Nataberne og andre billedbøger

Nå, men så var der en, der var træt af Barbapapa. Det kan man ikke bebrejde hende. De er søde, men så er de heller ikke sødere. Og jeg kan personligt godt få nok af den der selektive politiske korrekthed a la “du må ikke gå i pels, men du må gerne skræmme livet af kødædende dyr” … det holder bare ikke, synes jeg.

Den første billedbog jeg gerne vil anbefale er ret ny, og hedder Nataberne. Den er skrevet af Lakambini Sitoy og illustreret af Lilian Brøgger. Jeg kender ikke forfatteren, men Lilian Brøgger elsker jeg. Hun er en dygtig illustrator, som altid fornyer sig og så kan hun det med at lave noget der både er interessant for børn og for voksne. Det siger jeg, fordi jeg synes en del moderne billedbøger er lavet meget til de voksne, med meget komplekse illustrationer og en streg der måske er lidt for … vild? for børn.

Nå, men i Nataberne er pigen Bea hovedpersonen. Hun vågner om natten og tager på eventyr med nataberne. Hun møder både sin brors natabe, sine forældres og alle de andre i byens. Det er nogle festlige typer og Bea tænker meget over, hvorfor de er så anderledes end de mennesker hun kender i dagtimerne. Pointen her er, at om natten udlever folk deres drømme og kan være, hvem de helst vil. Og hvorfor har Bea så ikke en natabe? Fordi hun er et barn, og børn er altid dem selv – dem de helst vil være.

Det er en sød historie, og der er fuld knald på billederne. Min 8 årige fik meget ud af teksten og temaet med at være sig selv, og min 3 årige synes bare det var skørt og sjovt med de aber. Og så brugte hun en del tid på at studere detaljerne i illustrationerne og få øje på ting, som jeg overså. Der er ret meget tekst pr. side, så man skal nok være mindst 3 før man har tålmodighed til den. Nogen skal nok være ældre.

Og så lovede jeg at anbefale flere yndlings billedbøger. Jeg kan ikke sidde og skrive lige lang omtale af dem alle sammen, så hvis der er en, du vil vide mere om, kan du spørge i en kommentar. De er ikke nødvendigvis nye, men er nogle af dem vi læser igen og igen herhjemme (når vi er trætte af Barbapapa…)

Antons sten, af Lotta Geffenblad er total favorit. Jeg ved ikke med jeres børn, men mine samler på alt muligt og kan få medlidenhed med en plastikpose der flyver rundt på Jyllingevej, hvis bare posen er lille og nuttet nok… Anton samler på sten. De ligger jo der, helt alene i mørket og kulden!! Så han slæber dem hjem, eller gemmer dem i mors taske, og så bor de hos ham. Det bliver dog for meget for mor og far og noget må gøres. Det er en super sød og genkendelig hverdagshistorie for de små. Anderledes, lidt dystre, men meget stemningsfulde illustrationer fuldender denne titel.

Jamen dog, Benny (og de to andre bøger om Benny) af Barbro Lindgren.

Benny er en lille sur gris. Han bor sammen med sin mor i noget der minder om et skur. Der er tre bøger om Benny og der er ikke ret meget tekst i, så de er virkelig gode til de 2-3 årige der er for store til pegebøger. Det er, ligesom den om Anton, nogle genkendelige hverdags historier om ting som de fleste små børn kender. I den ene vil Benny ikke i bad og stikker af. Og bliver endnu mere beskidt, mister sin bamse, går så gruelig meget igennem, men vender hjem til sidst. Til sin lille mor! I den anden får han en lillebror, som må bruge sut, og det vil Benny også. Han stjæler sutten, ryger i klammeri med nogle hårde grise med fodboldstøvler på og ender med at slutte fred med sin lillebror. I den tredje er lillebror blevet større, og de går ud for at lege. Og lover ikke at falde i dammen. Hvorefter de løber ned og falder i dammen… og må reddes op af Klara, den sødeste gris i byen.

Jeg elsker de bøger. Jeg er ved at tude, når Benny står der, med håbløsheden i sin blik. Det er nogle meget enkle illustrationer, af Olaf Landstrøm, men alligevel er de så udtryksfulde og Bennys blik kan være så ladet, selv om det bare er en prik og en streg. Fantastisk.

Så er der en klassiker, som pigerne er meget glade for. Jeg synes den er lidt kedelig, men den er hurtigt læst og de elsker den virkelig, så det er et godt kompromis når der kun er tid til en hurtig godnathistorie. Det er Kringle, af Margaret Rey, som de fleste nok kender bedst fra Peter Pedal bøgerne.

Kringle er en meget lang gravhund, som er ret stolt af sig selv. Han bliver vild med Fine, som synes lange gravhunde er ulækre. Så har vi balladen. Men til sidst bliver de dog gift (i kirke!) og får nogle hvalpe selv.

Og hvis der er nogen som endnu ikke har opdaget Vitello bøgerne, af Kim Fupz Aakeson, så kan det kun gå for langsomt!

Sidst men ikke mindst, kan vi godt lide de her, som er ret nye. Det er Alberte Windings nye serie om Betty. Den er sjov, rammer lige ned i noget tidstypisk hverdag og så er den illustreret af min favorit Rasmus Bregnhøi. De er også gode til de små på 2-3 år.