Mit U2

Inspireret af min datter, som bestemt mener at alt er hendes (min mor! min far! min sko! min min min!!), vil jeg gerne skrive lidt om mit U2. Det er jo ikke spor for tidligt at gå i gang med opvarmningen, når der nu er koncert om under 2 uger.

Første gang jeg hørte om U2 var jeg ikke ret gammel. 10 tror jeg. Jeg havde en penneven i Canada, som skrev at han var helt tosset med dem og derfor begyndte jeg at lægge mærke til dem i radioen og rundt omkring hvor sådan en 10 årig nu støder på musik. Mine forældre var ikke til meget hjælp i den forbindelse, med deres gamle støvede Joan Baez, Bob Dylan og Beatles plader, og min fars forkærlighed for stress-jazz. Men det prægede mig alligevel, og som 13 årig købte jeg LP'er med Sting og Seal og lyttede trofast til det elektriske barometer på P4 på P1 og sad klar, med fingeren på optage knappen på min gamle ghettoblaster. En samling blandede optage bånd af meget meget tvivlsom kvalitet, men med enkelte perler på, som man nogen gange helt glemmer engang betød så meget for en.

Sådan som jeg husker det, så havde man trange kår som rockfan, dengang i 80'erne. Måske var det endnu en årsag til at jeg følte mig udenfor i folkeskolen? Dét, og så alle de bøger jeg sad med næsen i, og så det at jeg bare ikke – lige meget hvor hårdt jeg prøvede - kunne se charmen i at sidde fredag aften på bodegaen i hesselager, sammen med enkelte jævnaldrende og så en hel del ældre, stinkende typer. Det var bare ikke mig. Snobbet allerede dengang… og det gik bare ikke, derude på landet.

Anyway, så mødte jeg først ligesindede i 9 kl., da jeg kom på efterskole. I det hele taget, var der tale om en massiv re-inventing af min person i de to år. Jeg blev mig. Og mødte andre der kunne lide det samme som mig, både musikken, bøgerne og det med IKKE at se det fede i bodegaer.

Maria, som den dag i dag er min bedste veninde, havde en LP. Hun havde The Joshua Tree. Og jeg var hooked. Og jeg købte stort set alt det gamle U2 på LP og optog noget over fra andre, på kasettebånd. Den direkte årsag til, at jeg stadig ikke har alt U2 på cd. Jeg HAR det jo på bånd og LP – jeg kan så bare ikke sådan lige høre det, uden at sætte pladespilleren til. Og jeg bliver ved med at tænke, at jeg jo bare lige smutter over en dag og køber alle dem jeg mangler på cd. Mon jeg nogensinde får det gjort? Måske ender jeg bare med The Complete U2 på min iPod?

Så så vi en dag en annonce i et blad. Koncert. Kan man det, i 9 kl.? Alene til Gentofte?? Godt nok havde vi tit været på Midtfyns festival, men det var jo så fredeligt og tæt på hjemme. Ikke som det store Københavnstrup. Her var skæbnen så med mig, og Marias forældre var blevet skilt og hendes far boede rent faktisk tæt på Gentofte, med sin nye familie. Altså tog vi afsted, og den gang var der ingen problemer med billetter. Dem købte man bare på posthuset. Maria, Anders, Anders's ven Claus og så mig.

Gentofte Stadion, 27. juli 1993. Tracklisten som jeg husker den, i min gamle dagbog fra dengang:

Intro
Zoo Station
The Fly
Even Better Than The Real Thing
Mysterious Ways
One
Unchained Melody
Until The End Of The World
New Year's Day
Numb
Angel Of Harlem
Dear Prudence
When Love Comes To Town
Satellite Of Love
Bad (inkluderer All I Want Is You)
Let It Be
Bullet The Blue Sky
Running To Stand Still
Where The Streets Have No Name
Pride (In The Name Of Love)
Video dagbøger
Desire
Mac Phisto ringer til Hans Janmaat
Ultraviolet (Light My Way)
With Or Without You
Love Is Blindness
Can't Help Falling In Love

Det var en fantastisk og skelsættende oplevelse i mit liv. Vi kom kl. 16 om eftermiddagen og endte helt, helt oppe foran scenen, inde i et specielt sikkerheds aflukke. Her var plads til at røre sig på, uden at man blev mast, og Maria og jeg, som er 160 cm. hver kunne se alt. Husker stadig levende bitterheden, da en svensk pige som stod lige ved siden af mig, tog Bonos hånd og blev hevet op på scenen! Bagefter tog vi hjem til Marias far og lå og snakkede hele natten. Ingen af os kunne sove, og pludselig var det lyst igen.

