nul natamning starten + OPDT.


Det er i skrivende stund tirsdag aften. Jeg er ankommet til ninas lejlighed for en lille halv time siden og har tændt for tv'et for at her ikke er for stille. FUCK (og her må godt bandes) hvor var det svært at gå!!!
Dagen startede ellers lovende for projekt stop-natamningen. Klara vågnede kl. 6, fik lidt bryst og sov videre. En times tid senere vågnede vi alle ved at Klara trillede ud af sengen… ikke så fedt, men der er jo en første gang for alt og det måtte vel ske før eller siden. Der er heldigvis ikke så langt ned og der skete ikke noget med hende, andet end at det jo var en lidt kedelig brat opvågning for alle… Men hun kom op i sengen igen og blev hurtigt glad og så moslede hun ellers rundt og sørgede for at alle blev godt vågne 🙂 Så da vi endelig kom op kl 8 var hun godt sulten og spiste en ret stor portion havregrød. Og sådan fortsatte det hele dagen – jeg fik puttet mere mad i hende end det før er lykkedes mig, så jeg tager det som et tegn på, at det er en god dag at starte med nul nattebryst.
Fields var proppet – jeg havde naturligvis overset påsken – så der var mange frie folk dér. Men det var dejligt at se Dorthe igen!! Jeg synes vi snakker så godt, som om vi sås hver dag og ikke kun har mødt hinanden 2 gange. Men vi snakker jo meget på msn, så det er nok det. Dorthes lidt jyske accent gjorde mig opmærksom på min egen kbh'ske. Jeg plejede jo ellers at tale fynsk, eller bare dansk… men jeg lyder efterhånden meget kbh'sk tror jeg.
Klara var i storchamør humør og var så god hele dagen. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor dejlig hun bliver når hun nu også får hele nætter med søvn??!!! 🙂
Nå. Men kl 22 forlod jeg hjemmet og da vågnede hun første gang, så de er allerede i gang derovre. Jeg går hjem igen kl 6, for da synes jeg godt hun må amme og så få havregrød lidt senere.
Jeg er så spændt på om jeg får sovet. Jeg har taget min gamle bamse med, for ikke at ligge helt alene og tude, og så har jeg nogen dameblade og en af klaras små trøjer, der dufter af hende 🙂
Jeg glæder mig til at skrive i morgen, om hvordan det hele er gået… kryds fingre for os!!!
kh julie

OPDATERING:
KL. er nu 6.55 og jeg sidder hjemme. Klara leger glad og tilfreds på gulvet. Hun blev godt nok glad for at se mig, men heller ikke så meget at det virkede overdrevet. Det er simpelthen gået så fint!!! For nu at tage mig først, så har jeg simpelthen sovet fra midnat til kl 6. Det er jo ikke nok, men det er uafbrudt søvn 🙂 Jeg halvvågnede flere gange, men sov videre med det samme og har drømt rigtig mange syrede ting. Bl.a. at min veninde stjal en bil, som hendes ven skulle bruge til at sove i, at min mor er ved at lave haven derhjemme om til strandgrund og at jeg gik frem og tilbage gennem byen efter halm til min søsters kaniner.
Hér har de været vågne mange mange gange. Kl. 22, 22.30, 01, 02, 04.30 og 05 og så stod de op kl 6. Så stoffer er træt, mens Klara virker forbløffende meget som sig selv 🙂 Hun er bestemt ikke traumatiseret eller noget. Stoffer siger, at hver gang hun vågnede kunne han ret let få hende til at sove videre i hendes egen seng, så de har ikke haft timelange skrigeseancer. Det er gået meget lettere end vi regnede med – og folk siger jo altid at dagen efter bliver det endnu nemmere, så mon ikke det nok skal lykkes i løbet af den næste uges tid? Kl. 5 havde det været svært at få hende til at sove igen, men så havde han taget mit pudebetræk, lagt det som hovedunderlag for hende og BUM, så sov hun med det samme 🙂 Hun troede nok, hun lå ved mig jo. Jeg er i hvert fald sikker på flere ting; hun er IKKE sulten om natten, for så ville hun jo ikke have sovet videre så nemt, og det ER den rette beslutning vi har truffet. Jeg glæder mig næsten allerede til min næste nat i fred – og til om en uge, når vi allesammen bare kan sove hele natten – sammen!
kh julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.