Endgame er virkeligt. Og Endgame er nu.
Og Endgame er et fedt koncept!
Først og fremmest, er det en virkelig spændende og velskrevet sci fi/fantasy roman. Siden tidernes morgen har Spillerne været klar. Generation efter generation i 12 udvalgte slægter har vidst at de en dag skulle kæmpe for hele slægtens overlevelse. 12 meteorer rammer Jorden samtidig, 12 forskellige steder, og hver meteor indeholder en besked til de 12 unge spillere som så ved, at spillet nu er i gang. Først må de til Kina og få næste ledetråd, og derefter er det alles kamp mod alle.
Nogle indgår alliancer, mere eller mindre frivilligt, men alle ved at der kun kan være en vinder i sidste ende. De skal knække koden og finde tre nøgler og derved sikre deres egen og hele deres slægts overlevelse når Jorden går under.
Det er fængende og fuld af fart og jeg lagde dårligt bogen fra mig, før jeg var færdig. Det er brutalt og storstilet og der er både vold og kærlighed, så det er for teenagere og voksne.
Og det skøre er så, at hvis du har mod på det, kan du selv spille med. Bogen er fuld af spor og gåder, og hvis du er en ørn til den slags, kan du også lede efter de tre nøgler og knække koden og faktisk vinde 500.000 dollars i guld. Jo, virkelig! Det kan du læse mere om her.
Det er så ikke min spidskompetance, men jeg nød i den grad bogen – der er langt mellem de rigtig gode fantasyromaner – og jeg glæder mig til den næste i serien.