Klara Marie 11 mdr.!

Kan nok engang konstatere at tiden flyver afsted. Næste gang er hun et år. Et helt år. De mørke lange nætter dengang i november hvor hun aldrig sov og hvor jeg var moden til Den Lukkede er nu en saga blot og hun er nem og glad og dejlig. Dengang troede jeg aldrig det ville få en ende. Jeg så ingen lys for enden af tunnelen og jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun nogen sinde ville blive ældre og klogere. Men det skete så heldigvis, ganske som de fleste prøvede at fortælle mig 🙂 Hun sover okay fint for tiden og spiser okay fint. Ikke nogen supersover og ikke nogen grovæder, men det går. Det er faktisk helt i orden. Hun kan klappe, vinke, vise hvor stor hun er, holder sine hænder frem når man spørger "hvor er klaras hænder?" og peger på folks næser, når man spørger "hvor er næsen?". Hun siger lyde, der af os bliver tolket som hej (eh), tak (ak), hvad er det? (déet?), mad (mamamamama), hov (oov) og så lidt mama og daddi i flæng. Hun har taget en masse skridt alene. Jeg vil ikke sige hun går selv, men det er så tæt på det kan blive uden helt at være det. Stiller man hende sådan en lille meter fra en selv, så går hun ind i armene på en. Jeg er sikker på, at hun vil gå selv til sin et års fødselsdag. Hun kan kravle op ad trappetrin og som regel også ned ad igen, men det er ikke altid hun husker at få numsen først, så mor her står konstant klar med gribearmene. Men hvor ville det være lækkert at hun snart lærte det helt perfekt, for hun er godt nok tung at slæbe op til 4. sal med en pusletaske, inkøbsposer osv i armene også. Jeg ved ikke præcis hvad hun vejer, for vi har ikke været i Åbent Hus længe. Hun sover jo altid i deres åbningstid mellem 10-12 og jeg gider ikke vække hende bare for at hun kan blive vejet, når hun nu virker sund og rask og bestemt bliver tungere. Jeg gætter på hun vejer over 10 kg, men vi får se – der skal jo snart bestilles tid til en 1-års undersøgelse. Måske jeg lige skulle gøre det med det samme, så jeg husker det? Hun er også vokset i længden. Var 74 cm sidst jeg målte, men det er snart en md siden, så måske er hun højere nu. Hendes livretter er rejer, sorte oliven, røget laks, jordbær og ærter og pølser. Ikke lige det moderen helst så hun spiste – hvad blev der af kartofler, gulerødder, kylling og de andre gode ting hun var vild med i starten?? De er vist for kedelige nu. Hun bliver stadig ammet en del, især morgen og aften, men ind i mellem også om eftermiddagen, hvis hun er ved at gå bananas og trænger til en pause for at falde til ro. Det generer ikke mig at amme så stort et barn og hun virker meget glad for det, så jeg venter lidt og ser endnu, før jeg giver hende en kold tyrker. Mit håb er, at hvis hun (nogensinde) får en vuggestueplads, så vil hun begynde at spise mere alm. mad og af sig selv miste intesessen for brystet. Men ellers må vi se. Jeg selv blev ammet til jeg var omkring to år (morgen og aften), fordi jeg ikke ville stoppe. Tilgængæld er jeg næsten aldrig syg, men jeg ved ikke om det hænger sammen med de antistoffer jeg jo så fik længe dengang? Det skulle jo også forebygge brystkræft at amme længe, så det er da også værd at tage med, når den lille frøken nu er så vild med det. Hendes hobbies er; at jagte kattene, skille printeren ad, sprede tøj og sko ud over hele lejligheden, snige sig ud på badeværelset for at spise kattemad og kattegrus (føj, klara), gå rundt og rundt og rundt om sofabordet, hive alle skærebrædter og kogebøger ud fra hylden i køkkenet, tømme aviskurven for reklamer og lege med andre. Hun leger ikke så ofte alene med sine ting, men hun er vild med hvis en af os ligger på gulvet sammen med hende. Så kravler hun rundt på os og hviler sit hovede på ens bløde numse, før hun mosler videre op og ned, op og ned, frem og tilbage, rundt og rundt – sjældent i ro mere end et sekund ad gangen. Hun elsker også stadig rytmikken og sine små venner derfra. Det er virkelig fantastisk at se dem interagere nu – de er det sødeste i hele verden, når de kaster sig over kurven med rasleæg, trommer som gjaldt det livet eller jagter læreren fordi hun har den spændende harmonika på! Jeg er stolt af min datter og stolt af den måde hun udvikler sig på. Hun har et gå på mod og en energi jeg kun kan misunde hende 🙂 Hun virker fuldstændig frygtløs og er meget social og udadvendt og kærlig. Og samtidig er jeg aldrig i tvivl om, at hun mest er mors pige 🙂 Når hun ved jeg er der, så kan hun alt. Ja, jeg bliver sq helt rørt nu, men er det ikke fantastisk som man kan elske sådan et barn? Den måde hvorpå kærligheden bare vokser og vokser hver eneste dag, også de dage hvor man ellers synes ungen er pisse irriterende 🙂 Jeg anede ikke, det ville være så fedt at være mor. Jeg havde en mistanke, men jeg vidste det virkelig ikke.