fortsættelse og nytårsaften


Den fortsatte beretning om d. 30.12.
Før Klara og jeg forlod Hvidovre, gik jeg ud på personaletoilettet og så sad jeg der og tænkte, at det jo var der det hele startede. Det var der jeg tog den første test, der ret chokerende var positiv. Det var der jeg sad, og fik flimmer for øjnene og susen for ørerne, mens jeg tænkte ARRRGGGHHHHHH, fordi jeg var blevet gravid med en kæreste, jeg kun havde haft i 4 mdr.
Og hvor har jeg dog efterfølgende brækket mig mange gange på det toilet 🙂

Nå. Ikke blive sentimental over hvid sanitet.

Dagen fortsatte sin optur (det kunne heller ikke rigtig have gået mere nedad, vel 🙂 ) Jeg besluttede at gå hjem fra Hvidovre, når nu barnet endelig sov. Det ER jo god motion, men for en i H…. hvor er der langt hjem der ude fra forstæderne! Så efter to timers frisk gang var jeg nået ind til dgi-byen, og så ringede jeg efter Stoffer, der kom drønende i Ghostbuster-bilen og hentede os (tal lige om prinsen på den hvide hest…)
Han satte os så af ovre ved Nina og Erik, hvor vi var inviteret til eftermiddagsthe. Hyggeligt som altid. Og da Nina har en gavmild skotsk (er det en selvmodsigelse?) svigermor, som sender alt for meget tøj over, så fik klara to røde flyverdragter forærende! Erik har nemlig allerede 4 blå… 🙂 Man kan ikke se på Erik at han nogensinde har haft en brækket arm, og charmøren sendte mig det lækreste smil, mens hans mor var ude af stuen, så han er nu officielt min kommende svigersøn! Vi fik også nogen lækre transportable madbøtter med tilhørende ske og spiste en masse chokolade! Og så blev Stoffer og jeg inviteret til bryllup til foråret, så nu har jeg en dato for, hvornår Klara skal have lært at falde i søvn uden mig/bryst, for den dag skal hun passes og mor her skal danse natten lang! Så det var en tirsdag der endte rigtig godt. Det lykkedes mig også at stirre Klara i søvn forholdsvis tidligt.

I aften kommer U og hans gravide kone L så og fejrer det nye års komme med os. Det er hende der skal føde sidst i januar, så jeg forventer ikke den vilde abefest.
Menuen står på;
en eller anden forret med avokado, rejer, krabbekød eller lignende… er ikke købt endnu…
Lammekølle bagt på urter (urterne er kartofler, gulerødder, porrer, løg, jordskokker og knoldselleri) Det er indkøbt, undtagen knoldsellerien, der er umulig at opdrive! Hvorfor har folk pludselig hamstret det?? jeg prøver en sidste gang igen i morgen.
Desserten tager gæsterne med, og det skulle eftersigende blive hjemmelavet tiramisu.
Klara må klare det så godt hun nu kan – jeg vil ikke kæmpe med hende den aften. Så hun bliver lagt når hun falder om, og vågner hun rigtigt ved brageriet kl 24, så kommer hun op igen… Det plejer at brage temmelig voldsomt på amager. Som om vi den ene dag om året forsøger at sprænge os til selvstændighed, og løsne øen fra resten af danmark?

Jeg håber alle får en rigtig dejlig aften og et lykkeligt og spændende nyt år, med allerede eksisterende børn og alle de kommende nye verdensborgere!
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.