Nye tider

Udgivet den 11. maj 2015 af thejulesrules

Nå. Men lever du så endnu, eller hvad Julie? Hvordan går det overhovedet? Er du færdig med at blogge??

Ja. Jeg lever. Jeg er ikke færdig med at blogge. Og det går … okay. Det går faktisk meget godt. Alle jer, med jeres snak om “den anden side” og “giv det tid” osv, havde naturligvis ret. Hvor er det dog irriterende, hva? Når de andre har ret. Men jeg er nu alligevel glad nok for, at I havde ret. Det ER nemmere nu. Jeg troede, jeg skulle dø i det meste af februar og marts, men i løbet af april skete der bare en ændring. Ikke uden på, men inden i. Jeg fandt mig selv igen, midt i alt det nye. Jeg accepterede visse ting. Jeg slugte nogle flere kameler. Jeg genfandt min ro og det meste af min benhårdhed. Og også nogle nye sider af mig selv, som om muligt er endnu mere benhårde. Jeg prøver at tøjle dem lidt, for jeg vil godt stadig være naiv og godtroende og optimistisk også.

Og nu er det maj. Solen skinner, alt er grønt. Jeg har lagt lån om og lagt nyt budget og det viser sig, at jeg godt kan blive boende. Det gav virkelig meget ro på, for mit hjem er meget vigtigt for mig. Kristoffer er så i gang med at købe en lejlighed, så forhåbentlig falder alting snart endeligt på plads. Pigerne er okay, men der har heller ikke været de store ændringer i deres hverdag endnu. Vi må se hvordan det går, men de har vænnet sig til at tale om emnet og de virker ikke ulykkelige.

Og når det så starter – det 7/7 – så skal jeg fylde det tomrum. Jeg skal lave flere ting med mine gode gamle venner, og jeg skal lave nye ting, med mine nye venner. Og jeg skal date. Jo. Det skal jeg. Jeg har været seriemonogam siden jeg var 17, og det har passet mig fint. Men nu skal jeg noget andet. Jeg har fået mine børn, jeg har lige præcis det liv, jeg altid gerne har villet have og det var ikke 100% min beslutning at rykke tilbage til start. Men når jeg nu er blevet skubbet ud på det dybe, så vil jeg altså også have lov at more mig.

Først syntes jeg det var en meget skræmmende tanke. Og det synes jeg sådan set også stadigvæk, for jeg magter ikke rigtig det der “marked”. Men fordi jeg jo er den jeg er, så går jeg metodisk til værks og betragter det lidt som en research proces. Og jeg må indrømme, jeg vil h e l t vildt gerne skrive om det – det bliver SÅ sjovt!

Jeg skal bare forsøge at undgå Gakkerne, som jeg ellers har moret mig vældig med at læse om, ovre hos AmarOrama. Tag dig tiden til at læse hele Gakkoteket – det er uhyggeligt og helt utroligt underholdende. Og enormt god timing for mig, så jeg lige kan lære at styre uden om de typer.

PS. Der er også et soundtrack til de nye tider:

http://youtu.be/iNFmPmciSQc

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 9 kommentarer

Alt det lys vi ikke ser

Udgivet den 11. april 2015 af thejulesrules

Det er lykkedes mig at læse en bog. Noget er vendt de sidste 2-3 uger, igen. Det er åbenbart en meget omskiftelig proces jeg er midt i, og nu er jeg mindre forrykt, hvilket er befriende, for at sige det lige ud. Så pludselig kunne jeg koncentrere mig igen. Måske handler det også om lige at falde over den rette bog, der fænger på den rette måde og ikke er for svær, men stadig er lækker at læse. Ligesom en gammel veninde, der engang var sygemeldt med stress, og intet kunne samle sig om, før hun pludselig læste Twilight. Så man skal nok være heldig at falde over den rigtige bog. Jeg var dobbelt heldig, for jeg fik den tilsendt af Politikens forlag, og jeg ved ikke hvor glade de er for sig selv derinde, men nu kan de så påføre skilsmisse-læse-krise-forløsere til deres cv.

