Vi har travlt med at presse det absolut sidste ud af den her ferie. I går blev det til en tur ned til Møns Klint. Sidst vi var der, var jeg lige blevet gravid med Agnes, men alligevel synes jeg min kondi var endnu dårligere denne gang, konfronteret med de der 497 trin ned og 497 trin op. Alder. Ikke noget at spøge med.
Der var meget lyst på klinten i går, og dejligt vejr. Agnes fandt flere vættelys, noget bittesmåt noget fra et søpindsvin og en stor flintesten med nogle forsteninger i. Hvis nogen er interesserede i billeder af dem, kan de se dem ovre på min instagram.
Bybørnene kastede sig ud i ekspeditionen med liv og sjæl, lige indtil to sekunder efter dette billede er taget, hvor de begge gled ned af skrænten og blev smurt ind i kridtmudder fra top til tå… så gik de i panik over, at deres sandaler var ødelagte?!? Hvilket de jo ikke var. Men nu har vi talt om at tage på nogle flere ture ud på landet. Noget camping evt. og overlevelsesture i ødemarken.
Da vi havde været inde omkring geocenteret også – hvilket var fint, men ret hurtigt overstået – kom der en ordentlig tordenbyge. Vi havde ellers tænkt os at finde en lille strand og bade, men det var ikke nødvendigt – vi kunne bare stå udenfor bilen. I stedet fandt vi Møn Ismejeri, som vi ikke vidste fandtes, men som vi nu ønsker bragte ud. Voldsomt god is. Jeg fik en med hyldeblomst og hindbær. Der var også lakrids. Og karamel-makron. Og meget mere.
Man kunne også komme tættere på leverandørerne af mælken til isen, og her ser vi deres kalve. Bizar oplevelse at spise noget der smagte så godt, med den ret stramme lugt i næsen.
Bagefter kørte vi hjemad, med aftensmadshyggestop ved det lille gule hus ved stationen. Lækker mad, lækkert selskab. Ret trætte børn. Men så var den dag i hvert fald udnyttet til det yderste. Der er 3 tilbage, minus i dag.
Møn Is er det bedste is!!! Sidste år var min kæreste og jeg på en kort roadtrip til Møn, med en enkelt overnatning i telt. Og vi nåede forbi Ismejeriet (og kalvene) 2 gange. Mums!
Og nu løber mine tænder helt i vand… Tak for det Julie 🙂
Åh ja, det var rigtig hyggeligt. Og næste gang I kommer, har vi en rigtig bålplads – og ingen aftenregn. 🙂 Vi presser også det sidste ud af den sidste dag her. Er på vej ud til Anna for den sidste lille bade-sejltur. Suk.