Åh, men jeg elsker Stian Holes bøger. Det gør jeg bare. Og mens jeg læste den nyeste, Morkels alfabet, kom jeg til at tænke på noget andet jeg læste engang, vist nok et interview med Astrid Lindgren, hvor hun sagde noget om, at den gode barndom også er en ensom barndom. Og det er den måske nok, i hvert fald i litteraturen. Men nok også i den måde vi gamle typer romantiserer vores egen barndom på. Masser af fri leg og træhuler og renden rundt i skove og enhver ordentlig kælkebakke endte i et tjørnekrat og SÅ en mergelgrav.
Børnene i Stian Holes bøger er sådan lidt ensomme. Selv om de også har gode forældre, bevares. Måske er det fordi vi følger børnene ind deres eget liv, deres fantasi-universer og bekymringer.
I Morkels alfabet møder vi Anna, som vi kender fra Annas himmel, der udkom i 2013 og er en af de smukkeste bøger nogensinde om døden. Så smuk og så poetisk, at man godt kan læse den op for børn – og sig selv – selv om ingen er døde. Nå. Men Anna bor nu alene med sin far, og en dag finder hun sedler ude på marken. Nogen efterlader ord til hende. Det er Morkel, som næsten aldrig kommer i skole og hvis far måske er tyv. I hvert fald tilbringer Morkel en masse tid i sin hytte i træet, og sammen finder børnene et frirum ude i det fri.
Det er en stille historie, med fokus på børnenes eget private liv, som de voksne ikke er inddraget i. Tekst og billeder understøtter hinanden på smukkeste vis, som altid med Stian Hole og jeg kan ikke anbefale ham nok. Alle hans bøger er fremragende, og de er af sådan en kaliber at man snildt kan læse dem højt for folk i alle aldre. Der er masser af dybe i budskabet – “alle har sit eget alfabet, tænker Anna. Det kan tage lang tid at tyde bogstaverne” – og det har hun jo fuldstændig ret i.
