11 uger tilbage… hvem fatter det? Jeg synes, de første 12 uger gik så utroligt langsomt, men efter nytår var det ligesom om det pludselig gik enormt stærkt. Og nu er der så 11 uger tilbage - plus minus de der 14 dage selvfølgelig.
I går var vi endelig ude og bestille den vogn. Den endelige beslutning blev kombivogn, af flere grunde. Jeg er ikke så høj og forsvandt helt bag de der store pramme. Vi bor på 4. sal så vi vil hellere købe en altanbarnevogn, hvor bebs kan sove ude, med langt liggemål og alle de fordele der er ved en "rigtig" barnevogn. Kombi'en er så mest til transport.
Og det er den også bedre til, netop fordi den ikke er så stor og ikke vejer ret meget. Vi får nok mange tog ture, hjem til alle de bedsteforældre og al transport bliver jo med bybus ellers.
Vi endte med at købe en Emmaljunga Baby Edge, og ikke den Brio vi ellers bedst kunne lide i katalogerne. Men damen i Danmarks Børn kom med den bedste salgstale for emmaljunga'en og prisen var det samme. I hvert fald var vi enige og ikke i tvivl.
Vi bliver glade for den vogn. Ifølge sælger damen er emmaljunga kombivognenes svar på volvo 🙂
Den havde også mange smarte detaljer og finesser, så rigtig flot ud, og var nem at håndtere. Og selv om kombivogne ikke testes og sikkerheds godkendes på samme måde som barnevogne, så kiggede jeg jo efter alle de ting, jeg har læst man skal kigge efter, og jeg synes ikke der var nogen grund til panik. Den virker bestemt meget sikker og stabil.
Men det var en sten, der faldt fra mit hjerte, at få bestilt den endelig, og vi skulle bare betale 100 kr. og så ringe dagen før vi vil hente den. Så vil de samle den for os og have den klar. Der var slet ingen problemer med leveringstider eller noget, som jeg jo ellers var blevet bange for.
Butikken ligger ret tæt på Hvidovre hospital, så det er ret smart. Så kan stoffer lige hente vognen, mens jeg ligger der og venter 🙂
Bagefter tog vi i Magasin og købte jakkesæt til stoffer. Vi tager til Fyn i morgen, til bryllup ved min ældste ven, så det var i sidste øjeblik han fandt noget han gad have på. Jeg har aldrig set ham i sådan et før, men han så rigtig godt ud! Så det skal nok blive en god fest, selv om jeg er hende den ædru mini-flodhest…
Jeg har glædet mig så meget til det bryllup så længe nu - jeg er næsten bange for, om det nu kan leve op til mine tårnhøje forventninger. Men jeg har fundet en flot, enkel og sort gravidkjole, der ikke var for dyr, og pifter den lidt op med tilbehør, der jo også kan bruges uden mave, senere. Det bliver bare så dejligt med god mad og gode venner, og live musik og alle de glade mennesker. Jeg kommer helt sikkert til at tude i kirken, når L (bruden) kommer op ad gulvet.
Det fede er, at de holder det et sted, hvor vi kan leje værelser, så jeg kan altid lige smutte op og lægge mig en time eller to, hvis jeg bliver for smadret, uden at stoffer behøver tage med hjem. Og om søndagen er der så brunch for alle gæsterne. Det bliver da helt vildt hyggeligt!
Om aftenen havde vi det sjovt nok begge sådan, at vi vildt gerne ville have haft den vogn med hjem med det samme. Vi glædede os begge to så meget til at komme ud og køre med den. Selvfølgelig bliver det nok federe, når vi har nogen at putte i imens… Men den var bare så lækker, så vi ville begge gerne have brugt aftenen på at sidde og pille ved den og lege med alle de smarte finesser. Den var nok den dyreste vi kunne vælge, af kombivogne, men heldigvis har bedsteforældrene jo sagt, de ville betale halvdelen hver, så det er rigtig dejligt.
Og faktisk har jeg fået penge tilbage i skat nu, så alle de penge jeg brugte på den skøre kat's operation, de er tilbage på kontoen igen. Det gør mig nu lidt mere rolig, når der er overskud.
Med en baby i maven, skal vi jo nok finde noget at bruge de penge på!
På tirsdag kommer min søster endelig hjem fra Guatemala, og så kommer påsken. Lige hvad jeg trænger til – FERIE!!! Jeg er så træt og glæder mig så meget til ikke at skulle rende frem og tilbage og med busser og alt det der. Og efter påske – vupti – så er der faktisk kun 8 arbejdsdage tilbage til mig, før barsel! Det er jo helt utroligt, men hold da op, hvor jeg trænger til det. Jeg kan godt mærke, at det gør ondt flere steder, på nogen nye måder i min krop, jo længere hen jeg kommer. Så det bliver dejligt bare at kunne slappe af og kun koncentrere sig om en ting, uden at få dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen.
Det går ellers godt med graviditeten stadig. Kun småproblemer med halsbrand, dårlig søvn, vejrtrækningsproblemer, træthed, lækkersulten og alt det sædvanlige. Den sidste uges tid er min lugtoverfølsomhed, og desværre også lidt kvalmen, dog vendt tilbage. Og jeg er som skrevet begyndt at være mere øm i balder, haleben og lænd, men det er helt overkommeligt – endnu i hvert fald.
Julie, 29+0