Mentalt i hvert fald. Sidder i øjeblikket med en friskpresset og meget eksotisk juice, i en lille hyggelig bogcafe et sted i New York. Jeg har hugget stoffers kontokort og shoppet for alle hans sparepenge. BÅDE i stormagasinerne og i de små skæve designerbutikker. Jeg har også fået en fedtsugning og en helt helt flad mave, og der står pt mindst 7 spændende og ivrige mænd i kø, for ligesom at forsøde min hverdag. I aften skal jeg med en af dem – har ikke besluttet mig for hvem endnu – til en fornem velgørenheds middag på et fancy hotel (jeg kan desværre ikke afsløre hvilket et, for vi kan jo ikke have pøblen til at rende os på dørene). Tiffany's ringede tidligere og spurgte om jeg ikke nok ville være så sød, at bære nogle af deres diamanter til festen – og hvad gør man ikke for en god sag? Zac Posen og min gamle ven Marc Jacobs kom op at slås for et par timer siden, fordi de begge ville designe mig en gratis og unik kjole. De søde skattebasser. Vi endte med et kompromis, så nu laver de begge to en, og så skifter jeg ude på badeværelset, når vi er halvvejs igennem festmiddagen. Efter middagen har jeg fået en suite stillet til rådighed, og i morgen skal jeg bruge dagen på at at få alle de spa og velvære behandlinger man overhovedet kan opdrive her i byen.
I den virkelige verden, gik jeg en tur over i centeret med Klara og hun flippede fuldstændig ud over ikke at måtte drikke mælk af kartonen midt i centeret og skreg som om, jeg var ved at slå hende ihjel og råbte hele tiden "jeg giiiiiiiiider ikk! jeg giiiiiiiideer ikk, moAAAAr!" og jeg måtte slæbe hende hjem ad fortovet, mens jeg – ikke for første gang i mit liv – indvendig følte en bizar forståelse for, at mindre stærke mennesker kommer til at vappe deres børn en i afmagt. Man MÅ ikke, og jeg kunne aldrig drømme om det. Men for fanden altså, hvor havde jeg lyst. Hvordan kan så lille et menneske være SÅ provokerende?? Og er jeg overhovedet egnet som mor, når jeg ikke kan få hende til at høre efter? Satte mig ned i øjenhøjde, bevarede så vidt muligt den ydre ro, forklarede at vi var nødt til at gå hjem, for at drikke mælken. Effekt=nada. Man skulle tro hun fik en mindre hjerneblødning, når hun kegler ud af den tangent.
Nu sidder I jo og tænker, altså julie, hun er 2½ år, hun forstår ikke så meget. Nej. Det ved jeg godt. Hun er 2½ år. Men behøver hun være idiot også? Og er det bare en fase? Hvis hun brugte halvdelen af den energi hun udfolder når hun er så rasende, på at gå hjem – så havde vi været hjemme på 5 min. Vi bor jo LIGE ved siden af! I stedet for tog det os en time, inkl. trappen – og ingen af os nød den gåtur særlig meget. Hun var hæslig. Og det var pinligt. Folk glor jo, og tror de selv ville tackle det meget bedre. Jeg ville snart ønske, de ville prøve… Den første der henvendte sig, havde bare FÅET hende! Og fået mælken! Gratis!!
Konstruktive råd fra folk SOM SELV HAR PRØVET DET er mere end velkomne. Men jeg gider ikke høre noget om, hvor forfærdelig jeg er, fra alle jer naive tosser uden børn. Bare vent – hvis I tror JERES børn bliver anderledes, så bliver I slemt skuffede. Jeg ville tænke mig om to gange, hvis jeg var jer.
Hej Julie
Glæd dig over hun kun vil drikke mælk af kartonen!
Hilsen Krista – der har den samme kamp (dog er datteren 14 og det er ikke mælk hun vil drikke af kartonen!!!)
Some things never change!!!
PS Du skriver en rigtig sjov weblog
Åh nej! Jeg ved bare at om maks et år er det min tur til at sidde ovre i det der center med en tophysterisk unge. Han har bare det sygeste temperament allerede og jeg har bare slet ikke temperamentet til det :-/ Tror helt klart jeg smider mig ved siden af ham og joiner brølekoret. Kan slet ikke se mig selv oparbejde den tålmodighed du trods alt får igennem, Julie.
