Opskrifter

Nå. Hvis vi nu alligevel skal kamme over i hausfrau-barsels-blogging, så tager vi lige en runde opskrifter.

Charlotte – en læser med barnebarn (wauw, vidste ikke jeg havde læsere med børnebørn!!) – efterspørger sidste års opskrift på vandmelon smoothie. Og den er da også perfekt nu, hvor varmen er kommet tilbage.

Okay. Køb en vandmelon der er godt moden og sød. Skær kødet i tern og fjern alle kerner. Frys kødet ned i tern, så har du til flere gange og kan nemt tage op til en smoothie eller to, her og der. Ca. 500 gr. frossen vandmelon i tern blendes så sammen med 2 dl sukkerlage (sukkerlage laves af lige dele vand og sukker) og saften fra en halv frisk citron. Voila viola = melonsplashie. Virkelig kølende og  forfriskende. Er man modig, kan man f.eks. eksperimentere med lime i stedet for citron. Og hvad med lidt citronmelisse fra haven? Måske bare som pynt… og en paraply og et fancy sugerør, og så er det barnebarn da vist solgt, Charlotte?

splash

Så var der speltbollerne, som er Kat´s opskrift og som Sara efterspurgte. Det er sådan en opskrift som er lidt på slump, men er de fleste gode bageopskrifter ikke det?

Man tager 15 g. gær og opløser i en halv liter lunkent vand. Ikke for varmt, hellere for koldt. 1 tsk fuld salt, 1-2 spsk. rørsukker, 1 spsk olie. 1 stor håndfuld havregryn, eller mere efter ønske. Og så mel. Speltmel, grov og/eller fin. Grahamsmel, hvedemel, rugmel – bare bland det du selv vil, efter hvor grove du vil have dem. Man kan jo prøve sig frem, til man finder sin yndlingsbolle. Dejen skal være sådan, at du stadig kan røre i den med skeen. Den må gerne slippe i siderne af skålen, men ikke i bunden. Altså en fugtig dej.

Så lader man den stå i køleskabet natten over (man skal lave den om aftenen) med et viskestykke over (hvis du vil lave bollerne samme dag, skal du bruge 50 g gær i stedet for 15 og så skal den hæve og efterhæve som de fleste andre boller). Næste morgen står du op, dødfrisk før resten af familien (hahaha) og former bollerne på en plade med bagepapir, med to skeer. Fordi dejen er fugtig. Det gør ikke noget, hvis de er uformelige. Bag dem ved varmluft 180 grader, ca. 15 min., måske kun 12. Hold øje med dem. Og så er der morgenmad!

OKay, og så vil jeg til sidst anbefale pizza margaritha. Hvis man laver tomatsovsen selv, fra bunden og bruger de bedste råvarer man kan skaffe, så smager den helt fantastisk. Også kold, til madpakker, eller lidt snack til gæster.

Find solmodne tomater. Dem fra min mors drivhus smager bedst, men andre går an. Hvor mange du skal bruge, afhænger af deres størrelse, men blomme-tomat str. så skal der vel en 10-12 stk til. Hak dem i stykker. Svits noget hvidløg i noget god olivenolie. 1-4 fed afhængigt af, hvor vild du er med hvidløg. Svits, som sagt, og så tomaterne oven i. Tag lidt friske basilikum blade og riv dem i stykker og smid dem i. Lad herligheden koge ind, ved ikke for høj varme. Det skal koge, men ikke brænde på. Kog ind, indtil sovsen er tyk og ikke vandet. Smag til med salt. Fordel den over pizzabunden, skær frisk mozarella i skiver og læg oven på – jo bedre mozarella, jo bedre smag. Dryp lidt olivenolie hen over og fordel friske basilikum blade. Giv den 12-15 min. ved 200 g.

Enjoy!

nammenam 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

11 Responses to Opskrifter

  1. Lone skriver:

    Når man engang er færdig med at amme kunne man jo tune den den vandmelon lidt med noget lys rom, og lade det være en voksendrik…..nammenam 😉

  2. julie skriver:

    Jo jo, jeg springer over de letteste gærder, hvor de er lavest.

  3. Charlotte skriver:

    Jamen der var den jo – det var det med sukkerlagen vi havde glemt. Vil lige tilføje at hvis man virkelig hader at pille en milliard kerner ud – så køb de lys/grønstribede meloner, der er ikke nær så mange kerner i som i de mørkegrønne.
    Haha jeg føler mig da oldgammel når du skriver “læsere med børnebørn” – må også lige sige at det med paraply og sugerør OG citronskive på kant selvfølgelig er afprøvet – nu venter jeg bare på at barnebarnet eksperimenterer yderligere, sådan over i hvad Lone skriver om – sprut osv…
    Hun er nemlig 14!! – barnebarnet altså – ikke Lone.
    Tak for opskrifter.

  4. julie skriver:

    Man er ikke ældre end man gør sig. Synes jeg. Vi kan allesammen være i børnebarns alderen og vi kan alle sammen være 14 indvendig. Med min hoste lyder jeg som en på 74 inkl. cerutter.

  5. kirsten skriver:

    Tænk at man (læs du) kan få opskrifter til at være underholdende. Ret blæret 🙂
    Men jeg bliver nød til at spørge.. snyder du dig til pizzabunden? Sådan en kan være ret svær at få til at lykkes. Når man vil tune den med rugmel el. div. andre grove varianter.
    Kh Kirsten

  6. Sofie Maria Rygård skriver:

    Hopper da lige med på husmor-bølgen, og deler en lækker vandmelon-smoothie opskrift med jer – og så er den uden sukker;)
    Værsgo’
    http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift.php?id=28936
    Mvh Sofie

  7. julie skriver:

    Ja, kirsten, jeg snyder. jeg er stor stor fan af maizena, både tærte- og pizza bunde. De er udmærkede til mig og mine behov.

  8. kirsten skriver:

    Argh for søren. Løber i pendulfart mellem hynden i solen og køleskabet. Har lige prøvet vandmelonen, men nu får jeg lyst til pizza. Nyt emne!
    Kh Kirsten

  9. kirsten skriver:

    Det troede jeg da ikke om dig 🙂

  10. Sara skriver:

    Tak for opskrifter. Har prøvet bollerne og de er super. Er stor tilhænger af langtidshævede boller for jeg HADER at få dej på fingrene 🙂
    God søndag!

  11. julie skriver:

    Igen Sara – det er nemlig det laveste gærde! Ingen fedtede fingre – er SÅ smart!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.