Fredagen startede fint nok, men endte så chokerende at jeg ikke ved, hvor jeg skal starte. Men jeg vil bare kort nævne, at det gik rigtig fint med rengørings-trine og at min køkken ser nyere og mere skinnende ud, end det gjorde i 1940 da det blev bygget!! ALLE pengene værd!!!
Og stoffer fik afleveret begge opgaver og så gik vi alle tre på cafe og spiste frokost, mens trine tog sig kærligt af mit hjem.
Kl. 15.30 ankom min mor, far og mormor og kort efter min søster. Så er det, det hele sker meget hurtigt. Vi sidder og spiser mors hjemmebagte rabarberkage og drikker kaffe, da min mormor pludselig taber sin kaffekop ned over sig – hun sidder sært bare og kigger, selv om alle springer op og begynder at tørre op og stoffer spørger igen og igen, om det brænder, men hun svarer ikke. Jeg kigger på hendes ansigt og ser at munden hænger ned i den ene side og at hun er helt væk i blikket og så ser jeg hendes arm, som også hænger helt død. Jeg tænker med det samme – slagtilfælde – og siger, jeg ringer efter en ambulance. Det hele er sket på under 1 minut nærmest – tid er en sær sær størrelse – slowmotion følelse, men alligevel tid nok til at tænke 1000 forvirrede tanker. Jeg ringer 112 og de siger de vil komme med det samme. Min far prøver at hjælpe mormor over på sofaen, men det kan hun ikke og hun sidder bare der og hænger i hans arme, med kaffe ned over det pæne tøj og en slap savlende mund.
Vi står der og det føles som 100 år, men der går måske 4 minutter før jeg hører amulancen nede i gaden med udrykning på og så ringer dørtelefonen.
Det ene øjeblik sad man og drak kaffe og hyggede sig og det næste, står der to store mænd i skriggule jakker og pakker ens mormor ind i et tæppe som en rullepølse og måler blodtryk og spørger om hun fejler noget ellers (nej, det gør hun ikke alvorligt), om hun får medicin og hvilken (kun for lidt gigt) og så slæber de af med hende, ned fra 4. sal og min mor, far og søster kører efter i bilen, mens min moster tager med i ambulancen – hende mødte de nede på gaden. Hun havde lige parkeret og var på vej herop, da hun så ambulancen og løb herhen – tænk at se det syn og tænke "det er min mor!" og så løbe derhen – stakkels moster.
Stoffer og jeg blev hjemme med Klara og hverdagen fortsatte – hun skulle jo have aftensmad og puttes og synes mor var mærkelig når hun sad og græd.
Det var så skræmmende at se alt det ske, så pludseligt. Livet er så skrøbeligt!
Nå. Men en lang aften på hospitalet er så endt nogenlunde godt. Det virker som om, hun er ved at komme sig igen. Det var en lille blodprop i hjernen, men hun kunne her til aften bevæge arm og ben igen, der kom lyde på talen og hun forstår alt man siger. Hun skal nok komme sig.
Jeg tænker mere på alt det andet, som kan ske. Det ene øjeblik drikker man kaffe, det næste er man en grøtnsag. Det ene øjeblik cykler man med sit barn bagpå, det næste er man mast flad under en lastbil. Det ene øjeblik er man nærmest lykkelig, det næste er man ikke.
Man skal leve i nuet og nyde sit liv og værdsætte dem man elsker. Man skal sige til dem, at man elsker dem – hver dag! Og man skal prioritere de vigtige ting først. Jeg er færdig med at have dårlig samvittighed over at hyre rengøringshjælp – jeg vil hellere lege med Klara og kysse på Kristoffer.
kh julie
