Det startede med, at jeg forelskede mig lidenskabeligt i min iPod. Den er så smuk og den gør mit liv så meget nemmere og sjovere.
Men nu har den mødt en anden. Den har fået en hemmelig affære, har den, selv om meget hemmelighedskræmmeri er der nu ikke omkring det – alle herhjemme ved det, så afsløret, det er den! Den ligger der, på bordet, og blinker lystigt og snor sig, gør den, og er helt fjollet i sin tilbedelse af dens nye bedste ven. Min iPod har fået en Powerbook.
Da jeg først fik iPod'en og formaterede den ved hjælp af pc'en, var det besværligt. Den ville ikke rigtig, og jeg måtte tvinge dem til at samarbejde. Men nu… så snart vi satte dens lille hvide stik i Powerbook'en lyste den op, i genkendelsens glæde. Dens små knapper roterede en ekstra omgang og straks dukkede små iPod ikoner op på powerbook'ens skrivebord – kærligheden var gengældt – ved første forbindelse!
Og nu er alt så nemt. De to er bestemt for hinanden, det må jeg sande, og så må jeg nyde den tid jeg har alene med min iPod når jeg er ude, og vi hygger os i metro og s-tog. For herhjemme har den kun øje for powerbook'en. De ordner nærmest det hele selv, og jeg har aldrig før haft så megen god musik på min iPod. De overfører og deler i en stor forelskelsesrus, faktisk uden at jeg skal røre en finger.
Åh ja, min iPod, mine U2 billetter - kan man ønske sig mere? En smuk, smuk symbiose.
