Ja – i går valgte jeg så bogen og min seng, og det var rigtig rigtig hyggeligt. Det var ikke noget problem for mig at fravælge opvasken – min mor påstår jeg er doven (og det er ikke umuligt hun har ret, men sig ikke til hende at jeg har sagt det!)
Jeg fik ca. en time i fred og ro, så fik jeg en sms, der sagde at de var på vej hjem til os, for at drikke kaffe… og doven eller ej, her skal ikke ligne en svinesti når der kommer gæster! Så jeg fik lynende travlt og nåede næsten at blive færdig før de var her.
Så vælter stoffer og hans ven B ind ad døren, med hver deres barn og pusletasker, mens de jublende fortæller om, hvor godt det er gået, og at de oven i købet var i Føtex med en vågen Klara, men at hun bare lå og kiggede. Så ser jeg – ligesom i slowmotion – hvordan B's pusletaske glider ned af hans arm, rammer MIT barn i hovedet, mens B prøver at standse den og i den proces mister balancen, med sin 1-årige datter på armen, hvorefter hans datter også glider baglæns og knalder baghovedet ned i mit trægulv! Et splitsekunds dyb dyb tavshed, og så bryder helvede løs, med to storskrålende børn og tre voksne, der vælter rundt oven i hinanden og to pusletasker, i et forsøg på at samle det hele op og trøste de stakkels unger. Klara græd på sådan en meget overrasket måde – som om hun ikke helt forstod, hvad der gjorde ondt, og samtidig var ret glad for pludselig at se sin mor igen – sådan gråååååd – pause – gråååååd – pause – grååådd – pause, hvor hun i pauserne så sig forbløffet om, og kiggede spørgende på mig! Ejjj, hvor havde jeg ondt af hende! Og jeg havde lyst til at råbe af de fædre – I har ødelagt mit barn!! For lige der hvor tasken havde ramt, var der et lille hak indad i hendes pande og en rød bule der bare blev større og større. Jeg tænkte, at hendes kranium stadig må være meget blødt, siden der ligefrem kom sådan et lille hak ind ad? Hun var hurtigt trøstet dog, så jeg tror ikke der er tale om permanent hjerneskade… det var nok nærmere chokket.
B's pige A var også ret hurtig glad igen.
Og der gik ikke lang tid, før hakket var væk på Klara, og man kunne kun se en lille rød plet. I dag er der ingenting at se.
Det værste er, at jeg jo må indse, at det kun er første gang – og absolut ikke sidste! Børn falder, de glider, de skærer sig, de banker deres hoveder ind i hinanden, i mure, i gulve, i legetøj. Børn kommer til skade… skrækkelig tanke, men det gør de jo – jeg har selv et par ar at berette om ved festlige lejligheder. Et på inderarmen fra dengang til en børnefødselsdag, hvor jeg hang fast i et stakit jeg prøvede at kravle over…og blev hængende og rev hul i armen ind til knoglen, og ikke måtte cykle eller klatre i træer i 3 mdr. Og et tværs over min pegefinger, fra dengang jeg ville snitte nogen pile til min bue, og tilfældigvis næsten snittede min finger af i stedet for… jeg hylede så meget og ville absolut ikke have sommerfugleplaster på af den søde sygeplejerske – før min far bestemt sagde, at fik jeg ikke det, så ville jeg få et grimt ar, og så ville jeg aldrig blive gift, for der var ingen der ville gifte sig med en der havde sådan et stort ar… snedig far…:-)
Så jeg må jo forlige mig med tanken om, at hvis jeg ønsker Klara skal være et aktivt, løbende, legende, gladt barn, så får hun også sin del skrammer med tiden.
B's pige A er ellers godt nok dejlig da! Hun er lidt over et år og man skal bare være efter hende konstant 🙂 Efter 5 min. i lejligheden her, havde hun fået spredt alt klaras legetøj ud over det hele, skildt det ad, der kunne skilles ad, og efterladt sig et fint spor af kage- og brød krummer, så vi kunne finde hende igen i alt rodet. Heldigvis kom der ingen fugle og åd krummerne, så vi fandt hende igen, ude på badeværelset, hvor hun begejstret talte med bruseforhænget. Tænk, at man kan glæde sig til den slags – men vi glæder os begge til Klara kommer i den alder. Når vi kan lære hende ting og hun forstår hvad vi siger. Men hun er nu også dejlig nu, min Klara. 12 uger i dag!
kh julie
