Min dag

I dag var jeg som skrevet på kursus. Det var et sjældent godt kursus, med utrolige gode og klare og veloplagte lærere. Ja, lærere, for de lærte mig en masse. En hel masse konkrete redskaber til ordentligt projektarbejde. Det fik jeg mange ting ud af. Bl.a. kunne jeg pludselig se, hvorfor nogle af mine projekter ikke er blevet til noget, og hvad jeg skulle have gjort for at de var lykkedes. Og jeg fik også øjnene op for, at det ikke er så svært at arbejde på den måde, som jeg troede det var.

Jeg er normalt sådan en der bliver helt blank i øjnene og tom i hovedet når sådan nogle konsulent typer går i gang med alle deres fine ord og lange sætninger, hvor de får de ting vi andre gør hver dag, år ud og år ind, til at lyde mega komplicerede, sådan at de kan skabe deres egne konsulentstillinger. Ja, det er min holdning. Men de her to i dag var rigtig dygtige og konkrete og praktiske. Det fik jeg meget ud af. Og nu skal jeg arbejde i milepæle og leverencer, så mine ledere ikke får en ben til jorden og må sige ja til alle mine forslag og projekter.

Kurset fik dog pil ned ad i min bog, fordi man først skulle have frokost kl. 12.30. Jeg skal spise kl. 12 sharp, for ikke at blive aggressiv og irritabel og bide hovedet af mine medmennesker. Jeg får også hovedpine-migræneagtigt med det samme og den går ikke væk før jeg sover den væk. Så hvis jeg ikke får mad kl. 12 er resten af dagen sådan set ødelagt. Jeg fik ikke mad kl. 12.30 heller, for der hvor de havde bestilt den lækre kursus-konsulent mad, havde de glemt alt om den ordre. Og så blev der snakket om sandwich og det hader jeg næsten mere end ingen mad. Sandwicher er altid smurt med alt muligt smattet som jeg ikke kan lide, men så må jeg tvinge mig selv til at spise noget af den alligevel, for ikke at dø eller slå andre ihjel.

Men så kom der ikke engang sandwicher. De hentede flade selvdøde pizzaer. Det var ok, jeg kunne godt spise dem. Men da var kl. blevet over 13 og løbet var ligesom kørt for mig. De sidste to timer prøvede jeg bare alt hvad jeg kunne på ikke at råbe ad nogen eller tage en bid af bordet. Så slæbte jeg mig ud i min bil, trak vejret meget dybt hele vejen hjem, med åbne ruder på trods af regn, og lige så snart jeg kom hjem kastede jeg op, gik i seng og gik helt død. Det er det eneste der hjælper. Efter lidt søvn var jeg friskere og kunne hygge lidt med ungerne inden de skulle i seng.

Det er lidt af et handikap med det blodsukker. Jeg er hende der står nede i køen i Netto og råber “kan I ikke åbne en kasse mere? Vi er faktisk nogen der har sukkersyge!” Uden at jeg på nogen måde har sukkersyge.