Ny pixibog app

Nu er mine unger lige på kanten til at være for store til Pixibøger. I teorien. For i praksis kan de stadig godt lide dem.
Måske er det det overskuelige format? En lille bog til et lille menneske? Den komprimerede historie. Jeg ved det ikke. Men de kaster sig glade over kæmpebunken af lasede gennemlæste gamle Pixibøger hjemme hos mormor. De fleste af dem kan jeg udenad, fra de 60.000 gange jeg selv har læst dem, som barn.

Pixibogen har naturligvis også rykket sig ind i den digitale tidsalder. Du kan hente en gratis app og med den følger en gratis bog. Og hvis du kan lide det og vil have flere, kan de købes inde i app’en. De er inddelt under kategorierne Klassiske historier, Spøgelseshistorier, Fødselsdagshistorier og Eventyr fra landet. Jeg synes app´ens design gør det lidt langsommeligt at finde den bog man vil læse, men jeg kan godt se, at de bare har prøvet at visualisere det og skabe et univers som det lille barn forstår.

Herhjemme er vi glade for de klassiske, som er nogle af de lasede titler vi kender fra mormors bunke. Men dem med spøgelseshistorier er vi også vilde med. Det er ikke mere uhygge end vi kan håndtere.

Under de enkelte titler kan man vælge om man vil have læst bogen højt af den udmærkede Lars Thiesgaard, eller om man vil gøre det selv. Der kommer en glimmeragtig lyd når man skal bladre, så ingen bliver forvirrede. Dette gør, at barnet også kan vælge at få læst bøger højt uden en voksens hjælp. Altid godt til lange køreture.

En sjov ting ved denne app er, at barnet kan lave sin egen bog også. Man kan tegne sin historie, og så skrive tekst på. Især Klara, der er ved at være en habil skribent, kan virkelig godt lide at forfatte sine egne små historier.

20130527-120009.jpg

20130527-121247.jpg

20130527-121254.jpg

Det er da rørende, ikke? Og helt bestemt et plus ved app´en. Jeg vil altid foretrække apps, der opfordrer mine børn til at være kreative, og som lader dem udfolde deres gakkede fantasi og skabertrang.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Ny pixibog app

  1. Siv skriver:

    Mine børn elsker også pixibøger, og vi har nok omkring 100 liggende rundt omkring på deres værelse. Tak for app’en – den skal prøves 😉 Der er også gratis børnebøger at hente på http://www.eblad.org

  2. understjernerne skriver:

    Nej hvor en fin historie hun har lavet 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.