I dag har vi haft sådan en sy-dag. Mig og Agnes. Vi mødtes med nogle babyer og mødre og så syede vi nogle bukser. Jogging-tulle-tumlinge-hygge bukser. Nej nej, de er ikke færdige endnu, for vi sad der jo kun fra 11 til 17, og der var også kaffe og kage der skulle fortæres, og ikke at forglemme babyer der skulle ammes, lulles i søvn og stimuleres. Men jeg kom i gang og det føles helt rigtigt. I morgen går jeg i den hemmelige genbrugs biks, der har det bedste udvalg af retro stoffer. Så siger jeg ikke mere.
Nå. Men den anden dag tænkte jeg på, at jeg ville skrive noget om Klara fordi det gør jeg aldrig mere. Og der er masser at skrive. Hun er sød og sjov og hysterisk og kropumulig og 5 år gammel og teenager, alt på en gang. Hun siger de sjoveste ting, og jeg ler og sværger at huske det for evigt og forsøger at låse det her Nu fast i min hukommelse – og 3 timer og en baby senere er det væk igen. Satans.
Jeg har det underligt med, at det her Nu, som er så stort for mig, det forsvinder og en dag er væk. Forstår I det? Det jeg mener er, at siden jeg var 19 har jeg glædet mig til at være lige HER hvor jeg er nu. Til at have min egen familie, mine små søde børn. Til at være lige her i mit liv. Og nu er jeg her. Og det ER lige så godt som jeg havde forestillet mig. Jeg er glad og tilfreds og elsker det, det meste af tiden. På den normale måde. Jeg føler, at det her er de vigtigste og mest betydningsfulde år i mit liv – men mine børn vil ikke kunne huske dem.
Jo, de får en god barndom og det vil være i dem og de vil have det med sig. Men jeg kan da ikke selv huske ret meget fra da jeg var 5 år. Og for børnene er der mange mange andre tidspunkter i deres liv som vil være mere betydningsfulde og som de vil huske bedre.
Jeg har svært ved helt at forklare det. Men jeg ville nogen gange ønske, at jeg kunne stoppe her. Nu er jeg her, og jeg vil gerne blive her. Være 32 og have to små dejlige børn, den helt rigtige mand og det rigtige job. Resten af mit liv. Men det kan man ikke. Tiden går, klokken slår. Ja ja.
Men så kigger jeg ud af mit soveværelses vindue, og betragter mine genboer. De har to store teenage drenge, som de sidder sammen med på terrassen og griller og drikker vin og fører samtaler. Og griner og ser ud til virkelig at hygge sig. Og tit er de der drenge ude, tror jeg, og så ser det ud til at manden og damen virkelig har det rart sammen. De løber sammen og ordner have og de smiler altid og ser glade ud og hilser når vi møder dem på gaden. Så måske er der også noget godt ved at være i 40´erne og have store børn? Måske er der endnu bedre ting i vente? Måske bør jeg bare glæde mig så.
Præcis sådan tænker jeg også! Bortset fra at mit drømmejob lidt lader vente på sig. Men ellers, præcis sådan! Jeg savner allermest at rejse sammen med min mand. Så det skal der blive mulighed for igen (gør vi også med vores to små børn, men det er bare ikke det samme at være i eks. NY med klapvogn!!). Nå men, jeg husker altså meget, fra da jeg var 5. Dagplejen. Stemninger derhjemme og på vejen med de andre børn. Så jeg tror helt sikkert, Klara fra nu af vil tage rigtig meget med i hukommelsen fremover. Kan hun mon huske meget fra tiden før Agnes?
