Jeg kom vist nok til at sige til Maya i dag, at det er en af mine livsfilosofier. Hvor svært kan det være, tænker jeg, og så gør jeg bare tingene. Men da jeg så spadserede hjem fra indre by havde jeg lige tid til at tænke over den, og så må jeg nok lige korrigere lidt.
Det er nok mest på mit arbejde, at den holdning gør sig gældende. Hvor svært kan det være, tænkte jeg, da jeg kom med den ide at holde computerspils-aften for 20 knægte fra 12 til 17 år. Det er da bare lige at indstallere spillet på alle 15 pc'er og sørge for de er i netværk. Nårh ja, og så lige sørge for at drengene ikke splitter det hele ad, kommer op at slås, og går hjem i god ro og orden kl 22 uden at stjæle hele biblioteket. Det gik jo fint!
Og hvor svært kan det være, tænkte jeg, 3 uger efter jeg som nyansat børnebiliotekar arrangerede biblioteksorientering for 200 børnehaveklassebørn på en uge. Det er da bare lige at købe nogen liter saftevand, læse lidt højt af Halfdans ABC og vise dem rundt gennem en sjov sjov skattejagt. Nårh ja, og så lige at sørge for at de både føler sig underholdt og informeret, og ikke giver sig til at ligge i hjørnerne og skrige eller løber rundt som vilde og river alt ned fra hylderne. Det gik jo også fint!
Og hvor svært kan det være, tænkte samme nyansatte julie, da hun som en del af kampagnen Den Gode Historie var med til at udtænke en, synes vi selv, genial ide om et hold af unge der skulle tage rundt og optræde med gode historier på de steder de unge kommer – pizzariaer f.eks. Det var så ret svært, for der var ingen af de unge som meldte sig til 🙂 Så opsatte er de åbenbart alligevel ikke på at blive kendte? Eller måske skulle vi have lokket med at de kom på tv? 🙂
Hvor svært kan det være, tænkte jeg, og meldte mig straks som en del af teamet på Spørg Olivia, hvor jeg skulle sidde online 3 timer hver mandag og chatte med børn og svare på deres spørgsmål. Det var faktisk enormt sjovt, det sværeste var at lade som om jeg var en Olivia på 14 år.
Men hvordan det lykkes mig at have den "der findes ikke problemer, kun udfordringer" attitude på mit job, det aner jeg ikke. For jeg kan ikke gennemføre den i mit privatliv.
Det kører mere efter en laise faire politik. Det er muligvis mine år som tjener på min onkels persiske restaurant, der gør at jeg herhjemme lever efter mellemøst-tid – hasta manjana – vi når det nok i morgen 🙂
Således har jeg nu siden min 14 dages rejse til tyrkiet i 1997 gået og tænkt på, at jeg burde opsøge en ørelæge og få tjekket den prop jeg fik i øret under flyveturen derned, og som stadig er der, og som gør at jeg ikke hører så godt på det øre…
Og jeg har nu i 6 mdr. vidst, at jeg burde få bestilt en tid til noget massage af de ammeskuldre. Og i 4 mdr. har jeg vidst, at jeg burde indlevere min barnevogn til forhandleren og få ordnet den bremse der går i baglås og den irriterende lyd ved forhjulet. Min væg i stuen har skullet males siden stoffer flyttede ind, for lidt over et år siden. Jeg har en halv meter høj bunke af usorteret dårlig samvittighed (breve fra banken, fra ejerforeningen, lønsedler, tlf.regninger, breve fra kreditforeningen osv) liggende i et hjørne, som skal sættes i de dertil beregnede ringbind. Jeg har de sidste 10 år (ca.) tænkt på at melde mig til noget motion…bare af en eller anden art. jeg har opvask og vasketøj og gulve der trænger til vask, men jeg går jo hjemme ikke – vi når det nok i morgen 🙂
Og da min datter fik kolik 4-5 uger gl. tænkte jeg på at prøve alting. Det lykkedes med zoneterapien, men torsdag morgen kommer hun så langt om længe til kiropraktor også – bare for at udelukke det…
Ja, hvor svært kan det være? jeg vil til at være typen, som bare GØR ting. i hvert fald fra i morgen af 🙂
kh julie
