Ja, her kommer lige et julie-tænker-tanker indlæg. Det har ikke meget med mit barn at gøre. Og så alligevel… på en eller anden måde har alt i mit liv og alle mine tanker jo med det barn at gøre fra nu af.
Dengang jeg var 19 havde jeg en plan. Jeg skulle giftes med min kæreste M. Vi skulle tage vores uddannelser i kbh og så flytte hjem igen og købe et hus og få nogen børn og leve et liv. Men et eller andet sted kørte det hele af sporet. Måske har jeg undervuderet mig selv? Jeg begyndte i hvert fald at kede mig noget så grusomt. Og selv om vi var ret enige om planen, så syntes jeg alligevel jeg ventede og ventede og kedede mig mere og mere. Jeg var SÅ klar til at få et barn som 22 årig. Det var det eneste jeg virkelig ville. Men han var ikke klar, syntes han, så vi ventede. Så var jeg pludselig 26 og der var stadig ikke sket en disse – ikke andet end at vi nu begge sad i gode jobs, havde ny dyr bil og en rigtig god opsparing i ejerlejligheden. Men stadig ingen baby.
Og så mødte jeg stoffer og M røg ud til stor overraskelse for ham selv – og kun ham selv. Så kan man måske lære at tage Julie alvorligt? Og helt helt udenfor enhver plan – så fik vi så pludselig Klara. Så nu har jeg endelig min baby.
Alligevel synes jeg nu jeg venter igen.
For nu har jeg ikke længere noget job, min kæreste er på su og johh, der er stadig en god opsparing i ejerlejligheden, men den rækker ikke langt, hvis man ikke flytter hjem – ud på landet – igen. Og det tror jeg mindre og mindre på, at vi gør. Stoffer er ikke voldsomt interesseret i at forlade kbh og jeg kan sagtens følge ham. Alle vores venner er her, og ret mange af dem kan jeg slet ikke undvære.
Jeg bliver bare så modløs. Jeg føler mig meget fanget her i min lille lejlighed. Jeg tror måske stadig jeg undervurderer mig selv? Jeg har brug for mere luft under vingerne, mere spænding? Måske skulle jeg lære også at tage mig selv alvorligt?
Jeg vil have en større lejlighed. Men det må blive en andel, med de priser de holder sig her i byen. Nogen som kender nogen, der kender nogen?
Jeg vil også have et udfordrende, kreativt job. Jeg gider ikke være offentlig ansat bibliotekar på mindsteløn.
Og så vil jeg giftes. Jeg er ved at blive så bitter og kynisk omkring alt det kærligheds-crap. Der sker fandme aldrig noget. Jeg betegner det min ny-kynisme, for det ligner mig ikke. Jeg er meget romantisk, tror jeg nok. Men jeg er bare træt af at vente. Hvad venter vi på? At vi holder OP med at være forelskede? Tror han måske jeg bliver BEDRE end det her? Jeg bliver kun federe og mere bitter med tiden…
Men jeg kan godt se, at selv om jeg føler jeg har ventet i snart 10 år på alt det jeg drømmer om, så har han kun ventet knap 2 år på noget, som han ikke engang drømte om. Og hvor skal man så mødes?
Jeg gider bare ikke være sådan en man kun bor sammen med, sådan en man tager for givet. Og jeg skildte mig af med den første kedelige, langsomme type – og så kan jeg gøre det igen. Men det vil jeg ikke. Så vil jeg hellere vente. Men det mindsker ikke min følelse af at være fanget. Slet ikke.
Ja, jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det. Men Piet Hein er på min side:
Troen og håbet
Pessimisterne
er dog
de reneste tåber-
de tror
på det modsatte af,
hvad de håber.
Nej, de optimister,
som livet
beror på,
er dem,
som tør håbe
på noget, de tror på.
Så helt kynisk er jeg vel ikke endnu? Står jeg til at redde?
Jeg tror du står til at rede, men du skal focusere på at bruge dig selv og dine evner, frem for projicere det hele over på din kæreste, og jeres fremtidige forkrommede tilværelse. Det bliver helt sikkert meget hurtigt kedeligt, ligsom din forrige gang det gik som du håbede. Som du selv siger, skal du til at tage dig selv alvorligt, så kommer alt det gode som en sidegevinst
hilsen Morten
ta dig dog sammen. Tag evt. en tur ud med Læger uden grænser eller andet frivilligt arbejde, hvor du kan møde mennesker der har problemer og ikke har tid til at pille sig selv i navlen.