Femikriminyt

Nå, men så har jeg fået læst den nye af Liza Marklund. Sort hvid, hedder den, og den er nr. 9 i serien om den svenske journalist Annika Bengtzon. Jeg har læst alle de foregående, og havde glædet mig til denne her, også selv om jeg har blandede følelser for hele serien.

Det der ofte er sket med mig og bøgerne om Annika er, at hun irriterer mig. Jeg synes hun er møgstædig og hidsig og ret ofte opfører sig på en måde, som gør livet meget mere besværligt, for hende selv, end det behøver at være. Men ikke så meget i denne her titel. I den er hun mere afdæmpet og ret passiv i perioder – og så blev jeg også irriteret over det?!? Annika er jo feminist. Hun SKAL da kæmpe. Nå.

Men bogen er spændende. Der er ikke så meget journalistisk opklaringsarbejde i gang i denne her, det lader Annika andre om. Der er nogle kvindemord i Stockholm, som måske/måske ikke er seriemord, men hele den del af historien synes jeg aldrig rigtig folder sig ud. Nok fordi Annika ikke rigtig er interesseret i den – og så bliver vi det heller ikke?

For Annika sidder derhjemme og er angst, fordi hendes mand Thomas (ja, de fandt jo sammen igen, i den sidste, kan vi overhovedet huske det?) er blevet kidnappet under en rejse i embeds medfør, langs den somaliske grænse. Det er således et meget aktuelt emne der behandles, og jeg kan rigtig godt lide at Thomas får lov til at komme til orde i denne bog. At vi også hører hans side af sagen.

Men jeg håber, hvis der kommer flere bøger, at vi får den handlekraftige, nysgerrige og irriterende Annika tilbage. Det er alligevel sjovere.