Hurrraaaaaaaaaaaaaaa – så oprandt dagen! Jeg stillede ind på begivenheden allerede tirsdag på vej hjem fra arbejde. Da jeg steg ind i bussen kl 16.40 tirsdag eftermiddag, var det nemlig præcis et år siden, at jeg fik den første ve. Jeg var faktisk ikke spor i tvivl – det føltes helt anderledes – dybere på en måde – end plukveer. Og 15 minutter efter kom den næste. Og så sad vi ellers der og skrev ned og talte minutter hele aftenen, mens vi så De To Tårne på pc'en. Til sidst var der 4 min. mellem hver ve og de varede 1½ minut hver, og så fik jeg lyst til at tage ind på fødegangen, på Hvidovre.
Vi ankom dertil kl. 00.30 og jeg fik kørt en strimmel i lang tid, fordi jeg var 10 dage over tid og fordi hjertelyden blev ved med at dykke ved hver ve.
Det er utroligt at det er et år siden nu (så, shit – nu kommer klumpen i halsen…) men jeg husker den nat som var det i går. De modstridende følelser, mens jeg lå der på briksen – "SÅ er det nu" og derefter "jeg bliver nok sendt hjem om lidt". Men det blev jeg ikke, pga det med hjertelyden ville de gerne holde øje med mig. Lavementet satte mere gang i veerne, og da begyndte det at gøre rigtig ondt og bruserens varme vand var min bedste ven i en halv times tid. Så blev jeg flyttet til en fødestue, selv om jeg ikke var meget for at tage tøj på og forlade bruseren…
På fødestuen var jeg nødt til at ligge på ryggen, fordi de hele tiden skulle følge veerne og hjertelyden. Efterhånden som veerne bed hårdere, blev det ret belastende med den ve/hjertelyds-måler, for hver gang jeg bevægede mig gled den væk fra det rigtige sted og så kunne vi ikke høre hjertet. Og hver gang tænkte jeg – SÅ, nu er det slut – nu er hun død… Jeg skubbede det væk, mens jeg lå der, men efterfølgende er det gået op for mig, at jeg var meget meget bange og det var nok også derfor jeg synes det var en hård fødsel, selv om den "kun" varede 12 timer og alt sådan set gik som det skulle.
Bortset lige fra at jeg ikke fik noget smertestillende. Jdm kunne ikke akupunktur, jeg kastede op af lattergassen, der var ventetid på epiduralen – så jeg nøjedes med mine varme lændeklude og min søsters og Kristoffers evige lændemassage samt mine gode vejrtræknings-evner. Det var også en god hjælp og jeg er glad for, at de var to, så massagen aldrig stoppede.
Jeg gik på toilettet for at tisse og fik så pressetrang. Det mente jeg ikke kunne passe, men jeg var pludselig 8 cm åben – men ikke nok til at jeg måtte presse. Og det var den værste del af fødslen. At sidde på knæ, med armene hængende på hovedgærdet, og gispe gispe gispe, for at holde på det. Damn, det gjorde ondt. Det var dér jeg begyndte at skrige. Så var der jdm skifte og den nye sagde, ja, så må du gerne presse! Og det gjorde jeg så, men det tog alligevel over 30 min. før hun kom ud til mig.
Varm, varm varm. Våd og levende og fuldt af mørkt hår. Hun lignede en lille rød og meget meget vred trold. Hun havde de mest sure japanerøjne og skreg rasende, indtil hun kom op på min mave. Dér lå hun så og møffede sig op ad, til hun nåede brystet, bed sig fast og sugede. Og hun har jo ikke rigtig sluppet det endnu 🙂
Jeg så blodet og jeg så afføringen og jeg så navlestrengen, som stoffer klippede over og moderkagen, som jdm holdt op foran os. Så mange ulækre ting 🙂 Men så ligegyldige, og moderkagen var jo nærmest smuk. Men det er nok første gang i mit liv jeg har accepteret at være smurt ind i blod og afføring og ikke ænset det. jeg havde kun øjne for hende. Og jeg var så overrasket over at jeg ikke græd. For det havde jeg altid troet jeg ville, når jeg fik et barn.
Men tårene kom så senere. 2-3 mdr. med kolik og måske verdens mest utrættelige baby. Sov hun nogensinde? Lavede jeg andet et at amme? Svarene fortaber sig i tågerne (og de tidligere dagbogsindlæg).
Og nu er det også lige meget, for jeg har verdens mest pragtfulde datter. Hun er naturligvis unik, som alle børn 🙂 Det første år med hende har været lærerigt, spændende og interressant og frem for alt aldrig kedeligt. Jeg forbløffes stadig over hendes tydelige personlighed og hendes mange kvaliteter. Hun er sådan en sej lille tøs. Så social, udadvendt, levende og nysgerrig. Så charmerende, så glad og så sjov. Så stædig, hysterisk, hidsig og bestemt.
Jeg har vænnet mig til ordet Mor. Det falder mig helt naturligt at sige det. Jeg er mor. Det nye er at bruge ordet datter. For hun er ikke så meget en baby mere, hun er en pige nu. Min datter. Og nu hvor jeg er blandt fremmede på arbejde, så hører jeg mig selv sige ting som, at jeg har en lille datter. Og ordet er helt nyt i min mund – som ordet mor var for et år siden. Hun er ikke bare min baby mere, hun er min datter. Jeg har en datter, og jeg elsker hende og er så stolt af hende. Jeg kan ikke forstå at hendes far og jeg, bare sådan ved et uheld, har skabt det her lille mirakel. En helt ny person, og så sådan en vidunderlig en!
