Ilddåben

Ja, så blev Agnes en uge gammel. Og sikke en uge. Man vidste jo godt, det ville blive en splittelse ind i mellem, at skulle være der lige meget for to børn, men jeg havde godt nok ikke regnet med sådan en ilddåb, så alvorlig og så svær og så tidligt i mit liv med to børn.

Jeg har ikke kunnet skrive, for der er sket så meget og jeg har haft det underligt og ret svært med det.

Det startede mandag aften, med at Klara pludselig fik feber igen. Det har hun jo sådan set haft en gang om md. i hvert fald i et halvt år nu, måske længere, og vi burde jo have vidst at det kom, fordi vi var omkring d. 24.-25. i måneden.

Men hun fik altså feber, og tirsdag morgen ringede jeg så til lægen og sagde, at nu var den gal igen. Hun kunne så sagtens huske os, fra sidste md., så vi fik en tid med det samme og Kristoffer og Klara kørte derned.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde regnet med, men jeg havde i hvert fald ikke regnet med det, der skete. Nemlig at Kristoffer ringede en halv times tid efter, og sagde, at lægen simpelthen ikke kunne finde ud af noget, og at hun derfor havde sendt dem direkte videre til børneafdelingen på Hvidovre Hospital med det samme.

Det i sig selv var lidt et chok, men på den anden side, var det jo også rart at lægen tog det alvorligt og sendte os videre, når hun nu ikke selv kunne gøre mere.

Kristoffer og Klara tilbragte så det meste af tirsdagen ude på børneafdelingen, og hver gang vi ringede sammen sagde han det samme; de kunne ikke finde ud af, hvad det var.

Endelig, omkring spisetid, var alle blod- og urin prøver taget, og de fik lov til at køre hjem og vente på svar.

I det, de træder ind ad døren herhjemme, kan jeg se, at der er noget stoffer skal sige. Nu må du ikke freake ud, siger han. Men de fandt en mislyd på hendes hjerte. Så vi har fået en tid til scanning næste onsdag. Aaaargggg – mislyd??? Hjerte??? NÆste onsdag?? Hvem tror I tudede?

Vi spiste lidt, Klara spiste ingenting, for hun havde jo stadig høj feber. Og så ventede vi. Hvorfor ringede de ikke?? Omkring kl halv ti ringede stoffer så til dem, og en sygeplejerske sagde, at de da kun ville ringe, hvis der var noget i prøverne. Det havde stoffer bare lige glemt. Nå, men hov, lige et øjeblik, sagde hun så… og da hun kom tilbage sagde hun, at der vist alligevel var noget i blodprøverne, hun ville lige finde en læge. Vente vente vente, og så fik vi den besked, at de gerne ville se Klara igen med det samme. Ja, bare ærgerligt at hun sov, vi skulle komme med det samme.

Så ind og klæde feberhed sovende 4 årig på, og afsted med de to igen.

Tror I lige, jeg var ved at blive hysterisk? Vi taler her om 4.-5. dagen efter min fødsel, min krop er et uvejr af hormoner, og så skal min store datter hastes ind på børneafdelingen sent om aftenen. Så jeg ringede til min søster, og hun skulle heldigvis ingenting, så hun kom herud og sov, fordi Stoffer og Klara skulle blive på børneafd. natten over. Den endte med at blive halv 2 før de blev ordentligt indlagt og fik en seng.

Onsdag morgen fortsatte undersøgelserne, men de fandt stadig ikke nogen årsag til feberen. De blev ved med at spørge, om vi havde været ude at rejse for nylig, som om det var noget eksotisk og ukendt Klara fejlede. De tog røngentbilleder og flere blodprøver. Og jeg sad herhjemme og ammede og tudede og ammede.

Og blev bange for om Klara var alvorligt syg, og om mine bekymringer ville stoppe mælken, og om Agnes kunne fornemme min angst og om hun så ville ødelægge sit zen og holde op med at være en glad og rolig baby. Og hadede at jeg ikke kunne være der for Klara, selv om hun havde sin far og de havde det fint. De fik nye legekammerater derude på børneadf. og blev interviewet til en avis. 

Da jeg var allerlængst ude, var jeg sikker på, at det var min skyld, hvis Klara var alvorligt syg. Fordi jeg ikke bare kunne nøjes med hende. Mit ene perfekte barn. Fordi jeg absolut skulle udfordre skæbnen og have en til. Det VAR jo for godt til at være sandt, ikke? Det hele gik lidt for nemt og lidt for godt. Jeg skulle ikke have bedt om mere! Og sådan er mødre. Vi kan altid vende det om, så det hele er vores skyld.

