmere Klara er blevet med tiden. Der var jo engang hvor nætter som denne var reglen mere end undtagelsen. Nu er det heldigvis omvendt og nætter som denne kommer ikke uden tydelig grund.
Jeg burde have set det komme allerede i går morges. Efter 4 dage med normal appetit, gad Klara slet ikke spise noget morgenmad overhovedet. Hun kom for sent u d til sin lur, så jeg var nødt til at vække hende, for at vi kunne nå til rytmik. Og så var der ikke tid til at hun kunne få frokost, så jeg tog noget med, hun så kunne få derhenne (5 min. herfra) – men det gad hun heller ikke. Hun ville faktisk slet ikke spise noget.
Efter rytmikken gik vi på cafe, og dér gad hun så spise nogen majskorn fra min salat og et par kartoffelbåde, men det var ikke meget. Hun virkede også mere og mere pyldret og ked af det, og ville bare sidde og hænge på mig. Så vi gik hjemad. Jeg var heller ikke selv for frisk (mens) så da vi kom hjem gik vi i seng og lå og puttede og sov og ammede en smule i 1½ time. Så kom stoffer hjem og vi stod op og Klara var en lille smule friskere og spiste en skål ærter, mens jeg lavede aftensmad. Pludselig blev hun enormt pyldret igen og ville op, og så faldt hun i søvn ved mit bryst!
Jeg går lidt og tænker, at jeg jo burde trappe ned på amningen og ikke amme så meget, men det var jo det eneste hun ville i går og jeg var faktisk bare glad for, at hun fik noget næring og ro.
Mens hun sov lavede jeg maden færdig, og så vågnede hun en halv time senere og ville gerne op igen. Så var hun frisk en lille stund og spiste lidt pasta og ærter, men gad ikke smage noget af det andet.
Så sad hun ellers bare og hang på os resten af aftenen og blev varmere og varmere og ret sløv. Jeg er tit i tvivl om, hvor sløve de skal være, før det er kritisk. Men man kunne da få kontakt med hende og hun gad jo godt amme. Desuden synes jeg det virkede som om, det var den onde tand igen, som er på vej, og ikke noget "alvorligere".
Da hun kom i seng, faldt hun i søvn med det samme, med så startede natte-terroren ellers. Hun vågnede hver ½-1 time. Også efter vi gik i seng kl 23. Da kl. blev 1.30 og vi stadig ikke havde sovet nogen af os (undtagen klara 20 min. ad gangen) blev vi enige om, at det var bedst en af os sov, så stoffer gik ind på sofaen og jeg tog klara over i sengen. Derefter faldt hun faktisk i søvn, og sov til omkring kl 9, så jeg føler mig ikke helt så smadret som jeg kunne have gjort.
Men nu har vi lige opdaget at der flyder gult fra hendes øre, så måske er det alligevel ikke tænder? Har ringet til lægen og fået at vide, at jeg kan komme med hende og blive puttet ind i ventetiden, så de lige kan tjekke det. Lægesekretæren spurgte om hun spiste noget, hvortil jeg svarede at det gjorde hun ikke, hun ville kun have bryst. Så sagde hun, atder jo ingen grund var til at amme så store børn. Nå. Nu var det jo ikke det jeg ringede for at snakke om, så hvis hun gad holde sine meninger for sig selv, ville det egentlig passe mig fint – det sagde jeg så ikke, jeg ignorerede bare hendes udsagn. Når barnet sidder og banker sit hovede ind i mit bryst og har det rigtig dårligt, så er det måske ikke det bedste tidspunkt at gennemtrumfe et amme stop.
Men jeg tror nu jeg stopper snart. Det er bare så svært, når hun nu er så glad for det og det er så praktisk.
Nå. Vi skal til lægen.
