I sol og vind

– skal sushi'en ind! Det var min tanke i går aftes, da jeg uforvarende fandt mig selv i gang med en 50 box, inde i Strædet, samtidig med, at himlen åbnede for sluserne og gjorde middagen ekstra fugtig. Godt det samme, for Masu masu serverer ikke alkohol.

Jeg havde en skøn fridag i går. Afleverede mit barn i vuggestue, var alene hjemme hele dagen og lavede INGENTING (jeg gør det jo så godt – og den der har evnen, har som bekendt pligten!) og så hentede jeg hende tidligt igen, tog ind til byen og mødtes med barnefaderen og nogen venner fra Århus og Nørrebro. Klara var ikke helt den rette accessorie til sådan en aften, men hun kan jo ikke være alene hjemme og hun skal jo alligevel have mad. Efter sushien tog vi bilen til Nørrebro og spiste slik og så Ice Age. Klara faldt i søvn.

I dag var det igen sært at køre på arbejde, for der ER bare ikke noget trafik. Hvis byen var sådan her altid, så ville mit liv være meget nemmere. På arbejdet er der også sløvt. Laveste bemanding og en masse afslappede turister som bare græsser rundt selv. Jeg havde vagt i Tisvildeleje, på Jordens Mindste Bibliotek. Det er så lille, at det kun er der, fordi det også er postkontor, turistinformation og billetsalg til lokaltoget. Men jeg er kun bibliotekaren, så det er mig der har mindst kø. Så hjælper jeg så HK'eren med at frankere breve… Det er da godt man ikke selv har betalt for den her videregående uddannelse, egentlig. Til gengæld har alle de kendte sommerhuse deroppe, så i dag betjente jeg både Lone Dybkjær og Mik Schack. Ham der fra hjemmeservice. De var begge meget smilende og venlige, især Lone, da jeg stillede hende det mest velovervejede spørgsmål nogensinde; "øhhem, har du et cpr nummer?". Ja, Julie, det tror jeg nok hun havde. Altså.

Jeg var sent hjemme, og samlede de to andre op, og så kørte vi ud i Marias kolonihave hus og grillede fisk og grøntsager og fik jordbær til dessert. Den her sommer topper fuldstændig. Tror det kommer af min nyfundne 30 årige afbalancerethed. Jeg er i fred med verden nu. Behøver ikke mere bekymre mig om at være ung med de unge, tynd med de tynde og ambitiøs med de nyuddannede. Nu er jeg bare mig. Happy go lucky. Fattig, fed og tilfreds. Eller noget.

Min nyuddannede veninde får f.eks. en startløn på 29.000 og alt muligt pension og gejl oven i. Om jeg så har det samme job i over 30 år, så kommer jeg aldrig op i nærheden af det. Og først fandt jeg det meget uretfærdigt, men så kom Klara og væltede mig om på græsset, og vi lå og pegede på skyerne, og hun insisterede på, at de fugle vi kunne se meget højt oppe var sommerfugle, fordi det jo er sommer nu. Og hun lagde sine møgbeskidte arme om mig og sagde; du er bare så dejlig, mor. Og så huskede jeg pludselig, hvorfor jeg kun arbejder 28 timer om ugen og har et job med flekstid og fuld løn under barsel og den slags. Jeg huskede, hvad det er, der er vigtigt for mig. Så skidt med, at jeg toppede intellektuelt i 2.g.