Gaveflokke kommer vrimlende!

Og nu sner det sørme også igen.

Nå, men jeg vil bare sige, at mit hoved stadig er betændt. Det er helt galt. Og lige før fuckede radiatoren i stuen med mig, så jeg troede det også var begyndt at suse i det andet, raske, øre!

Det syge øre har siden kl. 2.50 i nat lydt som en diesel lastbil der holder i tomgang. Sådan en monoton brummende lyd der langsomt gør mig sindssyg. Men ved et helt utroligt strej af nåde, lykkedes det mig at komme igennem til min ellers uopnåelige læge og jeg har en tid i eftermiddag. Jeg må gå derhen. Jeg tør ikke betjene nogen former for køretøjer i min nye tilstand af ensidig døvhed. Det gør også ondt i min kæbe nu, vagtlægens latterlige kapsel-næsespray virker slet ikke og det flyder blodigt fra det ramte øre. MMMMmmm, vil I have flere detaljer?

På positiv siden, var jeg hjemme da posten kom. Og hold da op. Han ringede på døren, for at komme af med sit læs, men eftersom jeg så sådan her ud

– bare uden smil, prinsgemal eller tilnærmelsesvis den samme selvsikkerhed, så stod jeg på min altan og råbte Halloooo? Hallooo er der nogen??? Mens jeg kunne høre ham skramle med postkassen, uden at svare mig. Da han endelig kom til syne, var hans hpved så grundigt indhyllet i huer og tørklæder og rød posthætte, at han ikke har kunnet høre min spæde røst. Men hans hænder var tomme, så jeg tillod mig at glædes over, at han ikke gik væk med nogen pakker.

På med noget svedigt sygetøj og ned til postkassen med mig. Og så var der så meget. Fem pakker til mig, to til Kristoffer (som vi skal lade som om, jeg ikke har set… men nu tør jeg godt gætte på, hvad nogen får i julegave…) og tre breve til mig. To var julekort og det sidste var også en pakke, bare i et brev.

Jeg er så rørt. Og har taget billeder af det hele og vil lægge op så snart jeg har samlet kræfter. Nu skal jeg samle kræfter til lægen først, for det gør tusind gange mere ondt i øret når jeg bevæger mig og der kommer gang i blodcirkulationen. Men til lægen skal jeg!