En trofast læser skrev og spurgte efter tips til billedbøger for små typer, der netop er ved at gå fra pegebøger (de der af pap) til lidt mere sammensatte historier.
Nu er det tilfældigvis nogle af mine yndlingsbilledbøger, der befinder sig i den kategori, så måske har jeg nævnt dem før. De kan nok tåle en gentagelse.
Først og fremmest, så elsker jeg serien om Jeppe. Den er god til typer på 2-3 år, som gerne vil høre små, overskuelige historier om genkendelige hverdagsfænomener. Sut. Potte. Vrede. Tis. Den slags. Jeppe bøgerne er skrevet af Barbro Lindgren og illustreret af Eva Eriksson. Meget fine.
Der findes mange andre serier på samme niveau, som er gode til den aldersgruppe. Mette bøgerne af Lene Fauerby, Kaj bøgerne af Mats Letén og klassikerne om Totte og Lotte, af Gunilla Wolde.
En ny serie jeg kan lide, og har købt til mit bibliotek, hedder Kat kan og er skrevet af Sanna Töringe og illustreret af Kristina Digman. Den handler om Kat, der kan selv. Om morgnen, i parken – Kat kan selv.
Allestedsnærværende Kim Fupz Aakeson har også skrevet noget til den her aldersgruppe. Serien om Lili, der er illustreret af Siri Melchior. Der er indtil videre 8 titler, men forfatteren er meget produktiv, så mon ikke der kommer flere.
En anden sød lille bog til de mindste billedbogslæsere er Bim og Bom, af Lena og Olof Landström. Den handler om venskab og er meget enkel og rigtig fin.
Og to kæmpe yndlings.
De tre bøger om Benny, skrevet af Barbro Lindgren og illustreret af Olof Landström. Jeg elsker simpelthen Benny. Han er meget udtryksfuld af en simpel gris at være, og han gennemgår de største følelser og udfordringer i sit lille univers. Jamen, Benny dog! er den første, og selv om du ikke har små børn synes jeg egentlig du skal læse den alligevel.
Og sidste yndlings – Jacob Martin Strids bøger om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo. De er fulde af pep og handler om en meget foretagsom lille, blå elefant, som minder om rigtig mange børn jeg kender. De er også sjove for den voksne, og jeg kan varmt anbefale dem i eBogs versionen også, hvor de bliver læst højt af Martin Brygmann. De fungerer glimrende på iPad, men altså også som papirbog.
Og når du nu alligevel skal ned på biblo og hente de her, så spørg din børnebibliotekar om hun kan anbefale andet til aldersgruppen. Det kan hun altid.
Hej Julie
Tusind tak – jeg vil skynde mig at dele indlægget med min mødregruppe! Hvor er det nogle skønne illustrationer, bøgerne har. Jeg havde sådan en lyst til at finde noget, der tiltaler mor mere end Totte og Lotte. Og hvis bøgerne også er lidt til mor, så er det nok win-win for barnet.
Nu må jeg se at give drengen sin biblioteksdebut. Hidtil har jeg været bekymret for, om Albert ville være lidt for voldsom ved lånebøgerne, men nu er han vist ved at være moden til udfordringen.
Kh.
Anne
Ej…kan du læse tanker. Jeg gået et par dag og mangle inspiration til nye bøger til min søn, som han kan ønske sig til sin fødselsdag hvor han fylder 3 år. Det er jo lidt svært at spørge ham, når han nu ikke er ældre. Jeg prøvede idag, da vi læste bogen og Jakob og Joakim, hvor Joakim har fødselsdag…Mig:”hvad ønsker du dig til dig fødselsdag L?” – L:”kage”…tja. Det er jo meget simpelt 🙂
Tak for inspiration og en fantastisk blog. Det er skønt at følge med i dit liv og få inspiration til alle de dejlige bøger jeg skal nå at læse.
/Julie
Selv tak Julie 🙂 Kage er også ALTID en god gave!
Hej Julie. Tak for gode tips. Har en to-årig, og har kun prøvet at låne Kaj-bøgerne. Dem var vi dog ikke super vilde med … Min mand sådan generelt, jeg selv mest pga. bogen om sut – der ender med, at Kaj slår en and. Og der står ikke noget om, at man ikke må slå. Totalt upædagogisk, synes jeg. Afleverede Kaj-bøgerne igen og tænkte, at tiden måske bare var løbet fra Kaj. Og ærgrede mig over, at jeg ikke kunne finde nogen gode, måske mere tidssvarende alternativer. Så hermed en lille anmeldelse og et stort tak for dine øvrige anbefalinger; dem må vi tjekke ud 🙂
Skønno skønno! Tager lige på biblioteket i morgen :o)