formel klage over evolutionen


Ja, jeg vil gerne klage over den såkaldte evolution. Eller mangel på samme… Den virker jo alligevel ikke, så jeg ved ikke, hvordan den har fået tiltusket sig sådan en stor plads i menneskehedens historie.
Bevis 1;
hvis evolutionen virkelig fungerede ville alle kommende mødre gro en ekstra arm under graviditeten! Det er jo gang på gang bevist, at man får brug for den. Det er praktisk talt umuligt at styre et raskt og velfungerende barn, når man kun er i besidelse af to hænder! Hvis naturen fattede en meter, ville den arm være blevet standard udstyr for tusind år siden!
Bevis 2;
Hele det der gøgl med survival of the fittest… hvis det er sandt, hvordan kan det så være at så mange babyer modarbejder deres egen overlevelse? Helt grundlæggende er der jo to ting der interesserer mange af os: søvn og mad. Vi kan ikke overleve eller udvikle os uden. Men som en del jo nok kan nikke genkendende til, så er babyer ikke altid lige optagede af disse to ting. Faktisk gør rigtig mange babyer hvad de kan, for at modvirke enhver form for søvn og mad, og de modarbejder konsekvent en, når man forsøger at hjælpe dem med det.
De kan ikke gøre for det, sidder I nu og tænker. De er ikke bevidste om det! NEMLIG – netop min pointe – hvis det bare er deres instinkt eller ubevidste opførsel, så er det da utroligt at mennesket har overlevet så længe, som race. Hvis vores afkom konsekvent og ubevidst modarbejder sig selv?? Som en anden flok lemminger der kaster sig ud fra klipper, i masseselvmord. men hov… det gør de jo når de bliver for mange… hmm – måske er det DET nutidens babyer har gang i? De fornemmer overbefolkningen i verden og forsøger at fikse det ved at arbejde mod deres egen undergang??

Ja, Klara var i hvert fald røget ud i skoven til ulvene for længst, hvis hun havde levet i urtiden. Med mindre hun havde fået hele sin stamme slagtet, fordi hun skriger så højt og så meget, at de var blevet opdaget af en fjendtlig stamme eller en flok blodtørstige hyæner. Hun ville ikke have været voldsomt populær under de forhold (heller ikke under de forhold…:-) )

Så det er min konklusion – der er noget der er gået helt galt for evolutionen. Den fungerer tydeligvis ikke efter hensigten. Lad os bare aflyse den.

Klara sover ellers lidt bedre her fredag aften. Er kun snot-vågnet en enkelt gang. Det er lykkedes hende endnu en gang at spise en hel halv portion grød, så jeg er mere fortrøstningsfuld på det område nu, end tidligere på ugen.
I morgen kommer farmor og farfar, med mindre sneen ligger dem alvorlige hindringer i vejen. Det ved jeg ikke rigtig om vi er for eller imod herhjemme 🙂 Nu får vi se.
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.