Om at komme hjem igen

Åh, jeg synes det er lidt sært at være hjemme. Rart og godt, men det er som om det tager lidt tid at komme op i omdrejninger igen?

Jeg gider ikke blogge eller tjekke internettet – en hel uge uden har åbenbart allerede kureret mig for den afhængighed. Og hver gang jeg tjekker min mail er der vildt mange jule-tilbuds mails fra børnetøjsbutikker online, og jeg har ingen penge. Spor. Overhovedet. Som i denne gang mener jeg det!

Agnes er begyndt at rejse sig op ved tingene og det afstedkommer tilsyneladende en helt utrolig mængde hjerneaktivitet – bedre kendt som “et udviklingsspring” – og hun nægter at sove om aftenen. Hun vil simpelthen bare ikke give slip. Hverken rent mentalt eller fysisk på min brystvorte. Det tager tiiiiiiimer at putte hende i denne uge. Med skrig og brok og jammer og ve og klage og mig, der skiftevis har vildt ondt af hende og vil gøre alt for hende, for så sekundet efter at føle afsky, afmagt og et raseri så vildt og blodigt at jeg må forlade lokalet og bide i en stol, og sende Faderen ind i stedet. 

For ligesom at toppe den kransekage af, så har stoffer aftenvagter torsdag og fredag, så det er mig alene på skansen, med to børn der skal i seng. Det er et under de overlevede i går. Og i aften får Agnes lov til at blive oppe til hun segner. Eller til jeg går i seng og tager hende med. Jeg gider ikke bruge de timer på at kæmpe med hende, og alligevel føle at jeg taber lige meget hvad, fordi hun falder i søvn på sådan en kedelig måde. Hvor nazimor er sur på hende, og hun er ked af det og forvirret. Det er altså ikke en måde at sove på, hvis I spørger mig. Søvn skal være en tryg og varm havn, som man synker ned i med et afslappet og gladt sind. Ellers kan det ligesom være lige meget.

Jeg skal også nok skrive om rejsen. Jeg vil bare gerne have styr på billederne først, for nogen af dem skal I da se. Alting gik rigtig fint. Begge børnene var gode til at flyve – Agnes jublede ligefrem under letning og landing. Rundt om i flyet kunne man høre børn græde, og så sad hun dér og lo. Hun er simpelthen så glad, at det nærmest er overfladisk. Bare hun ikke er sådan en tom, lalleglad type… aj, er hun ikke. Hun har holdninger.

Hotellet var super fint. Vi havde en god lejlighed med lidt køkken, en stue og et soveværelse. En høj stol, en klapvogn og en weekendseng. Og altan med udsigt mod poolen. Dér sad jeg ret meget hver aften, for jeg ville ikke gå fra børnene mens de sov. Det var faktisk slet ikke en mulighed i mit univers, men alligevel blev der stillet lidt spørgsmålstegn ved det. Forstår jeg ikke. 

Klara brugte rigtig meget tid i poolen og fik flere små nye veninder. Der var næsten kun danskere og svenskere på det hotel. En af venindernes forældre var også rigtig søde, så vi andre fik også nogen at snakke med.

Maden var ok, men lidt fedtet i længden. Alt det engelske morgenmad – pheww, det er bare for meget efter de første to dage. Men aftensmaden var som regel lækker. Masser af grillet gris og fisk og lam og tilbehør. Agnes fik smagt lidt af hvert, men spiser sig ikke mæt i den slags mad endnu. Grød og bryst – det ved man hvad er!

Vi var også på ture. Lejede en bil en dag og kørte øen rundt nærmest. Vildt med bjerne og hårnålesving og vulkaner og et landskab der lignede billeder man har set fra Afghanistan. Ret tørt. Ret øde. En del geder. Vi var også på en sejltur til Lanzarote, som er naboøen. 

Nu vågner Agnes. Hej hej.