Hej Rikke. Du ringer bare – så smutter jeg over og ser intimiderende på ham! Og til den tid er Klara stor nok til at distrahere ham 🙂 (selv om jeg håber vi er flyttet om et år…)
Konstruktive råd kan jeg ikke komme med, men lidt forståelse for dine tanker er vel heller ikke af vejen?
Been there – done that – hated it all the way!
Kender det, kender det, kender det!!! Nå man har to børn får man af og til lyst til at tage den ene og banke den anden med. I sådan en situation som du beskriver er der vist ikke andet at gøre end at tage ungen under armen og bære hende hjem. Simpel og grov magt udøvelse, men de der små hysteriske sataner er jo af og til ude for pædagoisk rækkevidde.
Kan du i sådan en situation ikke bare begynde at kilde hende, så omverdenen tror at hun skriger – af grin??
Den situation kan ikke håndteres bedre, Julie, endnu en topkarakter til dig. Sidst jeg stod i samme situation, var jeg faktisk overbevist om, at HVIS jeg ikke havde skullet bruge BEGGE arme og ALLE mine kræfter på at holde mit afsindige afkom, så HAVDE jeg pandet hende én. Kunne ikke finde på det, men puuuh, hvor kan tanken være besnærende i øjeblikket :-/
Åh jeg bliver lettet når jeg hører, at min datter ikke er den eneste i verden, som laver den slags scener. Vi har flere venne-par uden børn, som nok liiiiiiige skal glæde sig til at høre mig fnise hånligt når de selv havner i sammen situation, og ikke aner hvordan helvede de skal gribe det an.
Sidst jeg prøvede det havde jeg mere lyst til at lægge mig ned og skrige endnu mere end han gjorde, end jeg havde lyst til at slå ham. Jeg tror faktisk også han er stærkere end mig… Det undre mig af og til at han til tider han virke så kvik og klog og alt muligt og så andre gange kammer han helt over og ter sig som en chimpanse med det hvide snit i bagagen – børn er underlige!
Jeg har også været der – en del gange efterhånden *suk*
I et stykke tid nu har jeg syntes, at sønnen min har været mere end sædvanligt moody. Glad og tilfreds det ene øjeblik; ked af det hele det næste (se det for dig – et stk. tre-årig knægt, der bogstaveligt talt slæber armene hen ad gulvet mens han sukker:” Det er så synd for mig”!!)og det tredje øjeblik så vanvittigt rasende, at underboerne må tro, at tredje verdenskrig er brudt ud.
Jeg spurgte i børnehaven, for jeg var en smule bekymret for ham – Pædagogen havde ikke bidt særligt mærke i noget. Han opførte sig ikke radikalt anderledes end de fleste andre børn og hun sluttede af med at sige, at når man er mellem 2½ og 4. så er ens liv en tragi-komisk opera i 4 akter. Jeg er ikke så bekymret mere, men derfor kan han stadig pisse mig af!
Christine
Nogen dårlig mor er du ikke, tvært i mod – jeg husker godt jeres dejlige oplevelse med bamserne.
Jeg har hørt om en mor der lagde sig ned ved siden af barnet. Det syntes barnet var så pinligt, at det rejste sig op.
Det er hård kost så længe det står på. Det har hjulpet mig, at huske mig selv på, at det er mig der er den voksne.
God kamp 😉
4-årig…stod der virkelig 4-årig???? Skal dette blive ved i et år endnu………… Suk, ja jeg har jo også en 2½-årig. Jeg har bare fundet ud af hvorfor min lille krampe var så¨umulig for hun har kastet op hele dagen. Skønt! Men det dæmper surhedsgraden, nu er hun bare skvattet.
