Nu med kæreste

Altså, er det bare mig, eller er det svært at vænne sig til at have en kæreste der er til stede i dagligdagen igen?

Det er jo dejligt og så videre, men nogen ting er altså også nemmere når man er hersker suverænt i hjemmet. Al det her beboer demokrati og kompromissøgen – det tager tid. Og Klara er mindre grænsesøgende, når jeg er alene med hende, synes jeg. Vi har nok fået slebet de værste kanter af, over de sidste mdr. og nu starter hun så en del af sine grænsesøgnings konflikter forfra, med sin far. Hvor jeg lidt synes, at hende og jeg alene, var nået der til, hvor jeg sender hende et blik, og så ved hun godt jeg mener det, og så kan det ikke betale sig med mere ballade. Lige nu.

I dag fejrede vi den nyvundne frihed med en afslapperdag. Jeg kørte Klara i vuggestue, mens stoffer sov længe for første gang i mdr. og så kom jeg tilbage med avis, morgenbrød, juice og hele svineriet. OGSÅ pålægschokolade. Selv om, jeg ved en fejl kom til at købe det lyse… er nok bare blevet så vant til, i en situation med valgmuligheder, at tænke; jeg tager sq den med pigefarven. Og nu er den med den røde stribe jo lys chokolade. Damn it.

I morgen skal jeg ud og træne med maya og fredag tager vi på weekend tur til Vordingborg. Glæder mig rigtig meget til en weekend dernede, med stoffers bror, hans kæreste og lillekusinen. Ingen stress, ingen snak om specialer – bare afslapning.

Og ellers har jeg sat gang i alle de unævnelige ting. Får ejendomsmægler på besøg mandag, til ny vurdering af penthousen. Og har truffet aftale om fremvisning af lejlighed i Helsinge, den dag jeg alligevel skal derop og skrive under på ansættelseskontrakt osv. 84 m2, 3 store værelser og spisekøkken. Vaskesøjle. Egen terasse og nedgang til have. Lejligheden ligger i stuen, i et hus, med to andre lejligheder ovenpå, som i følge mægler sjældent benytter haven. At dømme ud fra gardinerne i vinduerne, som man kan se på salgsopstillingen, så er det en gammel dame, der bor oven på. Dvs ingen vilde teknofester. Det skulle da i hvert fald være en underlig gammel dame så… Og for al denne herlighed; 1.6!

Ja, jeg ved godt man kan få huse for det andre steder, men når man nu åbenbart kun kan få job i nordsjælland, så må man tilpasse sig. Ved bare ikke, hvordan Helsinge ligger i forhold til Gilleleje, om det er nemt at pendle det stykke osv. Men stoffer og klara tager med, den dag jeg skal derop, og så kører vi rundt og ser på området.

Er det ikke lidt svært at fatte, at der nu endelig SKER noget? Og er det ikke typisk, at jeg nu pludselig frygter det? Har ønsket forandring i årevis og nu hvor den er mulig og faktisk også nærmest uundgåelig, så bliver jeg sådan helt; jamen amager er da også såååå deeejlig, og alle vores venner så tæææt på, og min søøøøster og vor herre bevares. Jeg er jo umulig.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

15 Responses to Nu med kæreste

  1. Maja skriver:

    Den lejlighed i centrum af Helsinge ser skøn ud og ligger meget centralt i Helsinge, og jeg ville helt ærligt synes det var fedt at få et par MJ’s til byen 🙂 Men hvis du skal til Gilleleje, så er det med bus eller bus OG tog og tager min. 40 minutter. Kører du i bil tager det til gengæld kun den halve tid.
    Og hvis du alligevel kører i bil, så kan det bedre betale sig at kigge efter et hus i en af småflækkerne i området – vi har lige købt et i Anisse for 2 mio. – og så er haven i hvert fald helt din egen (og du kommer ikke til at bo med baghave ned til Nettos parkeringsplads).
    Tillykke med jobbet i øvrigt!

  2. Farmer skriver:

    Gå nu tilbage i din blog og se, hvad du i tidens løb har skrevet om en have til Klara, frisk luft osv. Og så kører I op i det dejligste erantis-vejr og forelsker jer i den der 1,6 mill-ting.
    Herregud. Det er sikkert, ud over et godt sted at bo, en god investering.

