Hvor er du?

Hvem er det, der sidder i Bangladesh og læser min blog? Det virker meget spændende.

Nå. Men ellers sker der ikke noget her i dag. Jeg har fri, fordi jeg var på arbejde i går. Og mine fødder er stadig tørre og sprukne, men ikke spedalske… Det er måske en sniger? Det kommer når jeg mindst venter det? Jeg tager på arbejde i sandaler, og BAM så ryger min hud af i store flager? Nu forstår du måske ikke, hvorfor jeg tror mine fødder er spedalske… I går troede jeg, at min leverbetændelse flammer op og i dag har jeg spedalske fødder… Nej, det er fordi jeg er ude i et eksperiment.

Og det skal helst være overstået inden de gode fester jeg skal til i august. 40 års svoger, 60 års moster, sommerlæsningsafslutning på biblo, Coldplay i Parken, vejfest, dametræf i Svendborg. Jeg ved ikke hvorfor alle holder alting i løbet af den næste md., men jeg håber at kunne møde op med hud på mine fødder.

Og så er jeg i den grad begyndt at se frem til min julegave… den kan I sikkert ikke huske, men jeg har haft den i baghovedet siden, ja, jul. Min julegave ligger i Spanien. Costa Blanca. Cabo Roig. Jeg skal dele den med hele min familie, men det er kun endnu bedre. Der er plads nok…

Her skal vi bo – uden de der fremmede på billedet

Det her er vores strand. Vores låge, vores trappe, ned til vores strand.

Sådan her sidder vi om aftenen. Børnene sover. Mor får drinks.

Der er også den her lille pool foran huset. Så behøver man ikke gå ned til stranden, hvis man er for doven. Der er jo viiiiildt langt derned…

Så, sådan er det. Det er altid rart med noget at glæde sig til.