Hvis nu ens drømme siger noget om, hvem man er…

– så er jeg sulten?
Jeg drømte den anden nat, at Kristoffer og jeg var på flugt fra loven. Vi havde skaffet os nogle penge, jeg er ikke sikker på om det var ved tyveri eller ved svindleri, men vi havde de her penge i bilen og vi drønede ind ad “Nørrebrogade”. I ved hvordan det er i drømme, man VED det er Nørrebrogade, men det ligner overhovedet ikke Nørrebrograde… Og mig bekendt ender Nørrebrogade heller ikke ved en havn?
Men det gjorde den altså i min drøm, og der i den havn kunne man chartre verdens største sejlskib. En firemastet whatever, der bare var gigadontisk stor. Og muligvis lidt magisk med nogle skjulte dimensioner, for inde i det skib var der bl.a. tre luksus sportsvogne. Tre. Den ene var rød. Så var der et soveværelse, med et walk in closet der var større end min lejlighed og med mere tøj end man nogensinde ville kunne nå at bruge. Der var smykkeskrin med diamanter større end fodbolde. Der var mennesker. Gæster, der fulgte med i lejen af skibet. Kokke. Swimmingpool.
Vi lejede så det her skib, for at hvidvaske vores ulovlige penge, og gik om bord.

Og hvad var jeg så mest optaget af, i den drøm? At vi var forbrydere på flugt? At vi nu skulle leve i sindssyg luksus?
Nej. I drømmen vendte jeg konstant tilbage til, at jeg, da vi lejede skibet, havde set et fad med croissant’er på et bord i venteværelset og at jeg ikke havde nået at få en. Var de mon pakket væk? Havde man mon taget dem med om bord? Var det mon muligt at få netop en af de croissanter?
Det bekymrede mig i en grad, så jeg vågnede og var lidt i panik ind til det gik op for mig, at det bare var en drøm.