  3. Julie skriver:

    Se, Maja, det er lige præcis den slags informationer jeg mangler! For jeg har jo godt selv tænkt den tanke. Vi vil helst nøjes med at have en bil, og den skal stoffer nok bruge ind til Kbh., så det ville være fint, hvis vi kunne finde hus i en lille by, så tæt på gilleleje at jeg kunne cykle på arb. Er der sådan nogen? Og hvad hedder de så? Hvis du var mig, hvad ville du så gøre? 🙂

  4. Carina skriver:

    Jeg tror I lige skal tænke jer godt om inden I køber noget deroppe. Prøv måske at leje noget først. Måske det bliver for lang pendletid for Stoffer? Eller du finder et andet job i Kbh?
    Helsinge kender jeg ikke til, men det er ikke kun dig der skal på arbejde, Stoffer skal også kunne komme til og fra København, så et sted i nærheden af Kystbanen ville vel være det mest nærliggende?

  5. kriss skriver:

    Husk nu – ikke købe noget med fladt tag….. Det ene af Majas huse så ud på billedet som om det havde fladt tag.
    knus

  6. Mille skriver:

    Den er god nok Julie, i BIL vel at mærke!
    Svigermekanikken min bor i Helsinge og vi er altså 1½ time om at nå fra Brønshøj til Helsinge st med tog, bus og lign!!
    Helsinge- Gilleje.. Grisen og det tager vel 15- 20 minutter?
    Helsinge er en dejlig by, invaderes af turister om sommeren, men det er til at overleve

  7. Maja skriver:

    Hej igen! Altså, enten kan du jo lade Stoffer tage toget og selv beholde bilen. I myldretiden er transporttiden vel næsten den samme, hvis I vel og mærke finder en bolig i rimelig afstand til en station. Eller også skal I kigge efter boliger, der ligger tæt på stationer ved Hillerød/Gillelejestrækningen eller Gilleleje/Helsingørstrækningen så tæt på Gilleleje som muligt, så kan du cykle eller hoppe på lokalbanen. I kan f.x. kigge efter hus i Græsted, de er stadig til at betale og så er der både indkøbs- og pasningsmuligheder, men til gengæld er det ikke Danmarks mest inspirerende by (men du ville jo gerne på landet, ikke?). Kagerup er også en mulighed, så er der mulighed for offentlig transport både til København via Hillerød, Gilleleje og Helsinge. Det er en lille flække mellem Helsinge og Hillerød og et ok udgangspunkt, hvis du ind imellem skal have vagter på Helsinge bibliotek også (det ved jeg ikke om du skal, men med kommunesammenlægningen kunne jeg forestille mig, der er et vist samarbejde ml. bibliotekerne).
    Her er der fx et billigt hus i græsted: http://www.danbolig.dk/Koeb/Find+Bolig/Resultatsider/Vis+bolig.htm?propertyid=GI1039&brokerid=157&address=Sneb%c3%a6rvej%2036&externallink=1
    Og her er der et i Smidstrup, som bestemt er i cykelafstand (-og med masser af børneværelser): http://www.nybolig.dk/index.jsp?page=PrivatBolig.jsp&sagsnr=45013391&forretningsnr=106174&fromsite=boligsiden&csref=boligsiden
    Nu ved jeg ikke hvad I har råd til, men de her skulle da være til at betale, når I kommer fra en ejerlejlighed på Amager!
    Held og lykke med boligsøgningen (og så vær glad for, at internethandel er opfundet! Det er ikke ligefrem små trendy butikker der er flest af her i området).

  8. Sanne skriver:

    Al foranding er af det onde – ville min farmor nok fortælle dig nu! Men hvis ikke man rykker sig flytter man sig jo ikke eller hvordan det nu er. Hvad blev der af planen med lige at prøve jobbet af inden man flyttede tættere på? Og hvordan ligger dine arbejdstider kontra Stoffers i forhold til hente/bringe situationen? Hvis det er Stoffer der primært skal det fx er det jo nok bedst han ikke hænger i et tog der pludselig ikke kører osv. Og husk at tjekke den kommune I flytter til og deres pasningsordninger, vi har jo nu boet i kbh i knap 2 år og har stadig ingen plads her. (guud hvor jeg savner Frederiksberg nogen gange)
    Nå noget konkret du kan forholde dig til…. hmm… find grundpillen i dit liv – er det Stoffer og Klara? Trendy sko? Caféliv? eller noget helt andet? Vælg ud fra det, når grundpillen er i orden kan alt andet forme sig efter det og lykken er sikkret. Best of luck!

