Fotografi

Jeg har altid været ret vild med fotografi. Engang troede jeg, at jeg gerne ville være fotograf, men så vandt den skrevne fortælling alligevel over den visuelle. Men jeg kan stadig virklig godt lide fotografier, og især portrætter.

I starten kunne jeg bedst lide Anne Geddes, fordi jeg syntes det var så unikt den måde hun fotograferede de små babyer på. Og babyer – hvem kan stå for dem? Jeg vandt også engang en lækker fotobog inde på hendes hjemmeside – yay gratis præmie – lige indtil jeg skulle betale told og moms og den slags for at modtage den. Yay over 200 kr. for noget jeg egentlig ikke havde valgt at købe. Derefter var jeg ikke så vild med hende mere.

Så er jeg, og har længe været, ret vild med Anton Corbijn. Naturligvis fordi han har fotograferet flere af mine yndlings rockstjerner flere gange og gør det så godt. Jeg så en udstilling af/med ham inde på Vesterbro for nogle år siden og det var meget imponerende.

Jeg har også altid selv taget mange billeder, men af en mere svingende kvalitet. Jeg har heller aldrig fået investeret i et særlig godt kamera. Men det første kamera jeg fik, fik jeg i konfirmationsgave. Det var sådan et fuldautomatisk nikon, hvor man bare blitzede løs og ikke kunne indstille noget som helst. Det lyder som noget lort, men fakta er, at det kamera aldrig har taget et eneste dårligt billede. De er alle skarpe, i fokus, tilpas belyste. Det var et kamera man kunne regne med. Indtil der kom sand i det og nu virker det ikke rigtigt mere. Men jeg har det endnu.

Jeg har alle de der Verdens set fra oven bøger, jeg har Politikens 500 dage verden rundt, hvis nogen husker den rejse? Jeg har fotobøger med Danske Herregårde, Great Escapes, Verdens Regnskove, de bedste fra National Gepgraphic og min yndlings EVER fotobog; Material World – a global family portrait.

Dén læste jeg om i en avis for maaaaange år siden, da jeg boede hjemme og var teenager. Og jeg gemte artiklen, fordi jeg syntes det var sådan et spændende værk. Fotografen har rejst verden rundt og overtalt folk til at slæbe alle deres ejendele, møbler og familiemedlemmer ud på gaden foran deres hjem, og har så fotograferet dem dér. Så kan man virkelig SE forskellen i levevilkår. Der er masser af spændende links at gå om bord i, hvis man gerne vil vide mere eller købe den selv.

Selv fandt jeg den mange år efter jeg læste om den i avisen. Tilfældigt, i Politikens boglade. Jeg fik helt åndenød.

I dag var jeg så inde og blive fotograferet, sammen med alle mine piger. Klara, Agnes og MosterMette. 2×2 søstre. Ad omveje havde jeg hørt om Amanda, der er i gang med et projekt, hvor hun vil fotografere så mange mennesker som muligt inden d. 4.2., med et gammelt gammelt kamera. Og det var da lige noget for mig. Så nu venter vi spændt på, hvad der dukker frem fra mørkekammeret. Og helt sikkert er det, at når jeg har fået sparet sammen, så skal de børn fotograferes derinde. For hun tager nogle rigtige gode billeder og dem kan man ikke få for mange af. Amanda kan heller ikke få for mange mennesker, så hvis du kommer forbi Turesensgade nr. 5, så smut ned og hjælp til. Det tager kun 2 min.

På vej hjem, kom vi forbi et andet galleri i Nansensgade, hvor jeg så at de snart åbner en spændende udstilling. NYChildren, som man også kan læse om i Politiken i dag. Det er en fotograf ved navn Danny, der i løbet af de sidste 5 år har været i gang med et stort projekt – og det er ikke slut endnu. Han vil fotografere et barn, fra hver af verdens nationer, i New York. Det er den slags jeg kan lide!