Mandag d. 21.10. sidste år opdagede jeg, at jeg var gravid. Jeg var faktisk ikke "over tid" for det er/var normalt for mig, at der kun gik 26 dage mellem hver mens. Og da der den mandag var gået 28 dage siden sidst, var det jo ret normalt og ikke sådan "over tid" endnu.
Men mandag morgen skulle jeg køre min søster til lufthavnen kl. 5.30 om morgnen, fordi hun skulle til mellemamerika og rejse rundt i 6 mdr.
Vores forældre var kommet til kbh. for at sige farvel, og jeg benyttede lejligheden til lige at præsentere dem for min nye kæreste, Kristoffer. Vi spiste en hyggelig brunch alle 5 på en cafe om søndagen, og det første møde mellem familien og stoffer gik fint og afslappet – måske fordi vi alle var mere optagede af min søster, som jo skulle rejse…
Men altså – mandag morgen tager vi til lufthavnen og jeg føler mig helt svimmel og har kvalme. Jeg regner med, at det er tristhed og angst, fordi min søster skal rejse og lidt fordi jeg ikke er god til at stå så tidligt op.
Vel hjemme fra lufthavnen styrter jeg ud på toilettet og kaster op – noget jeg skal blive vant til gennem de næste 12 uger 🙂
Jeg griner lidt af det og tænker, at det da er en værre omgang sympatirejsefeber.
Det falder mig overhovedet ikke ind, at jeg måske er gravid. Jeg har tidligere prøvet på at blive det med min ekskæreste, i 2½ år faktisk, hvor der ikke skete noget som helst. Så jeg troede ikke rigtig jeg sådan kunne. Og jeg har jo kun kendt stoffer i godt 4 mdr. – graviditet er en fjern fjern tanke, selv om vi jo godt nok sløser alvorligt med beskyttelsen (hvorfor mon vi egentlig gjorde det? Vi er ellers så fornuftige, veluddannede, forsigtige og planlæggende…)
Jeg tager på arbejde og pludselig opstår tanken – du godeste – tænk, hvis jeg nu er GRAVID?!!? Tanken vil ikke slippe mig igen, så i min frokostpause går jeg i Matas og køber en test til 40 kr. Jeg tager den billigste, for jeg er jo alligevel ikke gravid, så der er jo ingen grund til at spilde penge på det 🙂 Jeg går tilbage på arbejde, og er enormt bevidst. Jeg har billedet inde i hovedet stadig – fortovet som jeg kigger ned i, og tanken om, at det er så kliché agtigt at købe en test i sin frokost pause – som i en eller anden hollywood b-film. Og jeg tænker, at nu hvor jeg har spildt de penge på en test, så er der jo helt sikkert intet!
Jeg går ud på toilettet på arbejde og tester. Sidder og venter og kigger alle vegne hen, men mine øjne fanges alligevel af den pind hele tiden. Jeg læser brugsanvisningen 20 gange mens jeg venter, men der er faktisk med det samme to streger – og de bliver bare tydeligere og tydeligere. Jeg sidder nok et kvarter derude, på et lille bitte toilet på Hvidovre Hovedbibliotek og bare stirrer på den der pind…
Så pakker jeg den ind i sin plastik indpakning og tager den med. Ja, der er tis på… men jeg er nød til at beholde den og kigge på den hvert 10 min. for jeg tror simpelthen ikke på det! Heldigvis er det en stille dag – min kolleger er til møder eller ikke på arbejde, så ingen ligger mærke til, hvor tavs og ineffektiv jeg er. Jeg ringer til min gamle veninde, den eneste jeg har, der har et barn, og spørger hvor sikre de der tests er – "spild ikke flere penge på dem, siger hun. Du er gravid – ring til din læge i morgen" og så er hun ellers vildt glad på mine vegne, mens jeg ikke rigtig siger noget. Jeg tror ikke på det.
Endelig får jeg fri og tager hjem. Når i Matas 5 min. før lukketid og køber en test mere… Tager den hjemme og har nu to forskellige plastikpinde med hver to streger på. De ligger på håndvasken i badeværelset og jeg sidder bare og stirrer på dem. Tænker, at jeg nok bør ringe til Kristoffer…
Det gør jeg så, men selv om jeg sidder med to positive tests, så siger jeg til ham, at jeg ikke tror på det, at jeg ikke er sikker, men at jeg tager til lægen dagen efter og vil ringe så snart jeg ved mere. Han siger bare, at han synes det er spændende… ikke den reaktion jeg havde forventet, men det er ikke første gang jeg må erkende, at den mand rummer meget meget mere end jeg regnede med!
Tirsdag skal jeg først møde kl. 12 så der er fin tid til at tage til lægen først. Jeg er så nervøs at jeg ryster over det hele og taber det bæger jeg skal tisse i ned i toilettet med tis og det hele i. Jeg kan ikke tisse mere og er nødt til at gå ud til lægesekretæren og bede om en ny kop og lidt mere tid…
Endelig får jeg afleveret en kop og sætter mig i venteværelset. Får en sms fra stoffer der venter spændt i den anden ende af byen og ikke har sovet om natten. Sekretæren kalder på mig og da jeg går hen mod hende står hun bare og nikker med et smil. "Den er god nok" siger hun, hvorefter jeg bryder sammen og hulker, så hun styrter om og giver mig et knus og bliver helt bange for, om det var dårlige nyheder.
Det var det ikke. Jeg var bare så overvældet, så overrasket, så lykkelig og så nervøs for fremtiden. Jeg ringede til stoffer da jeg kom ned på gaden, men jeg var så fjern og sær i telefonen, at han også blev helt bekymret for, om jeg ikke var glad. Jeg tog på arbejde, men var så rundt på gulvet og havde kvalme, at mine kolleger begyndte at joke om, om der måske var småfolk på vej… "faktisk, såehh…." sagde jeg – og på den måde fik min arbejdesplads besked fra første dag 🙂
Efter en laaaaang arbejdsdag kom jeg endelig ud til Stoffer. Jeg havde forventet de store alvorlige samtaler. Jeg havde forventet at skulle kæmpe, overtale, forsvare og græde en hel masse. Det blev slet ikke nødvendigt. Vi talte ikke engang om abort – det kom slet ikke op. Samme aften sad vi og skrev navne ned vi begge kunne lide 🙂 Senere talte vi da en masse om de forhindringer der kunne komme. Vi forberedte os på kriser, tvivl, sammenbrud, nedture, forsinkede reaktioner og endnu mere gråd. Det skete ikke… jo, gråden kom, men det var mest mig og mine hormoner (jeg græd over visne blomsterbuketter!) Jeg ved ikke om jeg tror på sådan noget som skæbnen, men det sidste års begivenheder virker så "skæbne-agtigt". Hvorfor skulle det hele ellers være så nemt og så godt og så ligetil? Så naturligt, som om det var det eneste rigtige og det lå bare "derude" et sted og ventede på mig.
kh julie
