Det er da det, jeg fejler.
Jeg har virkelig svært ved bare at beslutte mig for ting. Det kommer især til udtryk herhjemme, hvor stoffer tydeligvis er vant til, at jeg har styr på tingene. Han står der og vakler fra det ene ben til det andet og venter på, at jeg tager styringen, ansvaret, beslutningen. Og jeg sidder bare og kigger på ham. Og venter. Skal vi cykle eller tage bilen? Skal hun have flyverdragt eller regnbukser på? Skal vi lave pasta eller ris til? Skal det være laminat eller massivt træ?
Jeg så engang en udsendelse i tv om sådan nogle amerikanske koner, der havde tilsluttet sig en ny bevægelse, hvor de ville give magten tilbage til deres mand. Nu syntes jeg måske nok, de var lige rabiate nok (men sådan er folk jo tit lidt for meget enten eller), men jeg har alligevel tit tænkt på det program. Der var en dame, som fortalte om, hvordan hendes mand overhovedet ikke fattede det i starten. Han blev nærmest helt angst over alt det ansvar og alle de beslutninger (ja, velkommen til min verden dude!). Hun fortalte, hvordan de i starten bare sad der i bilen, og hun NÆGTEDE at sige noget om, hvad vej de skulle. De havde kørt forkert i timevis og blev vildt forsinkede, men hun nægtede at sige noget. Han skulle tage ansvaret, han skulle finde ud af det. Heldigvis, for dem, voksede han så med opgaven, med tiden.
Jeg kunne godt lidt tænke mig en mild version af den bevægelse. Vi ville jo lyve for os selv, hvis vi troede, at jeg for evigt fra nu af skulle holde min mund og lade alt være op til Manden. Haha. Ingen ville få julegaver i år så, heller ikke hans egen familie. Og LilleNy ville intet tøj have at tage på til februar. Og Klara – jeg tør ikke tænke på alt det der ville glippe dér, for slet ikke at tale om, hvor ringe en rollemodel jeg ville være for hende.
Men ind i mellem gør jeg det alligevel af ren stædighed. Jeg VIL ikke løse det for ham/os. Han skal. Nogen gange, kan sådan en Moder blive træt til døden af alt det ansvar, alle de beslutninger på mikroplan. Ost eller pølse? Bomuld eller uld? Ubehandlet trægulv eller lakeret? Økovaskepulver eller ej? Hvad tid skal vi køre, hvem køber rugbrød, hvad skal hans far have i 62 års fødselsdagsgave næste weekend? For tro mig, Han har glemt det. Pizza eller sushi? Eller måske mexikansk??
Det værste er, når det er i forhold til hans familie. Lad os f.eks. antage, at jeg IKKE minder ham om fødselsdagen næste weekend. Jeg siger ikke noget før lørdag eftermiddag, når vi skal køre. Og så er der ikke købt nogen gave. Og hvem ville det falde tilbage på? Ja, måske ikke officielt, men sådan underforstået, så ville både svigermor og svigerinde (og sikkert også jeg selv) bebrejde mig. Dårlig Kone. Ingen styr på tingene! Mændene ville ikke bemærke en skid, svigerfar ville være fint tilfreds med en flaske tankstation vin og noget pibetobak. Men kvinderne? Vi er vores egen værste fjende.
I nat drømte jeg således, at jeg betalte en donation på 20.000 kr. til butikken Creme de la creme a la Edgar (meget dyr børnetøjsbutik i indre by) og pludselig gjorde ejeren mig til kompagnon som tak. Og så var jeg der hele tiden. I butikken. Og jeg fik medarbejder rabat. Men jeg kunne simpelthen ikke finde den perfekte ulddragt. Den var der bare ikke. Jeg havde alle forudsætninger, men jeg kunne ikke handle. Lang og meget syret drøm.
I går drømte jeg, at jeg stod i Netto og købte ind. For over 2000 kr. Det kunne jeg slet ikke forstå, da jeg stod ved kassen. Og så opdagede jeg, at jeg havde købt ikke færre end 8 af de der syntetiske dancake roulader, 2 store runde chokoladekager og 16 poser med småkager. Jeg sagde til kassedamen, at det umuligt kunne passe. At jeg slet ikke havde puttet de ting i min vogn! Hvad i alverden skulle jeg med 8 roulader?? Hun ville gerne tage tingene tilbage, men vi kunne ikke få det til at virke. Handlingslammede.
Shit hvor du rammer godt… Lyder fuldstændig som mig og min mand det dér. Især det der med ikke at tage ansvar for fødselsdage i hans familie, og blive bebrejdet af kvinderne.
Hmm nå, han kommer hjem fra arbejde om 15 min. Jeg tror jeg vil prøve at lade ham bestemme alt resten af dagen. Kunne egentlig være et sjovt lille eksperiment 😉 Gad vide om han opdager det, eller om hyperaktiv 3-årig eller spødbarn undrer sig??? Jeg er handlingslammet fra NU af…..
Du rammer fuldstændig plet med gaven!
Det er derfor jeg plejede at være helt oppe og ringe over snavset hjem, når svigerfamilien skulle komme på besøg. Og det på trods af at H havde siddet derhjemme (foran wow, dog) i et år, mens jeg i samme periode havde været ved at omkomme af arbejdsstress.
Det er muligt at de SIGER, at de er ligeglade, men det er alligevel mig de kigger på, mens de siger det. (Og mig der føler, at det er for dårligt)
Bisous, jeg tror, du har en meget usædvanlig mand. Min har også “egne områder” som jeg blander mig helt udenom (ét eller to ord??). Det gør ham ikke til en lykkeligere mand og han deltager sjældent uopfordret i de øvrige områder. Til gengæld har vi stor succes med, at jeg minder ham om fødselsdage i hans familie og han køber gaverne.