Bogen hedder Alt det lys vi ikke ser. Den handler om Marie-Laure, en fransk pige der mister synes som 6 årig, og vokser op i Paris sammen med sin far. Han er låsesmed på et museum og kan bygge finurlige æsker og mystiske låse, der gemmer på mange skatte. Den anden hovedperson er Werner, en forældreløs tysk dreng, hvis opvækst på børnehjemmet vi også følger. Werner opdager tidligt sit talent for teknik, han kan bygge radioer ud af stort set ingenting. Mens de to børn vokser op, nærmer 2. verdenskrig sig hastigt. Og man læser og læser og tænker, hvornår mødes de to? Det kan ske hvert øjeblik, i det sønderbombede Saint-Malo.

Bogen er skrevet med ret korte kapitler, som måske også er det der gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig igen? Det er konstant fristende liiige at tage et til, for hvad sker der mon nu? Og så er sproget noget af det smukkeste jeg har læst længe. Virkelig lækkert. Der er flere sætninger jeg læser igen, og bladrer tilbage og læser igen. Det er utroligt hvad nogen kan med de der 28 bogstaver. Ren magi.

I går sad jeg så her. I afslappet rundbordssamtale med forfatteren, Anthony Doerr. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for de andre kloge bloggere, som var bedre til at stille spørgsmål, med deres journalistbaggrunde. Jeg var mere sådan – den er fantastisk, jeg vil låne den ud til alle. Og så er det bare altid interessant at høre et passioneret menneske tale om sin motivation, og sine tanker med det han nu har bedrevet. Det tog Anthony 10 år at skrive den her bog, dels pga den omfattende research, dels pga det følelsesmæssigt hårde ved at skrive om 2. verdenskrig og de ulykkelige ting der skete dengang. Han skrev to andre bøger ind i mellem, i løbet af de 10 år. Det kræver noget arbejdsdisciplin, at blive ved på den måde. Meget imponerende. Men så kom der jo også det her fantastiske værk ud af det.

Så, hvis du mod alle odds kun skal læse en bog i år, så tag den her. Det tror jeg du bliver glad for.

Udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv | Tagget , , | 4 kommentarer

Vind Schleich dyr

Udgivet den 31. marts 2015 af thejulesrules

For længe siden lovede jeg at gøre opmærksom på en konkurrence. Den går ud på at dine børn laver en video med Schleich dyr og kan vinde endnu flere dyr!

Vi er meget store fans af de lækre dyr hjemme hos os, og vi er endnu ikke blevet for gamle. Da vi holdt påskeferie på Fyn blev de fundet frem igen og jeg forsøgte virkelig at få de børn til at lave en film og deltage i konkurrencen, men de baryler ville hellere lege. Med de store piger er det især hestene der hitter, men Agnes bruger stadig alle dyrene.

  

Og det er derfor jeg siger ja til at reklamere for den slags her. Det er virkelig en af de bedre investeringer vi har foretaget os, i løbet af de sidste 12 år med børn. Men lave en færdig video lykkedes det mig altså ikke at få dem til. Bedre held til dig – der kan vindes for 2000 kr. dyr og det er da alligevel en del.

Og det er en sjov konkurrence, hvis dine børn ellers er mere motiverede end mine. Du kan læse samtlige konkurrencebetingelser HER og så ved I jo nok, hvad I skal lave i weekenden. For konkurrencen slutter d. 20.4.

Det handler om at lave en stop motion video med dyrene, og du kan se en masse gode eksempler fra andre deltagere HER.

 

 

 

 

Udgivet i Hverdagsliv | Skriv en kommentar

Bagud

Udgivet den 30. marts 2015 af thejulesrules

Endnu en skilsmisse konsekvens. Manglende overblik. Svingende overskud.

