mit moderhjerte bløder. aldrig har jeg været så soft som nu…
Jeg kan ikke se et barn på arbejde uden at sidde og smile. Og er det sådan en størrelse i klapvogn, så får jeg også en klump i halsen og ringer hjem, straks lånerne er gået, for at høre, hvad stoffer og klara laver 🙂
I dag kom en lille fyr snøftende hen ad gangen. Min kollega Lotte bøjede sig ned til ham for at høre, hvad der var galt og han hulkede "det er bare fordi at jeg ikke kan finde min mor!!" kæft, jeg var færdig… jeg var nødt til at vende mig om og puste luft op i øjnene for ikke at græde midt i udlånet! Heldigvis kom hans mor løbende i samme øjeblik – hun havde bare bukket sig ned efter nogen bøger bag en hylde, og så var han væk – fordi han troede hun var væk 🙂
Værre var det i morges, da jeg var på vej til arbejde. Henne for enden af min gade stod en barnevogn med et vildt skrigende barn i, foran en af opgangene. Jeg så ingen åbner vinduer, jeg så ingen mor på vej. Så derfor kunne jeg ikke bare gå forbi – der var jo ikke andre end mig. Så jeg gik hen til barnet, som nok var 1½-2 år gammel.
Først prøvede jeg at trøste hende lidt, men hun var jo helt opløst og troede tydeligvis at hun var forladt og alene i hele verden. Så gennemrodede jeg hele vognen, men der var ingen alarm!!! Hvordan kan nogen efterlade en barnevogn med et sovende barn, uden alarm på, midt i københavn??? Så løb jeg ind i opgangen og ringede på døren til stuelejligheden, for jeg ved at de har en vogn stående udenfor af og til, men der var ingen hjemme! Ud til pigen igen, og så kunne jeg jo ikke rigtig gøre mere end at prøve at trøste det stakkels ulykkelige barn. Da gik det op for mig, at hun ikke engang havde sele på i vognen! Hun kunne jo være faldet ud og ned og slået sig på cykler og cykelstativ og fliser nedenunder hende!
Hun var så ulykkelig – det var forfærdeligt at se ind i hendes øjne – hun var så bange og intet af det jeg sagde hjalp. Pludselig kom så en ung indvandrer kvinde løbende hen til mig. Hun havde lidt varer i armene, så jeg kunne jo godt regne ud, at hun havde forladt barnet sovende og regnet med lige at nå og handle lidt ind, inden barnet vågnede.
Hun var meget ked af det og tydeligvis også flov. jeg sagde ikke så meget til hende, andet end at jeg var bange for at barnet kunne falde ud uden selen på. Hun viste mig så selen i bunden af vognen, men det hjælper jo ikke meget at den er der, hvis barnet ikke har den på…
Nå, men barnet blev da roligere da hendes mor kom, og jeg tror måske at hun ikke har fattet et ord af, hvad jeg sagde, for hendes mor talte jo ikke dansk til hende.
Jeg fatter bare ikke, at nogen kan efterlade deres barn på den måde. tag dog barnet med ind i føtex, eller hav i det mindste en alarm på det…
Jeg tror på, at man kan huske den slags og at det skader en. Mit eget tidligste minde, er fra da jeg var ca. 4 år. Jeg vågner op i en tom bil, som holder på en fremmed parkeringsplads. Mine forældre er væk og jeg kan se det hele for mig. Aftensolen der er gylden og skinner varmt ind på mig og den store tomme p-plads. Jeg kunne ikke finde ud af at åbne bildøren og rullede i stedet sideruden ned og kravlede ud af den (…) så stod jeg der og skreg i vilden sky og troede jeg var det sidste menneske i verden, da min mor kom løbende ud af en dør og hen i mod mig. Vi havde kørt hen for at besøge nogen af deres venner, jeg var faldet i søvn, og min mor og far havde så lige båret min 5-6 mdr. gamle søster og al bagagen op i lejligheden, mens de lod mig sove videre. Der er højest gået 5 min. men de 5 min. er så printet ind i min hukommelse i en grad, så de nu er mit første minde fra min barndom. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den slags oplevelse kan have noget at gøre med, at jeg den dag i dag tit er bange for at folk går fra mig. At de ikke kan lide mig, at jeg ikke er god nok og at de forlader mig?
