Huskeblog

Jeg skal lige fastholde de her ord. Flanør. Døsig. Slendrian.

Spørg ikke hvorfor. Men jeg synes, vi bruger dem for sjældent. Har planer med dem nu.

Og så vil jeg også godt fastholde den her tanke. Efter snak med veninde på msn (du ved selv, hvem du er), kom hun frem med følgende, som Camilla Stockmann engang har sagt i et interview;

"at de andre på Politikens redaktion tit talte om, at hun altid om mandagen selv fortalte alle de pinlige ting hun havde lavet over weekenden, men som hun siger – hvis jeg siger det først, er det ude, og så er der ikke nogen der kan lave grin med én, hvis man selv gør det først."

Ikke fordi jeg som sådan laver særlig mange pinlige ting. Tror jeg toppede dengang jeg kom en måned for tidligt til Coldplay koncerten. Ku bare ikke forstå den tomme plads foran Forum – og hvor var alle øreprop sælgerne??

Men jeg bruger hver eneste dag den taktik med at afsløre mig selv, før andre gør det. Hvis jeg har nedgjort mig selv først, så kan de andre ikke gøre det. Hvis jeg har hængt mig selv ud først, så kan de andre ikke gøre det. Hvis jeg gør grin med mig selv først, så er gassen gået af den ballon, og så kan de ikke røre mig. Det gør mit liv ret problemfrit, og det gør mig ret immun overfor andres meninger. De kan alligevel ikke sige noget om mig, der er værre end noget af det, jeg selv allerede har sagt. Og hvis de gør, så er det bare deres mening og ikke nødvendigvis sandheden. Den har jeg jo allerede selv fortalt.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her. Jeg kom bare til at tænke over det. Og hvor nemt det egentlig gør mit liv nu. Ikke som da jeg var ung, og var hunderæd for, hvad andre mente og tænkte og sagde om mig. Hvor selvoptaget – som om, de ikke havde andet at lave, end at sidde i den der store sportshal, og bagtale mig i fællesskab. Folk har nok i deres egne problemer. De har slet ikke tid til at spekulere over mig.

Nå, veninden, havde nok ret. Jeg er overtræt. Godnat.