Onsdag aften fik de heldigvis lov til at komme hjemme og sove. Feberen var ved at klinge af, og det var dejligt at have sin familie hjemme igen. Men jeg havde alligevel hele tiden den der tunge knude inden i maven, når jeg så på Klara.

Torsdag skulle de så være derude kl. halv ti igen, til en samtale med en overlæge, som er specialist indenfor “sådan noget” – svært at sige hvad, når de ikke rigtig vidste, hvad hun fejlede. Jeg ville så gerne have været med, men sygeplejerskerne sagde, at det skulle jeg ikke, med Agnes. De havde alt muligt skidt på den børneafd. og det var ikke noget sted for en nyfødt. Så stoffer lovede at skrive alting ned og at få overlægen til at forklare alting indtil han helt sikkert forstod det.

Og det var heldigvis gode nyheder. Det der med mislyden på hjertet, det skulle vi bare glemme, sagde overlægen. Han havde kigget på det, og det var ikke andet end helt almindeligt. Stort set alle børn med høj feber får sådan en mislyd.

Det med feberen havde han også fundet en diagnose på. Det er noget som hedder PFAPA – periodisk feber. Læs evt. mere her. Det er noget man ikke ved ret meget om, hverken om hvorfor det opstår eller hvad det egentlig er. Men det handler simpelthen om, at man får periodisk feber. Med ca. 4 uger i mellem. Det er ikke arveligt, det er ikke særlig farligt og man vokser som regel fra det. Man kan behandle med binyrebarkhormon, men det vil kun forkorte feberperioden, ikke fjerne den helt, og det har en del kedelige bivirkninger, bl.a. den at feber anfaldene vil komme tættere på hinanden. Og så vil jeg ærligt talt hellere have et barn, der har uskadelig feber 3-4 dage om md., end at fylde hende med det skidt.

Man kan også fjerne mandler, men det er ikke alle, det virker på. Det kan godt være det vil virke på Klara, fordi hendes er hævede hver gang hun får det feber, og muligvis hænger det sammen med det faktum at hun har været ørebarn hele sit liv. Det lyder da logisk for mig. Men indtil videre gør vi ingenting. Jeg er jo hjemme det næste år, så da kan hun sagtens have de sygedage hver md. og så vokser hun måske fra det. Vi har fået en stående indlæggelse på børneafd., så næste gang der er optakt til det (og det bliver så d. 24.3. – 2. påskedag, hvis det med de 4 uger holder) så skal vi bare komme ud med hende, og så bliver vi indlagt uden om køen, fordi de gerne vil tage flere blodprøver. Ham overlægen er meget interesseret i, at finde ud af mere om den her sære, ukendte sygdom. Han har set andre børn med den, men ikke mange.

Den gode nyhed er så, at børn med den her sygdom meget sjældent fejler andet. Fordi deres immunsystem bliver meget stærkt af at blive så aktiveret hver md. Og det er jo også rigtig nok med Klara. Ud over den feber en gang om md. så er hun faktisk aldrig snottet, hun har aldrig andre luftvejsinfektioner eller diarre og den slags.

Nå.

Men det er derfor I ikke har hørt noget til mig og Agnes og de andre. Jeg var så bange og ked af det, og tænkte leukæmi og hjerteoperationer og død og ødelæggelse. Helt skrækkeligt. Og samtidig prøvede jeg at smile meget til Agnes og i det mindste være der for hende. Og i sidste ende kunne jeg ikke være der 100 procent for nogen af mine piger. Helt skrækkeligt. Og desværre nok ikke sidste gang man står med den følelse. Men forhåbentlig i mindre alvorlige situationer.

Torsdag havde vi første besøg af sundhedsplejersken. Hun virker sød og venlig, og syntes at Agnes var en superfin pige. Alt er som det skal være med en pige på hendes alder, og hun vejer nu 3.750 g. Dvs hun har taget 150 g. på i sin første leveuge, og det er rigtig fint. Jeg var også glad for et målbart bevis på, at bekymringerne i
kke er gået ud over mælkeproduktionen. Jeg synes nemlig, at de betonbryster jeg havde fået mandag, helt forsvandt tirsdag og onsdag. Nu er de så også tilbage igen.

Og NU skal vi så alle sammen bare til at slappe af og nyde hinanden. Ikke??