Et år siden første dagbogsindlæg+opdt

Ja, det var jo egentlig meningen jeg ville skrive en smule mere end den ene linie 🙂 Håber de 1524 (så mange er det rent faktisk…gulp..) folk der allerede har læst indlægget vil komme forbi en gang til… Og tak til jer, der allerede har skrevet kommentarer til min ene linie 🙂

Ja. I dag er det et år siden jeg først tog mig sammen og skrev i dagbogen. Efter at have været medlem siden nov. 02, smuglæst de faste dagbogsskrivere hver dag (nogen gange flere gange om dagen, hvis det var en kedelig dag på arbejde…) og skrevet på min terminsside, så syntes jeg godt jeg turde kaste mig ud i det. Det var også fordi jeg begyndte at få lyst til at kommentere nogen af de andre, og så skulle de jo kunne kommentere tilbage, følte jeg.

At skrive dagbog er dog langt fra fremmed for mig. Det har jeg gjort siden jeg var ca. 10 år gammel. De første er ret sporadiske og RET pinlige, men fra jeg blev en 14-15 år har jeg skrevet hver dag næsten og det er sjovt at læse nu 🙂 Dog også ind i mellem virkelig pinligt!
Tanken var at den her dagbog skulle være til Klara, så hun kunne læse hvordan det var at være gravid med hende, vente på hende og endelig lære hende at kende og hjælpe hende til at vokse op i en meget forvirrende verden. Jeg håber ikke hun vil synes det er pinlig læsning, engang om mange år, men ellers er jeg efterhånden ligeglad. For hvem prøver jeg at narre? Ja, hun må da gerne læse dagbogen engang, men den er jo ikke kun til hende. Den er min. MIN. 🙂
193 indlæg er det blevet til, og som en billig form for terapi har de hjulpet mig til at bevare overblikket og sætte tingene lidt i perspektiv, når livet med Klara blev lige lovlig udfordrende. 193 indlæg, både med overordnede tanker om livet, om Klara, om mig selv. Og med helt almindelige dagligdags begivenheder (som dengang tivoligarden spillede i min opgang, eller dengang Rumleskaft hentede min førstefødte midt om natten…).

Og alle jeres indsigtsfulde, humoristiske, opmuntrende, søde, varme kommentarer og gode råd har været guld værd for mig! Havde jeg vidst for et år siden, at denne dagbog også ville skaffe mig flere rigtig dejlige veninder i det virkelige liv (eller IRL som de unge siger…), så er jeg ikke engang sikker på, jeg havde turdet begynde at skrive. For dengang var det jo så vigtigt at være anonym – troede jeg. Nu ved alle hvor jeg bor, og skidt med det, for hvor er I bare godt selskab 🙂
KÆRLIG HILSEN Julie