Ja, næste gang lægger jeg mig ned i slud og regn, på fortovet ved siden af hende og brøler; “jeg giiiider fannerme hæææller ikkeeeee!” 🙂 Tak for jeres støtte. Hvorfor gør det alting bedre, at andre end mig også lider??
hehe.. det har jeg faktisk gjort et par gange.. ren afmagt, sat mig ned på gulvet ved siden af to stk hystader og bare hylet “neeej ikke om jeg vil mere..huuhhhhh” om kap med dem.. man føler sig ikke specielt stor når det sker 🙁
Hej Julie
Åhhh hvor kan jeg dog levende forstille mig det. Mathias er også inde i sådan en periode, desværre slår og sparker han også når han bliver sur og ikke får sin vilje. Igår var det til gymnastik, eller det var da vi skulle hjem, han nægtede at at få tøj på…. GGGRRRR jeg var lige ved at blive SINDSYG!
Din datter er ikke enestående på det punkt 🙂
Malene (fra ND)
Arrrgh – vi kender det. Erik lavede samme trick i går på vej hjem fra vugger. Kastede sig ned på jorden, begynder at græde hvorefter hæslig gammel dame siger sukekersødt til ham “lille ven du slog dig vel nok også da du sådan faldt” men meget spidig stemme mens hun kigger på den “onde” mor. Nej!!!! han kylede sig ned på jorden – og hyler fordi han er 2½ og stædig – ikke fordi det gør ondt nogen steder!!! Men hvor er det pinligt når andre står og glor eller ligefrem kommenterer ens hysteriske trodsalder-barn.
I det mindste er dejligt at alle vores unger er sådan en gang imellem – vi er bare helt almindelige…
Ahh Julie det er i det mindste ikk ehver dag!
Hver dag jeg henter Lorenza er hun superglad for at se mig, men så snart vi nærmer os gardaroben så begynder hun. Hun skriger og bakser og kravler ind under akvariet/bænken/hvad hun nu kan komme til. Jeg ved hun kan tage den skide flyverdragt på selv men det bliver bare sådan at mor står og propper skrigende og baskende unge ned i flyverdragt, smiler anstrengt til de forældre der forundret kigger på, tager et godt tag i flyverdragten og går hjem med skrigende unge, hele vejen og hele vejen op ad trapperne.
Nu skriver jeg hver dag, det sker måske to til tre gange hver uge.
Hverken forståelse, lok, leg eller skrappe mor hjælper, det eneste der hjælper er bare at gennemføre det og håbe at hysteriet snart er overstået.
OM jeg kender det – og det værste er nemlig de der mennesker, som ikke fatter en skid. Forleden flippede Selina i Fakta – hun skreg og folk stod og holdt sig for ørerne – så jeg ville bare UD – og det ville barnet ikke AAAARRGGHH
Ai, Nanna – GENIALT råd!!!! Vil fra nu af medbringe digitalkamera overalt. Så kan kæresten også ved selvsyn se, at jeg ikke overdriver. Der er faktisk også videofunktion i det kamera!!
Kom til at tænke på denne, som jeg ofte tyede til, da min var to år..
01: Hvis jeg kan lide det – er det mit.
02: Hvis det er i mine hænder – er det mit.
03: Hvis jeg kan tage det fra dig – er det mit.
04: Hvis jeg havde det i sidste uge – er det mit.
05: Hvis det er mit, må det aldrig se ud som om det er dit.
06: Hvis jeg er ved at bygge noget – er alle brikkerne mine.
07: Hvis det ligner mit – er det mit.
08: Hvis jeg mener det er mit – er det mit.
09: Hvis det er i nærheden af mig – er det mit.
10: Hvis det broccoli – er det dit.
/Sara
uha, Sara, den kan også bruges af voksne.. både på den gode og den mindre gode måde! Må jeg sakse den?
haha, sara – den er sjov 🙂 og sand.
I må sakse alt, I vil ;0)
Go’ weekend.
I min familie går der en historie om, at jeg har fået et lignende fit foran Nolde-museet… Og hvad gør forældrene, når deres 3-årige datter ligger og sparker, slår og skriger på en af grusstierne – de stiller sig overskuds-agtigt op, og fotograferer barnets anfald.
Således har de nu dokumentation for mit dengang hidsige og hysteriske temperament – og jeg frygter at de bliver fremvist som exibit A, når jeg engang selv for umulige unger!
Men jeg må gi’ mig pt. er billederne ganske sjove.
Så rådet er; skaf dig dokumentation! Det kan bruger, hvis Klara en dag, når hun bliver ældre, skulle få ideen, at hun altid var et nemt barn!
-Nanna