Ja, jeg er rejst.

Mentalt i hvert fald. Sidder i øjeblikket med en friskpresset og meget eksotisk juice, i en lille hyggelig bogcafe et sted i New York. Jeg har hugget stoffers kontokort og shoppet for alle hans sparepenge. BÅDE i stormagasinerne og i de små skæve designerbutikker. Jeg har også fået en fedtsugning og en helt helt flad mave, og der står pt mindst 7 spændende og ivrige mænd i kø, for ligesom at forsøde min hverdag. I aften skal jeg med en af dem – har ikke besluttet mig for hvem endnu – til en fornem velgørenheds middag på et fancy hotel (jeg kan desværre ikke afsløre hvilket et, for vi kan jo ikke have pøblen til at rende os på dørene). Tiffany's ringede tidligere og spurgte om jeg ikke nok ville være så sød, at bære nogle af deres diamanter til festen – og hvad gør man ikke for en god sag? Zac Posen og min gamle ven Marc Jacobs kom op at slås for et par timer siden, fordi de begge ville designe mig en gratis og unik kjole. De søde skattebasser. Vi endte med et kompromis, så nu laver de begge to en, og så skifter jeg ude på badeværelset, når vi er halvvejs igennem festmiddagen. Efter middagen har jeg fået en suite stillet til rådighed, og i morgen skal jeg bruge dagen på at at få alle de spa og velvære behandlinger man overhovedet kan opdrive her i byen.

I den virkelige verden, gik jeg en tur over i centeret med Klara og hun flippede fuldstændig ud over ikke at måtte drikke mælk af kartonen midt i centeret og skreg som om, jeg var ved at slå hende ihjel og råbte hele tiden "jeg giiiiiiiiider ikk! jeg giiiiiiiideer ikk, moAAAAr!" og jeg måtte slæbe hende hjem ad fortovet, mens jeg – ikke for første gang i mit liv – indvendig følte en bizar forståelse for, at mindre stærke mennesker kommer til at vappe deres børn en i afmagt. Man MÅ ikke, og jeg kunne aldrig drømme om det. Men for fanden altså, hvor havde jeg lyst. Hvordan kan så lille et menneske være SÅ provokerende?? Og er jeg overhovedet egnet som mor, når jeg ikke kan få hende til at høre efter? Satte mig ned i øjenhøjde, bevarede så vidt muligt den ydre ro, forklarede at vi var nødt til at gå hjem, for at drikke mælken. Effekt=nada. Man skulle tro hun fik en mindre hjerneblødning, når hun kegler ud af den tangent.

Nu sidder I jo og tænker, altså julie, hun er 2½ år, hun forstår ikke så meget. Nej. Det ved jeg godt. Hun er 2½ år. Men behøver hun være idiot også? Og er det bare en fase? Hvis hun brugte halvdelen af den energi hun udfolder når hun er så rasende, på at gå hjem – så havde vi været hjemme på 5 min. Vi bor jo LIGE ved siden af! I stedet for tog det os en time, inkl. trappen – og ingen af os nød den gåtur særlig meget. Hun var hæslig. Og det var pinligt. Folk glor jo, og tror de selv ville tackle det meget bedre. Jeg ville snart ønske, de ville prøve… Den første der henvendte sig, havde bare FÅET hende! Og fået mælken! Gratis!!

Konstruktive råd fra folk SOM SELV HAR PRØVET DET er mere end velkomne. Men jeg gider ikke høre noget om, hvor forfærdelig jeg er, fra alle jer naive tosser uden børn. Bare vent – hvis I tror JERES børn bliver anderledes, så bliver I slemt skuffede. Jeg ville tænke mig om to gange, hvis jeg var jer.