Jeg har faktisk valgt at give min mand magten tilbage: inden jeg mødte ham var jeg i et meget langt forhold, vor jeg skulle beslutte alt! Hvad vi skulle spise, hvem vi skulle se, gaver, tøj, rengøring etc. Det var så opslidende! Så da jeg mødte ham jeg senere giftede mig med tog jeg en beslutning: jeg nægter at have en mening om alt ting!
Værktøj, bil, husreperationer og have – hans domæne.
Og hvad har jeg så fået ud af det? en glad og harmonisk mand der stor fløjtende går rundt og laver ting færdige! Der helt af sig selv lægger tøj i vasketøjskurven, laver mad i ny og nå, pudser vinduer, vasker min bil, handler ind. Og han har tilgengæld fået en kone der ikke hundser med ham. Skønt!
Ja, men ikke alle mænd er modtagelige for den slags. Da vores bil f.eks. skulle på værksted, sagde min da at han ville ringe og få en tid. 14 dage senere gjorde jeg det selv.
hehe, min svigermor har så direkte sagt til mig, at “det falder tilbage på mig, hvis min mand går i krøllet skjorte…”
og da hun fik at vide, at det som regel er min mand, der laver mad herhjemme, spurgte hun: “jamen, hvad laver du så overhovedet??” øøøhh? resten! alt det øvrige.
nå, jeg kan heldigvis kun grine af det. men du har i hvert fald fuldstændig ret i, at div. mangler stort set altid falder tilbage på kvinden – og at det er de andre kvinder, der dømmer.
Du skal bruge miljøvenligt vaskepulver og aldrig skyllemiddel, både for din og familiens skyld, men også for verdens skyld!
Hvis man vil dufte dejligt kan man ligge en lavendelpose i sit tøjskab… Jeg fatter ikke det dufthelvede, jeg er ikke selv allergiker og heldigvis for det, det må være frygteligt og derfor bruger jeg ikke hverken skyllemiddel eller vaskepulver med duft.
Og det værste nye – bind med duft… Nårh ja, for så dufter der jo af sommereng mellem benene, som om!
Med hensyn til alt det andet, så må du bare kæmpe videre tror jeg.
Hvis du finder løsningen på det der problem med manden må du gerne give den videre til os andre i samme situation. Tak. Og suk. 🙂
Du rammer SÅ meget plet! Måske en del af problemet er, at vi kun er tilfreds med beslutningerne hvis det er de samme som VI ville tage, og så kan vi jo sådan set lige så godt tage dem..hvis du forstår…..
Jeg kan godt huske en artikkel i avisen om de der amerikanske kvinder som lagde alt i mandens hænder; han skal sågar bestemme hvad tøj de skal have på -ALT skal han bestemme.
Men ja gid de ville tage bare lidt flere beslutninger og som Lone skriver helst dem vi selv ville tage 😉
Jeg drømte altså i nat at jeres datter #2 hed Agnes – hvorfor er det ikke på stemmesedlen???
Vi har faktisk snakket om Agnes….
Skyllemiddel?? Hvad er det?
Ja, de mænd bestemte ALT. Og det synes jeg også er forkert. Og lidt dovent af kvinderne. Man er jo i et PARforhold – meningen er at man skal hjælpe hinanden og dele byrderne, synes jeg.
Julie, min kære. Næste gang du er inde i byen så tag et smut forbi Faraos cigarer nede i nærheden af Jorcks passage. Spil-butikken, ikke den med tegneserierne. Og så går du lige ind i stueetagen og så skal du bare se: Terninger!! I alle afskygninger fra 4-100 sider.
Beslutingsproblem løst.
Hvordan i alverden laver man en terning med 100 sider?? Craaaaaazy!
Vaner!
Hvis manden er vant til at opvasken bliver taget af sig selv (mig), hvis han ikke gør det, så lader han være. Hvis manden er vant til at gaverne bliver købt, hvis han ikke gør det, så lader han være.
Jeg villle også lade være, hvis jeg vidste tingene skete af sig selv.
Spørgsmålet er bare hvordan vi får overtalt os selv til IKKE at ordne tingene, så de mænd ikke ved, at de sker af sig selv.
Det er faktisk ikke de praktiske ting der er problemet her. Han laver lige så meget i hjemmet, som jeg gør, eller måske mere. Det er kun det der med at huske ting og tage ansvar for beslutninger, store som små.
Jeg er nemlig tilpas doven til, at jeg sagtens kan lade de praktiske ting ligge til han gør dem. Men ansvaret, beslutningerne, dem kan jeg ikke droppe.
hjemme hos os:
Mig: Du skal ta mere initiativ!
Ham: Men du vil jo ikke LADE mig!
I rest my case.
Mænd skal ikke prøve at tænke. De skal udstyres med søm og hammer, og så skal de bruge deres oh så store muskelgrupper.
😀
http://www.planet.eon.net/~boxcars/dice100sided.jpg
Sådan
Men Julie, kan du ikke komme over din handlingslammelse, og skrive en nyt indlæg snart_?!…;)
Julie mens jeg venter på et nyt indlæg tænker jeg meget på din sidste… Det med mændene!
Jeg tror faktisk ikke, at vi vil lade dem tage alle beslutninger, fordi vi gerne vil vælge selv: tøj, husindrettelse m.v. Vi ved Jo bedst 🙂
Men når vores mand er taknemlig og sætter pris på hvor meget vi gør for “OS”, og synes at vi gør liv lettere for ham, så er det ingen problem, ikke???