Hafferlafmania

Askepot er yt – hafferlaffer er in. Bare så I ved det.

Efter at have set Askepot en fantasillion gange, har jeg jo indkøbt en ny film. Og eftersom Tornerose og Snehvide er umulige at opdrive på dvd, så blev det Peter Plys og Hafferlaffen. Og Klara er helt vildt glad for den. Hun griner og hopper og synger med, så dem der mener at tv er passiv underholdning, de burde se hende og ændre deres feltstudier.

I dag er det så lørdag. Andre mennesker går en tur i skoven eller besøger bedsteforældre eller tager i Bilka med deres mænd. Vi har hverken en mand, en skov eller nogle bedsteforældre i umiddelbar nærhed. Altså, manden kommer jo nok hjem senere på dagen, men speicalet, I ved…

Nå, men når det er lørdag, så skal man lave et eller andet. Især når man er alene med en særdeles aktiv 2½ årig hele dagen. Og noget både Klara og jeg nyder, det er at gå en tur i amagercenteret. Når der ikke er noget jeg skal nå, ikke noget særligt der skal handles, så gør vi det helt på hendes præmisser. Bruger først omkring en time i BR, hvor vi kigger på alt, bader dukkerne og trykker på alle knapper. Hun flår naturligvis en hel masse ting ned fra hylderne, men der kommer ingen scener af den grund. Jeg har nemlig luret hende. Det er ikke fordi hun vil HAVE det hele, hun vil bare VISE mig det. Så jeg siger ihhh, og næhhh, og den er godt nok flot/lyserød/smart osv, og så sætter hun det tilbage på plads helt af sig selv. Jeg bruger samme fremgangsmåde når vi står overfor slikhylderne i supermarkedet, og det virker altså.

Bagefter tager vi en tur i dyrehandlen og ser lidt på kaniner, akvarier og den store talende ara. Og så er det meget vigtigt at vi (læs: kun hende altså) tager en tur på alle de der små dyr der bevæger sig, hvis man putter to-kroner eller fem-kroner i dem. Der er en hel lille karrussel og en sjov abe i underste etage, og oppe oven på, ved Skoringen, er der den der blå skofus hund.

Til sidst går vi i Bog og Ide og ser på bøger, eller i H pg M og ser på hårelastikker og spænder. I dag tog vi Bog og Ide.

Og der så vi så Hafferlafferne. Det gik så stærkt, og før jeg så mig om, havde hun mig. I et fast greb, lige om mit bløde bamse-hjerte. Altså – der er overvejdende tre årsager til, at jeg fik et barn; 1. for at kunne lege med legoklodser uden at virke infantil. 2. Alt det der kærligheds-pjat. og 3. for at kunne købe alle de bamser jeg har lyst til, under påskud af, at de er til hende…

"Seeee mor!!! Laaafffe!!" skreg hun. "Og laffes mor. Hafferlaffen!" "Det er mor'en, og det er lille laffe!" forklarede hun mig, meget bestemt. Ja, nej, og hvor er de fiiine, prøvede jeg. Den gik ikke. "Købe den, mor?" spurgte hun, og jeg vidste jo godt, at det havde jeg også lyst til – så jeg sagde ja med det samme. Ikke alt det der nej, nej, nej og til sidst ja alligevel. der var to Hafferlaffer, en stor og en lidt mindre en, og hun havde så med det samme fastslået, at den store naturligvis var moderen og den lille var barnet.

Nu er det sådan, i filmen, at de kendte venner er ude for at fange en Hafferlaf (note til den barnløse læser; en hafferlaf er en slags elefant). Og Kængubarnet møder så en lille hafferlaf, som han bliver venner med, og moralen er, at de fremmede man ikke kender, ikke er spor farlige, og at de er venner man bare ikke har mødt endnu. Sådan set ret aktuelt tema, i disse dage. Men den lille hafferlaf i filmen kan ikke finde sin mor, før til sidst, hvor det hele naturligvis ender superlykkeligt og med fællessang.

Men hele den der problematik, med ikke at kunne finde sin mor, den optager Klara enormt meget. Det er noget hun forstår. Hun snakker om det hele tiden, og nævner altid "hafferlaf" og "ked af det – ka ikk finde moarn" i samme sætning. Og så stod vi der, i Bog og Ide, og jeg foreslog at vi købte den lille hafferlaf. Fordi den var billigst.

"Okay" sagde Klara. Og vi gik lidt væk. Så vender hun sig om, og vinker, og får hafferlaffen til at vinke, og siger "faaarveel moarn… farvel!" Og så ser hun op på mig, og siger "hellere købe moarn. Ha den store." – "vil du hellere have den store hafferlaf?" spørger jeg, og hun siger ja, og vi går tilbage og så står hun lidt og kigger fra den lille til den store, og op på mig, og jeg kan se, hvad hun tænker. For jeg tænker det også. Vi kan da ikke skille mor og barn ad. "Her" siger jeg resolut, og stikker hende den store også. Vi tager dem begge to! Der var kun de to tilbage, og det føltes helt forkert skille mor og barn. Gamle blødsødne fjols af en mor, er jeg.

Men hun snakkede med dem hele vejen hjem. Hun bar dem begge to hele vejen op ad trappen, og forklarede dem "vi skal helt op" og to etager senere, "her bor vi – derinde, kom!" Og nu sidder de alle tre og ser filmen sammen. Lykke.