Jeg havde så praktisk talt sådan en dag her, i mandags.
Og det var nok den der stadig sad i kroppen om tirsdagen og lagde en dæmper på mit fødselsdagshumør.
Måske kan man kun være i godt humør nogle mdr. ad gangen og så skal man lige ned og vende igen? Eller også skal jeg holde op med at være så naiv og utålmodig og tro, at jeg kan handle mig ud af alting. Jeg skal være i det her lidt længere.
Jeg fik et godt råd på biblioteket i dag. Jeg talte med en af mine bedste naboer, som lige var nede og købe en slidt børnebog om buddhisme, på bogudsalget. Hun kendte en, sagde hun, som havde sagt sådan her: 2015 er året hvor jeg bliver skilt. Hele året.
Og måske er det en god ide. At acceptere at det vitterligt tager så absurd lang tid? 2015 er det år hvor jeg bliver skilt. Det er det jeg laver. I år.
Og lære at acceptere at jeg ikke får de svar. Der er ingen nemme svar. Jeg får dem ikke.
En ting ser sikkert ‘det onde’ går ikke væk af at blive ignoreret! Det ved jeg med100% sikkerhed
Jeg fik det råd, at huske på, at sorg tager to år – det år, hvor alting er første gang, og det år, hvor man husker, hvor underligt alting var det første år. Så bliver det nye normalt.
Det råd er hermed givet videre. Med et andet råd ovenpå; husk på, at sorg ikke kun er af det onde.
Sorg går aldrig over. Måske en skilsmissesorg, for da er der håb for en ny “lykke”, men sorgen over en død søskende eller forældre går aldrig over. Jeg er desværre så gammel at jeg har været der – jeg ved det.
Tak for en vidunderlig side, som jeg først fandt i dag. Hvem er det lige, der siger at bibliotekarer er kedelige?
Det skal nok gå. God sang…
Du får et virtuelt kram.
brokkelars.wordpress.com