I dag blev jeg færdig med endnu en John Green roman. I gamle dage, er det den slags bog jeg ville have læst på en dag, men skilsmissen har korrumperet mig, i samarbejde med de sociale medier, og jeg er alt for let at distrahere. Jeg vil også gerne distraheres, det er så en helt anden snak, men i gamle dage ville en bog have været adspredelse nok.
Endnu en Katherine, handler om Colin. Han er erklæret vidunderbarn, men ikke et geni, og det virker som om det med alderen er blevet mere en byrde for ham, end en gave. For selv om han kan lære alting meget nemt og hurtigt, så finder han ikke på noget nyt. Han er ikke et geni. I tråd med hans evne for gentagelser, har han datet 19 piger der hed Katherine. Og de har allesammen droppet ham. Det prøver han at lave en matematisk formel over, sådan at han vil kunne forudsige fremtiden for et forhold. Det er selvsagt ikke helt nemt.
Colins bedste (eneste) ven hedder Hassan. Sammen tager de afsted på en impulsiv roadtrip, da de får sommerferie og Kathrine nr. 19 lige har droppet Colin. Drengene ender i Gutshot, Tennessee, hvor de møder Lindsey og ender med at flytte ind hos hende og hendes mor i et kæmpe lyserødt sydstats palæ. De får et arbejde af Lindseys mor, med at lave lydoptagelser af de lokale folks historier, og samtidig folder Colins egen historie sig ud. Der er naturligvis mere i vente for Colin, drama, romantik og en masse Eureka! øjeblikke.
Det er en fantastisk dejlig roman, om at være ung og søgende. Hvem er jeg, hvad kan jeg og hvilket mærke skal og vil jeg sætte på verden? Det er ikke lige sådan at svare på. Men John Green kan skrive de her romaner, sådan at vi andre gamle fjolser kan huske og mærke fuldstændig hvordan det var, at være dér. Og jeg for min del ånder virkelig lettet op over ikke at være der mere.