Nogle dage er fantastiske og fyldt med omsorgsfulde venner og forventninger om en lys og god fremtid, hvor alt falder på plads og jeg bliver okay igen. De dage har jeg den særeste følelse af at vente på noget, som har ventet længe på mig. Noget godt.

Andre dage er absolut ikke fantastiske. De er fyldt med tvivl og sorg og tab og andre ord der får mig til at græde bare ved at læse dem. De dage er jeg handlingslammet og forvirret og leder efter svar, der ikke findes. De dage sender jeg overdrevent følelsesladede beskeder via messenger til alle mine livliner og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skulle komme igennem dette med bare en smule fornuft i behold, uden de mennesker. Det er rørende, som folk er der for en, når man bare beder om hjælp.

Men der er også sms’er jeg ikke får svaret på. Undskyld. Og mails jeg ikke får svaret på. Undskyld. Og halve aftaler jeg ikke får fulgt op på. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst. Der er bare hele tiden noget der falder til jorden. Timeregnskabet til BF. At ringe til banken. Min tandlæge, hvis mails bliver tiltagende truende. Indtastning af gas og el forbrug. Det årlige kontaktlinsetjek, som jeg syltede så længe at jeg fik en reprimande af den unge optiker, da jeg endelig mødte op.

Det er jo vigtigt! Sagde han. Og dine øjne ser lidt røde ud! Det er nok fordi jeg har grædt hele morgnen pga min skilsmisse. Sagde jeg så. …ja, det er nok derfor. Sagde han. Og så talte vi ikke mere om det.

Og bøgerne. I flere mdr har jeg dårligt kunne koncentrere mig om at læse ordentligt. Jeg starter på den ene bog efter den anden og kan lide den og kan så ikke samle tankerne. Så jeg er virkelig bagud med det. Og i et anfald af idioti/jubeloptimisme tog jeg dem alle med til Fyn, på fire dages ferie. Og jeg ER rent faktisk blevet færdig med en!

Så mangler jeg kun 19.

juliesbøger

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 1 kommentar

hrmpf

Udgivet den 26. marts 2015 af thejulesrules

Egentlig har jeg jo levet hele mit liv på sådan en måde, som jeg troede kunne forhindre at jeg havnede præcis hvor jeg er nu. Jeg havde blikket fikseret på mållinien.

Fornuftig og rolig og rummelig og fleksibel og afslappet og uden mange krav. Realistisk, bevidst og med åbne øjne. Kærlig og ærlig og alt det.

Men det er åbenbart ingen garanti for noget, at man gør sit bedste og opfører sig ordentligt. Det vidste vi jo nok godt. Der er ingen garantier.

Men hvad så nu? Skal jeg gå amok i tøjlesløs opførsel og degenereret livsstil? Stille uhyrlige krav til alt og alle og lade den neurotiske bibliotekar tage over? Det kunne være underholdende. I et stykke tid.

Disse hvide vægge er helt nye for mig. En ny begyndelse, en åben slutning.

From time to time the tables turn
You cross a line, get your fingers burned
Suddenly is a new situation
From day to day, dot to dot
To case to case ’til the cord is cut
Suddenly is a new situation

Everybody wants to believe
They hold the ticket to the train to the Promised Land
Everybody wants to believe it ain’t no lie
One day I woke from a dream
On a rocket coming back from another planet
Don’t think I’m ever gonna understand why

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination
This new situation

From A to Z, through and through
The destiny I thought I knew
Suddenly is an open ending
I learnt the tricks, I did the time
My eyes a-fixed on the finishing line
All it is is a new beginning

Everybody dreams of a happy ever after
And gold at the rainbows end
Everybody wants to believe it ain’t no lie
Everybody wants the machine
To run faster and faster, out of hand
I don’t think I’m ever gonna understand why

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination
This new situation
Oh yeah
Oh

Nothing is what it used to be
These four walls are all new to me
Time is the doctor and I’m his patient
I don’t know what he’s done to me
A gentle push or brain surgery
It’s gonna take some imagination

