Jeg keder mig

Jeg har skrevet 888 indlæg nu, og jeg keder mig. Ikke sådan generelt, men helt ekstremt i aften. Trænger til et eller andet. Cola, en god film, en mand, noget chokolade, et eller andet. Jeg er rastløs.

Var på legeplads hele eftermiddagen. Med Klaras gamle vuggestueveninder og den enes mor og den andens far. Det er søde mennesker og jeg ville ønske, de flyttede med til Vanløse. Måske kan jeg overtale dem til at bo nede i kælderværelset. Måske kan jeg BORTFØRE dem, og tvinge dem til at bo i kælderen!! Det ville da give lidt action. Så skulle jeg bare hele tiden tilberede alt muligt mad og skubbe det ind under døren på bakker, og det har jeg ikke tid til, når jeg skal på arbejde hver dag. Og man skulle ledsagde dem hver gang, de skulle på toilettet. Kan godt være, at den nemmeste løsning i længden alligevel er, bare at tage metroen tilbage til øen ind i mellem. Bliver også vanskeligt at fastholde overraskelses momentet i kidnapningen, når det drejer sig om en familie på 4, heraf en meget aktiv 1 årig, samt endnu en familie på 3, hvoraf den ene er meget gravid. Det ville simpelthen blive noget værre rod, og mange af dem ville nå at lugte lunten, før jeg fik dem stuvet sammen i den lille røde Toyota. Ku' lige se dem løbe i alle retninger…

Stoffer er ude at spille fodbold og rollespil, i nævnte rækkefølge, i aften. Der er nok nogen der kan.

Men jeg var jo til koncert i går. Bare jeg også var det i dag. Bare hele mit liv var en koncert. Eller! UHH! En musical. Mit liv er en musical! SÅ skal I se action. Og udpræget forbavselse, når jeg i morgen synger alle svar ud til lånerne! "Jaaaaaaaaaaaaaaaa, jojojo, den bog den bog den haaaaaar vi daaaaaaaaaaa. Den står på den hylde derooooooovre og nu skal jeg straaaarrarks hente den tiiiiil Deeeeeeeeem FRUUEEEEEEEEEE!" – og så kommer dansepigerne og koret ind fra højre; "hente den, hente den, hente den – den bog, den bog, den bog – hun henter den, hun henter den, hun heeeeeeeenter den!" Med benspjæt og det hele. Så tror jeg NOK folkebiblioteket skal overleve som institution!

Måske skulle jeg bare gå i seng.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

25 Kommentarer til Jeg keder mig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.