Ja, jeg fik ikke skrevet tirsdag, for jeg var helt udmattet da jeg nåede aften. Dels fordi Klara stort set ikke sov i løbet af dagen, dels fordi jeg var i fields med en flok nybegyndere. Jeg ved ikke, hvad det er med folk fra provinsen, men de kan bare ikke håndtere den pulsende metropols stemning? 🙂
Først stod de og råbte af mig i metroen som en anden flok folkeskoleelever på ekskursion! Ved de ikke at det gælder om at være tavs, cool og se sur ud, når man bruger den offentlige transport?? Jeg forsøgte at ignorere dem og sendte et undskyldende sideblik til de andre passagerer, men straks metroen stoppede og de kunne komme igennem til mig, så snakkede de løs igen og de kendte jo mit navn og mit barns navn, så jeg kunne ikke lade som ingenting. Det var meget pinligt!
Så skulle vi ind i fields, men de to bondejokker havde ikke pli til at vente på elevatoren, så de TOG FAT i MIN barnevogn og gav sig til at slæbe den op af trapperne, mens de stadig snakkede og grinede højlydt – bagefter tvang de mig til at hjælpe med at slæbe deres vogne op også. Det GØR man bare ikke her i storbyen!!
Puha, så kom vi endelig indenfor, men så skulle vi jo med en elevator op til etagen med børnetøj (ja, der er en hel etage med børnetøj…not). Det koncept forstod de slet ikke! Den ene af dem troede elevatoren kørte af sig selv og den anden troede, det bare gjalt om at TÆNKE sig op på næste niveau – så jeg måtte trykke på knapperne, hver gang vi skulle eleveres.
Så gik de helt amok i børnetøjsbutikken next. Man skulle jo tro de aldrig havde set civiliserede beklædningsgenstande før? De smed deres vogne midt i gangene og efterlod deres børn og hujede rundt, mens de rev den ene skjorte efter den anden ned fra hylderne. Jeg inkasserede et bistert blik fra en mand med en mappe i et sort jakkesæt, som så meget vigtig ud, men hvad kunne jeg gøre? Det var jo som at slippe naturkræfterne løs! Men det var da altid noget at se, at de trods alt går op i deres børns udstyr og ikke bare lader dem gå rundt i kartoffelsække og halmsko. Klara sad artigt i sin kennedy-frakke med sin ultra-trendy pagode-strikhue. Hun ville ikke have noget, for hun er så velopdragen og nøjsom. (og så har hun allerede det meste…)
Hun kunne slet ikke finde ro til at sove, UDElukkende fordi de to madammer hujede og teede sig, som om de aldrig havde set elektrisk lys før. Mit stakkels uskyldige barn!
Så skulle vi jo lige se Debenhams – børnetøj og bamse-fabrik, men sandelig om vi ikke også svælgede lidt i brude afdelingen… ja, mere ensporede er vi heller ikke 🙂 Desværre er der ingen af os, der helt er på den galej endnu, så det var nok se, men ikke røre (også bogstaveligt talt – der hang skilte om, at man ikke måtte røre ved kjolerne! Meget udansk… det var jo lige før man gjorde det bare i protest!) Pernille mente det var i den biks at IMA's datter arbejder, så en overgang var der stemning for at stille os midt i butikken og skrige ANN SOPHIE ud over det hele, for at se om hun var der… men så gjorde vi det ikke alligevel. Man vil jo også gerne kunne handle der en anden gang… – arj, det er bare noget jeg siger… vi lod være fordi pernille ikke turde alligevel!
Så fandt vi langt om længe et sted at sidde ned og få noget frokost. Vi ventede ikke så længe, men Sanille (sanne og pernille) var ved at gå i koma, for ude på landet kommer maden jo nærmest ind på bordet af sig selv. Mens en rutineret københavnsk cafe-gænger jo VED at 30 min. er INGEN tid at vente…
Nå, men spøg til side. Klara og jeg havde en rigtig hyggelig dag og vi gør det gerne igen en anden gang, men måske hellere i frederiksberg centeret så Sanne føler sig mere på hjemmebane og ikke skal køre i metro som en anden ged i en dyretransport 🙂
kh julie