Nothing is what it used to be
These white walls are all new to me
Time is the doctor and we’re his patients
I don’t know what he’ll do to us
But things will change, yeah, I know that much
It’s gonna take some imagination
This new situation

 

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 2 kommentarer

Sons of Anarchy

Udgivet den 17. marts 2015 af thejulesrules

I starten af min skilsmisse var der nogen der fortalte mig, at prisen for et tæskehold er helt nede i 5000 kr, i Kbh nu. Jeg ved ikke om det skyldes at den finansielle krise er ved at være ovre, eller hvad, men det virker da som en fair pris?

Under alle omstændigheder er det så heldigvis ikke der vi er, med den her skilsmisse. Den går stadig i ro og mag, med sporadiske panikanfald over den uvisse fremtid på begge sider. Men så snakker vi om det og er gode venner og så går det over igen. Det værste er faktisk enkelte andre mennesker, som tilsyneladende har en forestilling om, at alle skilsmisser skal være konfliktfyldte og en krig mellem parterne, og som nærmest prøver at overtale os til at blive uvenner. Hold dog op med det. Tænk på børnene. Selv borger.dk antager at folk hader hinanden når de skal skilles, og jeg fik et regulært angstanfald en dag på job, da jeg gik ind på den side for at læse noget om ekstra børnepenge. Hele sprogtonen var så baseret på konflikt at jeg ikke kunne trække vejret og måtte spise rigtig mange m&m´s før det ikke længere sortnede for mine øjne.

Nå, men jeg har svært ved at koncentrere mig om at læse. Så jeg ser serier. Jeg har set de første to sæsoner af New Girl i loop siden november, og nu er sæson tre lige kommet på netflix sidste onsdag, så den har jeg set… to gange nu. Jeg er også gået i gang med Breaking bad igen og så var jeg så heldig at modtage et anmelder eksemplar af de samlede sæsoner af Sons of Anarchy.

Sons of Anarchy handler om en nydelig ung mand, der qua sine problematiske familieforhold roder sig ud i en masse snavs. Han er søn af en enlig mor, suk, og muligvis pga det manglende faderbillede søger han tryghed og fællesskab i sin fars gamle motorcykelklub. Desværre er det en samling skidte fyre, der roder sig ud i diverse kriminelle aktiviteter og Jax har svært ved at sige fra overfor det massive gruppepres. Mulle vil gerne være med i hulen.

Jax drømmer om at gøre klubben lovlig, sådan som hans far oprindeligt ønskede det, men det er ikke sådan lige. Der er masser af hemmeligheder og stort set ligeså mange intriger som i en gruppe af 14 årige piger. Det lykkes også Jax at gøre en narkoman gravid og pludselig er han enlig far og roder sig samtidig ud i noget med en ekskæreste. Vi andre lever relativt ukomplicerede liv, jeg siger det bare. Det er altid rart med lidt perspektiv.

Herfra tager det så fart, henover syv vældigt underholdende og nervepirrende sæsoner. Der er både politi og rivaliserende bander efter vores lille flok, og selv om man i princippet burde bede dem alle om at blive klippet og få sig et ordentligt arbejde, så ender man jo alligevel med at fatte sympati for nogen af dem, og håbe at det går dem godt. Det er ikke altid så entydigt hvem der er skurken. Heller ikke ude i virkeligheden.

Sons of Anarchy er skabt af en fyr der hedder Kurt Sutter og gik fra 2008-2014. Jeg synes den er værd at se. Overbevisende skuespil, spændende plot og generelt god underholdning. Det er det, de unge vil have.

