Endelig et frieri!!!!

Så kom øjeblikket vi alle (eller i hvert fald jeg) har ventet på de sidste 10 år. Sådan ca. Endelig, endelig, endelig så en mand alle mine uvurderlige kvaliteter og friede til mig.

At det så var en 65+ årig pensionist der lugtede ret surt, og som jeg mødte ved at han næsten smed en taske fuld af vinflasker på mit skød, i metroen… det er en mindre detalje.

Han præsenterede sig som Hans Jørgen Budtz – eller måske var det Poul Jørgen Butz? – og gav hånd og det hele. Og så fik maya og jeg ellers hele hans livshistorie, om hvordan han blev ansat på tante berlingeren i 1972 og havde været teater- og kunst journalist på BT i henved 40 år, og så blev hans datter (mathilde?? – noget med M) født, og det var en dejlig dejlig tid. Først snakkede han en masse med maya om job, da hun jo er redaktør og han tydeligvis følte han havde mødt en form for kollega. Men så fik maya indskudt at jeg jo var bibliotekar, og så var det frieriet kom…

Næææh, så er du en af de der dygtige piger!!! Sagde han. Øhh, sagde jeg. Det kan måske godt sige, på en måde? Så er du en af de der har styr på alting, ikke! sagde han begejstret. Tjoh, sagde jeg, undtagen måske mig selv. Jeg er jo som bekendt helt ude af kontrol. (jvf. f.eks. mit parforhold og mit forhold til celine dion-fans…).

Jeg tror sq lige jeg blev forelsket i dig, sagde han så! Jeg er forelsket i dig – må jeg fri til dig? Jeg tror, jeg vil fri til dig!!! insisterede han. Og her kunne jeg så ikke lade være med at grine, og advarede ham om, at det skulle han passe på med, for risikoen for at jeg ville sige ja, er temmelig stor 🙂

Og så snakkede han ellers videre, indtil han skulle af med sin maste lagkage og sine vinflasker. Sød mand. Havde han spurgt lige ud, så havde jeg sq nok sagt ja.