  9. Suzy Q skriver:

    Det er sjovt, jeg tænker bare “NEEEEJ, Julie må ikke flytte!” men det er jo noget pjat, for jeg kender dig jo kun fra bloggen, og den flytter jo ingen steder.
    😀
    Jeg synes at det er meget langt nordpå, altsammen.. men jeg forstår FULDT UD behovet for forandring, at der skal SKE noget. Gør det! Gør noget sindssygt! Noget langt ude! Men behold for guds skyld bilen, for det er dælme landligt 😉
    Jeg kender i øvrigt en der lige er flyttet fra kbh og derop ad.. Munkerup, tror jeg det hedder. Han er glad. Superglad, faktisk.

  10. kriss skriver:

    Vil altså også komme til at savne dig – ved godt vi ikke ses sådan helt hysterisk tit – men lidt har da også ret. Har en veninde der bor i Udsholdt – det er vist i området- det er jo dejlig tæt på strand og de ting – men Magasin du – det er jo flere dagsrejser:o))
    knus

  11. Linda skriver:

    Husk lige at gamle damer hører meget højt tv ofte hele dagen lang.. 🙂

  12. Néné La Beet skriver:

    Hej Julie,
    Tillykke med jobbet! Jeg har selv boet en del år på de kanter, og jeg kan altså ikke anbefale Helsinge, hvis du ikke har bil til rådighed. Offentlig transport ml. Gilleleje og Helsinge er ikke fantastisk… Lillenord er et yndigt tog at køre med, men det kører sgu ikke ret tit! De 45 minutter fra Helsinge til Kbh. er helt klart uden for myldretid – om vinteren kan det desværre sagtens tage 1,5 time.
    Og det var jo så ikke for at tage modet fra dig, men prøv måske at leje et (sommer)hus i Gilleleje, Smidstrup, Udsholt i en periode? Forskellen i transporttid for Stoffer vil ikke være nævneværdig (jeg kan oven i købet anbefale en god genvej, hvis det sku’ komme på tale).

  13. Julie skriver:

    Jeg takker for alle jeres gode indputs og tanker – flere har jeg tænkt selv, andre har jeg ikke, og I må endelig blive ved med at komme med dem! Jeg tror faktisk ikke, vi køber den lejlighed, for jeg har snakket med flere nu, som siger at det er for svært med det offentlige mellem Helsinge og Gilleleje. Og tingene skal jo hænge sammen. Smidstrup-huset som Maja linker til, var umiddelbart slet ikke min stil, men for dælen hvor er der meget plads og meget lys og det ligger jo væsentligt bedre. Jeg tror, vi vil tage en del søndagsture i området over de næste uger, og finde ud af, hvad der passer os. Men altså – alle gode ideer, tanker osv. er mere end velkomne!! Og til dem der ikke vil have jeg flytter – buhu – hvad havde I regnet med? 🙂 Bloggen flytter ingen steder og man kan købe MEGET over nettet. Og tænk på alle de sjove historier, der vil komme ud af kultursammenstødet og om mine genvordigheder med jordbærplanter…

  14. Julie skriver:

    I følge krak, stoffers chef og den der slagsopstilling så tager det 45 min. til Kbh. fra Helsinge. Men det må da vist være uden kø-tid? Vi har også snakket om at leje, men det er faktisk svært at finde noget, og det der er, koster mindst 8000/md. Jeg har det dårligt, som mangeårig EJER, med at smide så mange penge ud af vinduet hver md. 5-6000 ville være ok, men igen – jeg synes ikke, der er meget at finde? Området omkring kystbanen tror jeg ikke, vi har råd til, før stoffer får fuldtid, og det ved vi jo ikke om/hvornår sker. Ja, det er det evindelige puslespil…

  15. Mette skriver:

    Skal man ind i mellem ikke også bare tage nogle chancer – springe ud over afgrunden og håbe på, at ens lykke begynder med en faldskærm. Jeg har selv i al for lang tid gået med livrem og seler – til ingen verdens nytte. I efteråret købte vi drømmehuset laaaaaaaaaaaaangt ude på bøhlandet, og nu hvor jeg har gennemlevet en hård vinter med snedrivere en masse, ved jeg, at jeg gjorde det rigtige: Jeg overlevede og kan stadig vrikke med lilletåen. Jeg vil også bare mene, at I skal springe ud i det, Julie. Man kan ikke blive ved med at lade en masse “hvad nu hvis’er” hobe sig op.
    Go for it, girl.
    Kærligst,
    Mette – der mener at have fundet Helsinge-lejligheden på boligsiden.dk. Det ser da rigtig hyggeligt ud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.