Udgivet i Anmeldelser | Tagget , , , | 1 kommentar

Skilsmisse lektion 2, soundtracket

Udgivet den 17. februar 2015 af thejulesrules

På trods af at Tina Dickow har skrevet en sang om stort set hver eneste følelse jeg nogensinde har haft, så er det fysisk umuligt for mig at lytte til hende når jeg er rigtig ked af det. Det kommer for tæt på. I det hele taget er der meget musik jeg ikke kan tåle i disse uger (mdr) for så krakelerer alt det jeg holder så hårdt sammen på. Og det har jeg ikke altid tid til. Eller rum til. Måske kommer der en tid til at falde fra hinanden og gå i spåner og hyle mod månen, men den tid er ikke lige nu. Fordi undertrykte følelser er mega konstruktivt.

Så jeg lytter til The National, for energien og selvironien og dramaet.
Og ellers, må jeg med skam erkende, bliver det til rigtig meget underlødig popmusik der kan danses til og som for det meste er noget mine børn introducerer mig til. Jeg prøver stadig at Shake det off. Og jeg ser ret meget New Girl og tænker, at hvis jeg ikke havde to børn, ville jeg gerne have tre drengevenner og bo sammen med dem.

(null)
Så ja. Skilsmissens underlødige soundtrack. Lad mig endelig vide, hvis du har det ideelle nummer at tilføje til listen… Og lad være med at tage sangene bogstaveligt, de er ikke, jeg gentager IKKE, en eksakt gengivelse af min situation. Det er bare sange.

Og så de her to, for ikke at dø helt af selvmedlidenhed:

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | 21 kommentarer

Skilsmisse lektion 1

Udgivet den 13. februar 2015 af thejulesrules

Lad være med at annoncere din skilsmisse lige op til Valentinsdag.
På trods af at denne wanna-be højtid aldrig tidligere har haft plads eller effekt i dit liv, er den nu pludselig alle vegne. Alle. Vegne.
Det er irriterende. Alle folk elsker hinanden til døden, bevares, det er jer vel undt. Ingen grund til at fejre det så eksplicit tænker jeg?
Og ja, det topper da posten ringer på døren kl alt for tidligt, med denne pakke.

(null)

(null)
Og jeg har ellers sådan glædet mig til at læse den bog. Nu ved jeg ikke, om jeg magter det? Måske hvis den er overbevisende nok og MIT liv udvikler sig som en roman af Jojo? Gad jeg godt. Så skal jeg bare ligesom… eksistere, i min elendighed. Og så bliver jeg reddet lige om lidt.

Du kan forøvrigt vinde sådan en t-shirt der. Og for at gøre det, skal du skrive en kommentar hvor du enten a) har det hårdere end mig eller b) fortæller mig hvor lykkelig min slutning bliver.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget | 28 kommentarer

Kære dagbog

Udgivet den 12. februar 2015 af thejulesrules

Det går jo lidt op og ned med dagbogs funktionen her på bloggen. Nogen gange er den mere upersonlig og handler om bøger, og det har været en naturlig udvikling, som jeg er udmærket tilfreds med. Men den ER stadig en dagbog også. Og de gange hvor der foregår store livsændrende begivenheder ude i mit virkelige liv, som jeg ikke kan eller vil blogge om, så går det helt i stå med skriveriet.

Tilsyneladende kan jeg ikke engang anmelde en bog, hvis jeg ikke har rene linier. Og ja. Her har været lidt stille.

Måske er det ligegyldigt for andre, i det store perspektiv. Måske er det for reality show agtigt. Men det skal med, hvis der overhovedet skal være noget selvbiografisk over den her blog, og det skal med i mere end en bisætning i et tilfældigt indlæg om en bog. Og jeg tror heller ikke det er ligegyldigt for alle andre. Jeg ved der sidder en del, som har læst med i alle 12 år og jeg synes I skal vide det. Jeg vil gerne dele det, også det, med jer.

