- eller ok, en 4-5 delvist hjemmegående kvinder kræver… så derfor er jeg nu kommet videre, har lagt min fornærmelse bag mig, og prøver igen. Har lidt på fornemmeren at Internettet blev til deus ex machinae (eller hvordan det nu staves) og slettede mit forrige indlæg med vilje, eftersom det nok i bagklogskabens lys indeholdt lidt for meget negativitet og lidt for meget ærlighed omkring den gode stoffer.
Jeg har taget en personlig omsorgsdag i dag, og ligget hjemme, i min seng, hele dagen. Og sovet. Jeg sov fra kl lort i morges da klara vågnede og til kl. lidt i 15, da stoffer kom hjem. Man må jo have brug for det, kan man konkludere. Kanske det hænger sammen med, at det yndige barn er begyndt at vågne kl 5.30 om morgnen… tror hun prøver at genindføre morgenamning, men den er vi nu to om at bestemme. Eller tre faktisk, for hendes far har også ret meget at skulle have sagt i den afdeling. Så hun er faktisk nedstemt på forhånd… Men i går havde hun tilsyneladende lagt, hvad hun selv syntes var en meget snedig strategi. Først kastede hun sin dyne over i vores fodende – hendes hovedgærde støder op til vores fodende, i det diminuative soveværelse. Dernæst har hun øjensynligt forsøgt at ramme os i hovederne med sine sovedyr. I hvert fald havde jeg en ko på brystkassen og stoffer havde en lille løve ved siden af hovedet. Derefter forsøgte hun at entre dobbeltsengen. Og jeg vågnede så ved, at hun skreg af raseri, kl. 5.24 om morgnen, fordi hun sad fast overskrævs på hovedgærdet af sin seng, og ikke turde/kunne komme hverken frem eller tilbage. Desværre er det nok bare et spørgsmål om tid, før hun får styr på den teknik og så er det nok slut med freden for en tid. Indtil hun lærer at lade være… dvs når hun er 12 år eller sådan noget.
Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor børn har så meget i mod søvn, når nu vi andre er så vilde med det.
Nå, men jeg sov hele dagen, og læste så min bog Det store bogtyveri, færdig, og så kom de hjem fra skole og vuggestue. Og dernede har hun naturligvis sovet 3½ time i dag… det er et skråplan at komme ud på, så hvis det fortsætter, så må de altså til at vække hende efter 2-3 timer. Det er jo ikke meningen hun skal sove hele dagen og så stå op kl 5. Hun skal lege hele dagen, og more sig med sine små venner, og komme hjem og være færdig som gårdsanger og sove igennem til kl 7. Det er dét, som er meningen!
Og så er jeg ellers træt af de vikartimer. De dræner mig fuldstændig. Ikke fordi det er hårdt, men nærmere fordi det er kedeligt og meget lidt udfordrende. Og ikke lige mig rent socialt. Det er utroligt sådan en forskel der kan være på arbejdspladser. Det ene sted, mit faste job, møder jeg med et smil og går derfra med et endnu større. Jeg elsker det, jeg elsker mine kolleger og jeg kunne sagtens se mig selv mange mange år der endnu. Det andet sted, med vikartimerne, dræner mig fuldstændig for al energi og jeg går hjem helt mast og deprimeret og føler mig tom og ensom. Men mandag er sidste dag! Heldigvis. Men det ER sært, med den forskel, for arbejdsopgaverne er i vid udstrækning de samme. Det er stedernes ÅND som er vidt forskellige. Man kan vel godt tale om virksomhedskulturer, selv om det er det offentlige?
Nå, men det har været godt nok med sådan en ego-dag i sengen. Jeg har tænkt over livet osv og er ikke så depri som i går. Jeg er nok bare meget bange for at begynde at kede mig, for sidst det skete endte jeg jo med at ændre hele mit liv og smide min eks ud osv, og jeg gider faktisk ikke alt det igen. Men hverdag bliver det vel for alle, og stoffer og jeg har jo også haft en mere romantisk og "vild" start end så mange andre, med gravidtet så hurtigt osv. Og nu er det bare opvask det hele… arg nu begynder jeg igen, kan jeg se, og hvis jeg ikke passer på, så sletter Nettet bare mit indlæg igen 🙂
tsk, tsk! nogen af os kan faktisk klare både at passe et fuldtidsjob – OG at brokke os!!!
