Håndværkersex?

Ha, jeg glemte næsten det bedste!

Ham ovnmanden, han sagde jo så, at det blev 750 kr. Det vidste jeg godt, så jeg sagde bare fint fint, og det var jo også billigere end at købe et nyt komfur udelukkende fordi man er for simpel til at kunne indstille et digitalt ur… Så stod han stille lidt, og sagde så, nærmest forlegent, om jeg måske ikke kunne betale dem? Hvortil jeg overfriskt sagde jow jow, det kunne jeg da sagtens. Hvorefter der var ventetid. Og pinlig tavshed. Hvorefter jeg udbrød; nååårhh du mener NU? Lige nu? Hvorefter han åndede hørbart ud og sagde ja tak! Jamen det kan jeg godt, sagde jeg, hvis du tager dankort? Og det gjorde han sørme, så det var så fint så fint. Tænk at have sin egen fluesmækker!

Og så var det han sagde; ja, for hvis du ikke havde haft dankort, så kunne vi da godt have fundet ud af en anden betalingsmåde. Pause. Hvorefter jeg stirrer på ham, i tvivl om, om jeg virkelig hørte det han lige sagde, bliver enig med mig selv om, at det er helt uskyldigt ment og at han snakker om en regning eller noget, så jeg siger bare; ja, men nu havde jeg jo dankort.

Han MENTE helt sikkert en regning ikke? Eller en afdragsordning? Han havde da ring på fingeren og så helt normal ud… Måske troede han, at jeg var stakkels fattige single mor, der ikke har en mand i huset til at indstille min ovn? Måske troede han, jeg var desperat på andre områder også? 🙂

Nå, summa sumarum, jeg vil over og købe ind til de blåbærmuffins.