Kristoffer og jeg har valgt at flytte fra hinanden. Hvis du er en af dem der har læst i 12 år, så kommer det nok ikke bag på dig. Der har været optræk til det før, og det er gået op og ned, som det nu gør for de fleste i livet. Og nu er vi der så. Vi har prøvet alt. Der har været snak, parterapi af et par omgange, psykolog, mere snak, forsøg med det ene og det andet og endda en kort pause, hvor han boede et andet sted uden at nogen rigtig opdagede det. Vi har prøvet alt. Vi er bedste venner og det har vi været i mange år, men vi lever hvert vores liv og vi fungerer ikke som kærester. Så nu stopper vi det, mens vi stadig er bedste venner og ingen er bitre eller har såret den anden uopretteligt.

Vi er naive, måske. Vi vil gerne have den lykkelige skilsmisse, hvis den findes. Vi vil gerne være bedste venner og vi vil gerne være en familie for vores børn, selv om vi ikke bor sammen. Vi kan aldrig fortryde de her snart 13 år, for vi har jo fået de bedste børn i verden og givet dem en tryg og kærlig familie. Pigerne fik det at vide for et par uger siden, og de blev naturligvis meget kede af det. De tager det okay nu, uden meget drama, måske fordi de voksne gør? Vi bor stadig sammen, og kommer til at tage det roligt de næste par mdr. mens vi finder ud af det økonomiske og salg og køb og flytte osv. Vi har ikke travlt.

Håbet er at finde noget at bo i så tæt på hinanden, at de store børn kan rende frem og tilbage når de har lyst til det. Og så vi kan spise sammen og lave ting sammen og have en fleksibilitet, som vi alle fire har brug for. Hele den del gør mig voldsomt usikker, for det handler overvejende om ting jeg ikke kan kontrollere. Økonomi og boligmarkedet f.eks.
I det hele taget er jeg ude i det vildeste kontroltab og det passer mig dårligt. Det stresser mig og giver permanent knude i maven, men til gengæld har jeg tabt fire kg. Og fået øjnene endnu mere op for i hvor høj en grad jeg virkelig gerne vil kontrollere alt hvad der sker i mit liv. Hvilket som bekendt vanskeligt lader sig gøre, når jeg samtidig er mere interesseret i relationer end i såkaldt frihed.

Måske lærer man noget af sine livskriser. Måske gør man ikke. Måske er kriser bare noget lort, og jeg kan starte en skilsmisseblog der hedder Mit liv som fraskilt – det kom der intet godt ud af. Vi får se.

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , | 43 kommentarer

Uden titel

Udgivet den 27. januar 2015 af thejulesrules

Så gik der næsten en måned. Næsten uden blog, og stort set uden bøger. Med meget arbejde og mange arrangementer og mange mange tanker og fuldt bookede weekender og aftener og koncerter og møder. Det har været en travl måned.

Jeg hørte Jacob Bellens i koncerthuset og det var vidunderligt. Jeg har fejret fødselsdag med min søster og min niece og det var hyggeligt og lidt skørt at den ene af dem allerede er to år.

Jeg har læst den her bog. Den var spændende og velskrevet, og vil nok kunne læses af folk fra ca. 12 år og op. Minder meget om Divergent og lidt Hunger Games. Sådan noget ungdoms sci-fi, der foregår i et dystopisk fremtids USA, hvor nogen er mere priviligerede end andre og den unge hovedperson gør oprør, og det tilsyneladende gode styre, som vil dig det bedste, har skumle bagtanker og myrder løs. Ret klassisk. Lidt kærlighed også.

(null)Så blev jeg konstitueret som medlem af hovedbestyrelsen for Bibliotekarforbundet. Det var også interessant. Og jeg fik min egen postbakke med messingskilt. Det er da ret fancyfint, hvis du spørger mig. Jeg kan virkelig godt lide det forum, og at sidde der og snakke om faget på flere og andre niveauer end til hverdag. Så spændende.

(null)Vi har været til første skole-hjem samtale om Agnes, og det var en ren lovprisning og skamrosning. Hvad man måske også lidt kunne forvente… sagt i al beskedenhed. Hun er da et af de mest fantastiske mennesker verden endnu har set.

(null)

Udgivet i Hverdagsliv | Tagget , , | Skriv en kommentar