Men tak Julie, tak, af hjertet tak. Og lad mig nu ikke sidde sådan og vente en anden gang.
knus
Kristina
Delvist hjemmegående??? Ja nogen arbejder altså, og når nogen er hjemme så løøber de for at nå det hele, men lille frøken overskud kan måske bare det hele?? Kender det med opvasken og er glad for at vi har plads til en opvaskemaskine. Problemet er bare ikke forsvundet med den, nu går tiden med at fylde og tømme den -og diskutere hvem der skal det *SS* Den med hvorfor børn ikke kan/vil sove og voksne bare gerne vil den har jeg heller ikke fattet, men måske nogen andre kender mysteriet bag? Knus Carina -og forresten allernådigst tak for indlægget.
Kære Julie… Jeg håber, at ham manden derhjemme trods alt er hurtigere til at vågne op end jeg. Og at Klara snart lærer igen IKKE at vågne op så tidligt. Vi så den film i går.. den kan godt anbefales, selvom jeg ikke plejer at være til den slags aktion-agtige film. -Meget romantik var der altså ikke, men til gengæld blev jeg nød til at bide mig lidt fast i mandens brystkasse ind imellem. Gad vide hvorfra Ida har sin indlevende og sensitive side fra!? -Den anden dag skreg hun til det halve af Cirkeline, fordi Milles far er så ond og burer hende inde. – Ida måtte endda indrømme, at vi ikke er onde forældre (selvom hun åbenbart har glemt det udsagn igen!)) Kh
Hej Julie. Godt at høre fra dig igen….
Lidt tid til egenomsorg tror jeg altid, man har godt af…Om det så er at shoppe i vildskab, eller grave sig ned under dynen, og tage en off-dag. Hvad ved jeg…Men godt gør det altså engang imellem med lidt selvmedlidenhed, når bare det ikke kammer over 🙂
Jeg ved ikke, om det hører med til det at blive forældre, at hverdagen lige pludselig rammer en rigtig hårdt…
Opvask, oprydning, vasketøj, indkøb, rengøring, madlavning osv. ting vi nok alle kan gå og hidse os selv og vores partner helt vildt op over…
Nogle gange kan man godt undre sig over, at det er det man absolut skal diskutere og diskutere igen og igen, (det kan vi i hvert fald herhjemme!). Men det er hverdagen, og det er i hverdagen vi lever…
Vi er begyndt at øve os i, at finde de positive ting frem igen, gøre ting vi kan lide sammen…Rent ud sagt, prøver på at finde GLÆDEN samme, i og med hinanden.
Underligt nok er det faktisk svært, fordi vi bl.a. var kørt godt fast i mange ting, så ubetydelige ting blev alt for store, og glæden viterlig var svær at finde…
Det eneste vi ved, er at vi vil hinanden 100 %, vi skal bare lige finde hinanden igen…Det er hårdt arbejde, men kæmp Julie, hvis det er her geden ligger begravet…
Knus Kirsten
Ja og jeg er ekspert i at brokke mig….til trods for at jeg ikke arbejdet i de 2 1/2 år. Men nu er det snart slut! Altså slut med at gå hjemme, men sandelig ikke med at brokke sig. Hvorfor er det egentligt at der næsten skal en “nær-dødoplevelse” til før man forstår hvor vigtigt det er at nyde livet?
Jeg er nok et brokkehoved, men sådan er jeg vist født. Faktisk hader jeg , når min mor kigger på mig med himmelvendte øjne og siger : Ja Ja Tine, prøv nu at lade vær emed at brokke dig” Gu´vil jeg ej.. That´s a part of me, take it or leave it.