Der var derfor absolut ingen tvivl i mit sind, anden gang jeg fik chancen. Parken, Kbh., 4. august 1997. Wauw. Igen fik vi rimelig let billetter og igen kom Maria og jeg helt op foran. Ind i det sikre aflukke, hvor man kan danse, drikke vand og røre ved Bono 🙂 Tricket er, at komme tidligt nok, gå helt op foran ude langs siden, og så kommer man ind i det aflukke, hvis man er der tidligt nok. POP mart turneen var stor og imponerende, men sangene var ikke lige så gode som i Zooropa-tiden.

Og så kom det ultimative højdepunkt. Forum, Kbh., d. 7. juli 2001. Her var oprindeligt kun planlagt en koncert d. 6.7. med 10.000 billetter, og dem stod jeg i kø efter, foran posthuset fra kl 05 om morgnen, i en hylende snestorm. Jeg var nummer 11 i køen – der var 4 som havde sovet foran posthuset. Stadig i snestorm. Og da posthuset åbnede kl. 10 var der over 200 mennesker i kø udenfor. Med termokander, fællessang og nerverne uden på tøjet. Ville det lykkes? Slaget startede og faktisk nåede kun de 6 første at få billetter! Pludselig lød det – vi sælger til den anden koncert! Og så solgte de til en ekstra koncert d. 7.7. Og der nåede jeg at få 4 billetter, og 3 efter mig fik – og så var de ekstra 10.000 også røget. Det skete på omkring 20 min., sådan som jeg husker det.

Koncerten i Forum var min bedste musikoplevelse til dato. Og jeg har set mange af de store efterhånden. REM, Sting, Sheryl Crow, Travis, Coldplay, Rolling Stones, Red Hot Chili Peppers, Tori Amos, Gun's n'Roses (også engang i Gentofte), Smashing Pumpkins, utallige midtfyns festivaller og mange flere små koncerter. Men den aften i Forum tager prisen. Igen var vi helt oppe foran. Naturligvis. Min søster, Maria, min eks og mig. Det var august og hedebølge og der var beviseligt omkring 60 grader varmt indenfor. Endnu en fordel ved at stå helt oppe foran – man har sikkerhedsfolk og masser af vand konstant. Vi rakte bagud og vi hældte ud over os selv og hinanden, og da vi kom ud nogen timer senere, ligenede mine fingre rosiner, som efter et langt karbad. Min eks's sko var 3 dage om at tørre.

Det er svært at forklare, hvad der var så fedt den aften. Helheden. Intensiteten. Nærheden. Efter alle de store stadion koncerter var det som om, at denne aften handlede det igen om musikken, mere end om Det Store Show. Ikke så meget lir, bare musik. Og det er jo det, de gør godt. Jeg var helt væk, helt inde i det, helt tæt på. Havde jeg været 10 cm. højere, havde min hånd kunnet nå Bono's, da han stod lige foran mig og så mig i øjnene, mens han sang og rakte ud. Min søster rørte ved ham. Jeg tænkte mest af alt på, hvor overraskende menneskelig han så ud. Gammel. Træt, faktisk. Meget trætte øjne. Jeg tror ikke nødvendigvis man får sine 8 timer hver nat, når man lever hans liv?

Og tænk – d. 7.7. – 2 år senere fik jeg klara. Det tænkte jeg i hvert fald ikke på, den aften 🙂

Og nu, d. 31.7. sker det igen. Parken, i kbh. Denne gang gik der helt ged i mit sædvanlige billetheld og vi fik "kun" siddepladser. Men det er ok. Bare vi er med. Jeg er også snart 30 og nogens mor – det går jo ikke at stå der nede foran og lege groupie og sætte sit liv på spil. Og jeg glæder mig som en sindssyg. Også til at prøve noget nyt, og se det hele oppefra, udefra. Overblik – en ny vinkel 🙂