Vi har haft en weekend uden planer. For første gang i flere mdr, med begge piger hjemme hos mig og ingenting vi skulle.
Den slags sker jo nærmest kun få gange om året og det skal udnyttes. Således lagde vi ud fredag med at finde den store kasse med lego frem.
Og så blev der bygget. Garageanlæg, flygtningecenter (der er nok nogen der har fulgt med i den verden de er en del af) og masser af fartøjer. Fordi jeg havde den her nye bog til anmeldelse, Fartøjer i legoklodser, af Warren Elsmore. Warren har skrevet flere bøger om legobyggeri efterhånden, og han er grundig med sine instruktioner og vejledninger. Efter de indledende kapitler om klodserne og deres betegnelser, hvor du kan købe dem og hvordan du opbevarer dem ordentligt, kommer der 60 detaljerige byggeprojekter, hvor af de 30 har trin-for-trin instruktioner.
Vi gik ret hurtigt ned på specialklodser. Vi er bare ikke den professionelle type byggere. Vi har mit 80’er lego og deres overvejende legofriends. Vi har meget. Men vi har ikke de der dimser der skal til en romersk stridsvogn eller et højhastighedstog.
Til gengæld mangler vi ikke fantasi! Jeg byggede f.eks. en Gin&tonic vogn, som jeg tror de fleste vil være interesserede i at se sat i produktion. Den har også burgere med!
Og pigerne byggede masser af mindre fartøjer, så inspirerede blev de bestemt!
Lækker bog, lækker leg. Lækker weekend.