Hilsen Line
Vil godt anbefale at være i 40erne og have teenagebørn – det kan være ret cool 😉
Jeg synes da, det er fantastisk for dig, at du er et sted, med et overskud, der tillader dig at nyde nu’et. Det er der sqi mange stressede forældre, der ikke når til før det er for sent, og nu’et er væk – det nu der skulle nydes. Jeg har to teenagere på 14 og 16, og så hende frikadellen på næsten 6, og det er cool, og fedt og hyggeligt at have teenagere, men det er jo også lige så bekymringsfyldt, som at stå med sit første spædbarn i armene. Men når man en sen nat ligger og vender og drejer sig i bekymring over teenageren, der er til fest, hvad kommer de ud for, hvilke fristelser lurer om næste gadehjørne, alkohol, stoffer osv, og får de valgt den rigtige uddannelse osv, så er det man skal tænke tilbage til da de var små, var 5, var 8, 10 – og hvad det er man har givet dem dér. Og har man gjort det bedste man kunne, og givet dem den bedst mulige barndom, så må man stole på det. At man har rustet dem så godt som det overhovedet var muligt. For når de bliver teenagere, så er det i princippet for sent at begynde at opdrage, og de vil forhåbentlig kunne tænke tilbage på deres teenagetid, som en god tid. Kom det lige frem, hvad jeg mente…..Klara kan måske ikke huske så meget fra hun var 5, men det vil ligge i hende til den dag hun skal ud på egne ben og så vil du kunne være tryg.
Nogle gange tænker jeg tilbage på den tid, hvor jeg havde en fræk femårig tøs og en lækker to-årig knægt. Jeg tænker på dengang jeg fødte dem, første gang de gik, særlige øjeblikke hvor de sagde noget sjovt, ord de opfandt, deres første skoledag osv. osv. Men sådan bliver det jo ved.
Mine unger har præcis den alder de skal have, når de har den. I dag er de 14 og 17 og griner vi sammen, spiser sammen, snakker sammen. De har begge fået kærester og det er også lidt mine børn – sådan til låns, når de er her.
Og nogle gange er det bare deres far og mig på egen hånd, hvor vi kan genopdage hinanden. Skide på madplaner og hente burgere, dyrke sex om eftermiddagen. Tage en svingom til dansk guldalderjazz (buzzen p.t. herhjemme).Noget forsvinder og noget andet kommer til…Men uanset hvad, så er det jo stadig mine unger og jeg er stadig deres mor…jeg slipper bare for at være 24-7-serviceorgan og vaskekone….Også selv om det er slut med at putte med en varm unge på skødet. Til gengæld bliver man kisteglade, når de spontant siger: Mor, du er den bedsteste mor. Eller når man stadig får lov til at give dem et kys.
Glæd dig. Hver alder har sin charme og i sidste ende er det jo fedt, at høste resultaterne af sine holdninger og børneopdragelse og kærlighed. Det kommer ti-fold igen. Det lover jeg!
PS. På et tidspunkt bliver man jo også bedste. Har hørt det skulle være fantastisk.
Altså, jeg kan huske ting fra jeg var 1½-2 år.. såeh.. Pas på hvad du siger til ungerne 😉
Kan jo kun tilslutte mig de andre teenagemødre, hver alder har sin tid og sine goder, som man skal huske at nyde og værdsætte.
Men var der ikke noget om en som på et tidspunkt skrev noget om en 3’er? så kan du jo blive i universet lidt endnu.
Men 40’erne (og dertil hørende teenagebørn) er en fed alder….gruer til gengæld for at nå 50 en dag, men den tid den sorg eller måske – SURPRISE – glæde…who knows?
Nu er jeg jo selv på barsel, ikk? Så bær lige over med følgende… Jeg sidder sgudda med tårer i øjnene og bliver aldeles sentimental!
Du har da fuldstændigt ret, og det har I allesammen sikkert: Man skal da huske at glædes, mindes og indprente sig det fantastiske NU. Uanset om det er med 11 mdrs tumlinge eller 15 årige skingrende teenagers.
Jeg er yderst tilfreds, undtaget at jeg snart skal starte på jobbet igen. SUCKS, ked af at sige det. Elsker barsel og dermed TID til mine overlækre unger.
Overvejer, som 99% af andre mødre, med begrænset barselstid tilbage, skal jeg: 1. Blive selvstændig, med netshop der kræver minimal indsats og hvor pengene bare vælter ind (Hohohohohoho)
2. Glemme alt om igen at få nattesøvn og bare springe direkte ud i 3éren…………………………………….
Du er hermed blevet tagged 🙂
http://observationer.com/2008/10/23/quirky-ting-om-mig/
Julie.. Er nok blevet lidt afhængig af lige at surfe forbi din blog og nyde din gode humor og dine kloge indlæg..
Så det går altså ikke med flere dage mellem dine visdomsord.. Man sygner jo nærmest hen..
God weekend, klem herfra :o)